Star Wars: Episode III - Sith-Fyrsternes Hævn: rise to the...

Star Wars: Episode III - Sith-Fyrsternes Hævn

29/12-05rise to the challenge
Den effektmæssige banebrydende filmmager George Lucas har med stor lyst og energi siden 1999 berettet forhistorien om Darth Vaders transformation til den onde side, samtidig med at han har forsøgt at bygge plausibel og logisk bro til de gamle klassiske Star Wars film. Renæssancen har været en broget succes, hvor Star Wars Episode 1 blev en ganske udskældt og anstrengende affære, der ikke succesfuldt løftede arven fra de tidligere film, og publikum blev efterladt med en ambivalent følelse i kroppen. Det gik betydeligt bedre med Star Wars Episode II, der efterlod meget af den infantile og useriøse stemning, som Episode 1 bød på. Med den tredje og foreløbige sidste Star Wars film (men man kan aldrig vide sig sikker, fanskaren og udbudet er stadig tårnhøjt) har Lucas begået den bedste og mest legitime del i hans nyere trilogi, der lider under talrige fejl, men samtidig sørger for at tilfredsstille publikum gennem dens effektive og storladne underholdningsniveau. Retfærdigvis skal der dog siges, at jeg personligt aldrig har forstået den nærmest mytologiske gudedyrkelse, som disse film har anskaffet sig, og derved ikke betragter filmene som andet end rendyrket underholdning.

Baggrundshistorien om Darth Vader (a.k.a. Anakin Skywalker) er ikke en synderlig original eller psykologidrevet fortælling, og at strække den over hele tre film er alt for prætentiøs og himmelråbende, især taget i betragtning af at Lucas hverken er den store personkarakteristikker eller skuespilinstruktør. De medvirkende kæmper bravt med deres endimensionale og overfladiske figurer, og præstationerne er mestendels stive og uden mulighed for indlevelse. Værst går det for den ellers sindssyg talentfulde (og attraktive) Natalie Portman, der under hele filmen er hensat til sidelinien, hvor hun passivt tilser begivenhederne udfolde sig. Ewan McGregor liver dog endnu engang op som Obi Wan Kenobi, og det er en sand og forrygende fornøjelse at se hans Jedi-ridder udfolde sin nonchalance i flere henseender. I en scene når McGregor endda ind til en stærkere form for dramatik, hvor det nærmest er kuldegysningsfremkaldende, når han tragedieramt og indfølt udbryder ’your were the chosen one’. Desværre er der for få af disse dybere sekvenser i Star Wars Episode 3, der meget af tiden er ren overfladisk visuel lir uden den betydningsfulde substans. Hayden Christensen er sporadisk overbevisende som den potentielle farligste og mest ondskabsfulde skurk i hele galaksen, hvor Lucas ikke tilstrækkeligt eksplorerer den bagvedliggende psykologi, og selve forklaringen på den uundgåelige transformation kan til tider virke en smule letkøbt. Fundamentalt har Lucas dog fat i nogle gode problemstillinger, hvor det tragiske kærlighedsaspekt tangerer til det rene Shakespeare. Lucas formår dog ikke at styre udenom de mest forslidte og letbenede klicheer, og det kan kun irritere publikum, da potentialet netop er der.

Første halvdel i Star Wars Episode 3 er et imponerende og overrumplende flot skue, som dog ikke tør at dykke ned i den flerlagede mytologi, som Lucas har fremtryllet gennem filmhistorien. Der serveres for mange uplausible hændelser og elementer, der ikke engang retfærdiggøres indenfor filmens eget univers. Det overlæssede effektjageri (hvor medrivende og adrenalinfyldt det end er) efterlader et koldt og upersonligt indtryk, der ikke byder på den charme, som jeg kun momentvis har fundet i Star Wars filmene. Selvom den manglende højtidelighed indenfor flere aspekter har været et signatur for filmene, så fratages Episode 3 en del af dens seriøsitet gennem latterliggørelsen fra Lucas’ side. Efter en times tid får han dog styr over sin rodede historie, og følelsen af at overvære et hæsblæsende computerspil (hvor Lucas med succes genkendeliggøre de mange intergalaktiske, såvel som mere intime kampe) erstattes med en mere emotionel indlevelse. Anakins forfald til det onde katalyseres uigenkaldeligt i filmens dramatiske højdepunkt (og en af de bedste scener), hvor den kalkulerende politiker Palmatine korrumperer Anakins skrøbelige sind (som bedrager ham gennem hans egen oprigtige loyalitet) med fortællinger om Jedi-riddernes løgnagtige bagside. I baggrunden bevidner man et psykedelisk (og usandsynlig smukt) show, der indikerer kompleksiteten og Anakins omvendelse. Denne scene fungerer så fremragende, da Lucas endelig nedsætter det tårnhøje og tætpakkede tempo, for i stedet at engagere publikum i hans fortælling (dette forekommer også i en meget smuk, rørende og eftertænksom scene, hvor Lucas krydsklipper mellem Portman og Christensen, der må tage sit livs stærkeste beslutning). Forklaringen på Anakins transformation til Darth Vader indbefatter også et selvbedragerisk gudekompleks, udsprunget af den korrumperende magt han tilraner sig. Lucas langer endnu engang (og berettiget) ud efter den tyranniske og voldsdominerede samfundsstyring, og ophæver i stedet demokratiet som løsningen.

Lucas’ film besidder en evident fortællerlyst, og der er tydeligvis lagt usandsynlig meget energi i projektet fra alle sider. Den overdådige billedside er episk og malerisk, hvor de banebrydende digitale effekter endnu engang er forbløffende at overvære. Lucas er en grandios visionær (men horrible dialogskribent), hvor hvert detaljerige billede er gennemført, monumentalt og fantasifyldt. Herlighederne understøttes sublimt af John Williams iørefaldende og medfortællende musik, der især får sin ret i de mange kampsekvenser. Det store klimaks med det karismatiske åndedræt er dog lidt en skuffelse, især efter den indre og ydre kamp mellem Anakin og Obi Wan. Der drages paralleller (gennem stærk kontrastopdeling) mellem Portmans fødsel af det gode og Vaders genfødsel som det onde, men det hele bliver aldrig så storslået, som man kunne have håbet på.

Star Wars Episode 3 er overordnet en moderat tilfredsstillende og underholdende affære, der ukongruent svinger mellem barnlig entusiasme og mørk historiefortælling. Den dramaturgiske struktur er klodset og Lucas skøjter glat og hurtigt over mange betydningsfulde elementer, hvorved frustration er uundgåelig. Alligevel fortjener den fire små stjerner, da man ved flere lejligheder medrives ubønhørligt, og den visuelle side er et fænomen i sig selv.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.