Der var engang i Amerika: "It's just the way I see things"

Der var engang i Amerika

16/01-06"It's just the way I see things"
SPOILERS

Slutningen på Leones mesterværk OUATIA rejser flere spørgsmål end den besvarer. Leone selv ønskede i sin tid ikke at bringe klarhed over slutningen, men gav bevidst tvetydige svar til pressen. Man kan læse om det i Christopher Fraylings fremragende Leone-portræt, Something To Do With Death.

Omdrejningspunktet i forståelsen af filmen er Leones udgangspunkt, nemlig at vise en aldrende gangsters måde at huske sit eget liv på. Hvad der lå Leone på sinde, var at vise hvordan Noodles banaliserede sit eget liv og gjorde det til en B-film i sin egen erindring. Så vi har at gøre med selvbedrag og selvforherligelse på samme tid. En slags SM-erindring.

Leone afviste selv at OUATIA var en gangsterfilm som Godfather. Leone mente at have lavet en film om "time, memory and cinema".

Et af de centrale spøgsmål i filmen er om det hele er en fremtidsdrøm som Noodles har i opiumhulen eller med andre ord, om
begivenhederne i 1968, hvor Noodles møder Max (nu minister Bailey) og Deborah igen til et middagsselskab, er realistiske, delvis realistiske eller om de blot er udslag af Noodles' egen fri fantasi, som et slags forsøg på at straffe sig selv for at have forårsaget vennens død og voldtaget sit livs kærlighed (hvilket jeg hælder mest til). Eller om Max og Deborah på den anden side virkelig tog fusen på Noodles.

Og Leone gik dog så vidt som til at sige, at det for ham var ligegyldigt om begivenhederne i 1968 var reelle eller ej, fordi Noodles var både "morally og materially dead" i 1933, hvor voldtægten og Max' død finder sted. Og dermed kan man vel sige, at filmens realhandling helt fortaber sig i de flotte billeder og bliver ligegyldig.

Ved at vække Max og Deborah til live i sin egen virkelighed og lade dem have rottet sig sammen imod sig opnår Noodles jo netop en sadistisk ansvarsforflygtigende effekt. Det var ikke mig der ordnede dem - de havde i virkeligheden en hemmelig plan og de tog fusen på mig. Derved opnår Noodles jo også masochistisk at straffe sig selv for sine utilgivelige handlinger - en straf som ingen anden person jo længere kan give ham.

Det interessante ved Noodles' afvisning af at slå Max ihjel er jo, at han faktisk allerede har slået ham ihjel én gang, nemlig i 1933. Derfor kan han filmisk set ikke gøre det igen. Tværtimod kan han ved at afvise drabet opnå en skør og indbildt forsoning med sin betændte fortid og omgøre sin forræderiske handling, som har givet ham dårlig samvittighed hele livet, og som godt nok var båret af kærlighed til Max, men som eksploderede i hans ansigt så at sige - ligesom voldtægten af Deborah var udtryk for hans skøre måde at vise kærlighed til hende på (hvilket Leone i sin tid blev meget upopulær på at sige til L A Times.)

Som Frayling citerer Leones for at have sagt om Noodles' afvisning af at dræbe Max - "man slår ikke sin egen fortid ihjel". Nej, vel især ikke efter at have brugt 35 år på at opdigte den. Nu har man endelig fortiden som man vil have den. Og filmens sidste scene, hvor Noodles smiler underfundigt i opiumhulen, er jo på en gang både et slags dødsleje-smil og et erindringsforskydnings-smil.

"Life is an illusion and cinema it's image", sagde Dario Argento engang. Han samarbejdede som bekendt med Leone, og ingen formår som Leone i OUATIA at realisere Argentos bittersøde livsvisdom.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.