Drunken angel: Kurosawas bedste

Drunken angel
Film Drunken angel
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
Kurosawas bedsteZa Kannushi

18/01-06Kurosawas bedste
Denne film er en af Kurosawa Akiras mest undervurderede film, og det er samtidig i mine øjne det bedste han har lavet. Skæbne, desperation og mørke smelter meget mere sammen i denne film, end det gør i nogen anden af Kurosawas film, og dermed er de få glimt af håb i filmen meget mere overvældende. Det er filmen, hvor Kurosawa selv siger, at han fandt sig selv. Og det er Mifunes første gennembrud på skærmen.

Den handler om en gammel fordrukken læge ved navn Sanada (Shimura Takashi), der sætter sig for at hjælpe en ung yakuza, Matsunaga (Mifune Toshirô), der har fået tuberkulose. Matsunagas første reaktion er at råbe og skubbe til doktoren, der giver igen ad samme skuffe. Doktoren er måske en humanist og en engel, men han er samtidig stålfast og ligefrem. Titlen på filmen beskriver ham meget godt, en fordrukken engel.

Filmen foregår i samtiden, det vil sige tre år efter krigen, da Tokyo bestod af skure og affaldsdynger. Gaderne er fyldt med sortbørshandel, forbrydere og panpan-prostituerede. Lægens hus ligger på den anden side af den livlige del af kvarteret. Imellem kvarteret og lægen ligger der en sump, som folk smider deres affald i. Filmen starter ganske symbolsk med billeder af sumpen. I starten ser man en flok børn lege i sumpen, hvorefter lægen jager dem væk. Han ser det som sit lod i livet at holde mennesker ude af skidtet. Og det er det samme han forsøger med Matsunaga.

Matsunaga er dog allerede dybt nede i sumpen. En del af kvarteret tilhører ham, og han har ikke i sinde at opgive det ved at ligge sig syg hos lægen. Og dog. Han frygter stadig døden. Men hver gang han mødes med lægen ender det i skænderi og slagsmål. Det bliver ikke bedre, da en af de gamle bisser kommer ud af fængslet og vil overtage Matsunagas område og dame.

Denne gamle yakuza-bølle er tilmed gift med lægens assistent, som lægen overtaler til ikke at falde tilbage til sin mand, som har behandlet hende som skidt. Han siger endda, at det er nye tider, og at det er hendes ret. Jeg tænker, at der har siddet nogle på MacArthurs filmcensurkontor, der har presset på for at få lidt oplysning om den nye forfatning, der blev skrevet året før. Men faktisk passer det bemærkelsesværdigt godt med Sanadas karakter. En gammel, fordrukken humanist, der arbejder på at gøre så rent i skidtet, selv om det virker umuligt.

Men filmen handler ikke kun om lægens kamp med den beskidte omverden. Den handler ligeså meget om Matsunaga, den evige vilde ungdom, der ikke vil se døden i øjnene, men i virkeligheden ikke har noget valg. På en måde minder Mifunes Matsunaga om den rolle Shimura spillede i ”At leve (Ikiru)”, hvor en mand også må se døden i øjnene. Matsunaga handler dog ikke på samme måde som Watanabe i ”Ikiru”. Og dog. Watanabe forsøger først at glemme sin skæbne ved at gå ud og more sig. Det samme gør Matsunaga. Derefter finder han ud af, at det ikke kan lade sig gøre, så han forsøger i stedet at gøre noget ud af sit liv ved at bygge en park.


(Spoilers i dette afsnit). Matsunaga i form af Mifune står med det samme skrækindjagede blik i øjnene som Watanabe i form af Shimura, og til sidst går han i flæsket på det rovdyr, der har taget hans territorium og sin kvinde. Han handler, som den yakuza han nu engang er. Og samtidig forsøger han at redde lægens assistent fra hendes mand. Matsunaga dør, og lægen ærgrer sig over, at han ikke kunne redde ham. Til gengæld dukker en skolepige op, som viser sig at være blevet rask ved lægens behandling, og sammen går de hånd i hånd mod fremtiden. Den sidste scene kunne sikkert i dag misforståes som enjokôsai eller børneprostitution, men dengang er det nok blevet opfattet som noget uskyldigt og rent.

Måske er filmen ikke så cinematografisk storslået og imponerende som ”Kagemusha” eller ”De Syv Samuraier”, men rummer alligevel noget af den samme dybde og humanisme. Selv om der er nogle scener der ikke fungerer så godt i dag (som for eksempel da Matsunaga drømmer, at hans lig jager ham på stranden. Den scene er 70'eragtig før 70'erne blev opfundet), så overgår den i mine øjne på højde med det mere sete Kurosawa. Den unge Mifune og den altid gode Shimura giver nogle af deres bedste præstationer. Og så er der også plads til en smule let humor. Se for eksempel Mifune danse som en vildkat i natklubscenen. Eller døren der ikke vil forblive åben i starten. Underspillet og elegant.

Nåjo, filmen er også interessant som yakuzafilm. Der er total mangel på ninkyô (gangsterære). Yakuzabossen lader sine sårede mænd gå i døden til fordel for de raske. Den verden bliver virkelig vist som beskidt og ussel. Det lykkedes dog ikke helt: Kurosawa ville gerne vise et negativt billede af Matsunaga, men i Mifunes skikkelse er det umuligt ikke at fatte sympati for ham.

Det er muligt at anskaffe denne film enormt billigt i en Hong Kong udgave (f.eks. 20 kr hos dddhouse.com) eller i en britisk region 2 udgave i bedre kvalitet. Kurosawa-interesserede filmelskere har ingen undskyldning for ikke at se denne film.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.