Capote: - En nyklassiker er født -

Capote

02/03-06- En nyklassiker er født -
”Capote” er filmen om en af Amerikas største forfattere og om den årelange proces, han måtte igennem for at skrive hans sidste værk ”In Cold Blood”. En bog som tager udgangspunkt i en autentisk tragedie i Kansas, hvor en familie på fire blev brutalt myrdet af to unge mænd.

Filmen er ikke en traditionel biografi, idet vores hovedperson ikke altid er i centrum. Godt nok indgår han i næsten alle filmens scener, men ”Capote” er en film med så meget på hjerte, at det ville være fornærmende at begrænse den til en biografi. Den er ikke kun et studie i Truman Capote men i det skabende menneske generelt. Om kunstneren der ikke kan slippe sit værk. Om at investere sig selv i værket men dermed også give afkald på noget af sig selv.

For der er ingen tvivl om, at Capote mistede noget som menneske for at fuldende sin bog. Bogen blev hans sidste og han døde siden hen alkoholiseret og udbrændt. Dette menneskelige tab skildres formidabelt af Philip Seymour Hoffman i hovedrollen som uden tvivl leverer sit livs præstation. Det er således i filmens mageløse finale, at vi oplever en ødelagt mand, der ofrede alt for kunsten og delte for gavmildt ud af sin sjæl. En mand der fik sympati for en morder, men som også endte med at blive hans bøddel – og dermed sin egen.

Det er denne historie, der gør ”Capote” til en ualmindelig stærk og bevægende film. Den løfter sløret for en af menneskets universelle sandheder, og den gør det på en subtil og poetisk smuk måde, der ellers kun er forbeholdt filmhistoriens allerstørste værker. Usigelig godt.

04/03-06- En nyklassiker er født -
Din anmeldelse har virkelig forstærket min interesse for denne film. Den lader til at rumme meget mere end en standard biografisk film. Jeg får mulighed for at se denne film lige op til oscar-natten (eller formiddag, da det vises mandag formiddag og eftermiddag her i Japan). Det lyder med din anmeldelse til at være den oscarfilm, der appellerer mest til min smag. Tak for anmeldelsen.

04/03-06Za Ka
Selv tak. Med din gode smag tror jeg også, du vil kunne lide den ;o) Glæder mig meget til at høre, hvad du synes. Jeg tror på, Hoffman snupper oscaren for denne her. Han er fantastisk. Hav en god oscar-aften/formiddag.

28/03-06- En nyklassiker er født -
Emil har du nogensinde set fængselsdramaet "Dead man walking"?

29/03-06Rasmus
Anonym
Jamen det har jeg da. Glimrende film. Dog slet ikke i samme kaliber som denne. Hvorfor spørger du?

29/03-06Emil
Jeg syntes bare et eller andet sted, den her mindede om "Dead Man Walking" (Så forresten "Capote" igår... Anmeldese er på vej;)) Måden den fængslede morder perry udtrykker følelserne, idet han skyder de fem gidsler, virker en hel del om Sean Penn's.

Jeg må sige at hele fængsel-aspektet fik mig til at miste modet. Ærgeligt, for ellers var jeg vild med Hoffman's uimodståelige spil og historiens egentlige pointe, om hvor kold en mand Capote selv var...

29/03-06Rasmus
Anonym
De to film har bestemt deres lighedspunkter. Enig. I den forbindelse bør Clifton Collin Jr. også nævnes for hans eminente præstation. Ham har jeg længe haft et godt øje til, og han bliver bedre og bedre. Han var også strålende i "Tigerland".

29/03-06Emil
Hans Præstation kunne uden godt have været blevet belønnet bedre ;)

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.