Capote: Fængselsceller og selskabslokaler

Capote

07/03-06Fængselsceller og selskabslokaler
”Capote” vandt ikke den store oscar for bedste film, og det var der nok heller ikke nogen, der havde regnet med. Filmen lader nemlig til kun at være nomineret på grund af kvalitet fremfor buzz og sladder. Dette lyder måske som et angreb på Academy Awards, men i virkeligheden er jeg den gruppe Hollywoodbavianer dybt taknemmelig, da jeg muligvis ikke ville have set ”Capote”, hvis de ikke havde nomineret den.

Filmen smager meget mere af en indie-produktion end de typiske Oscar-film. For det første formår filmen elegant at frembringe komplekse karakterer frem på lærredet uden at bruge billig og falsk exposition. For eksempel danner vi os et komplekst indtryk af hovedpersonen Truman Capote allerede fem minutter inde i filmen, da han betaler en stewart på et tog for at rose hans bøger, så assistenten, veninden og forfatteren Harper Lee (Catherine Keener) imponeres. Samtidig får vi en hel del at vide om assistenten og Capotes forhold, da assistenten lynhurtigt gennemskuer, at han har betalt stewarten for at sige det. Læg også mærke til kontrasterne i Capote, når han er i selskaber, og når han sidder alene med den side af sig selv, der sneg ud af bagdøren og har gemt sig lige siden.

Capote-rollen er udelukkende skabt via eminent skuespil af Philip Seymour Hoffman (velfortjent Oscar for bedste hovedrolle), et solidt manuskript af Dan Futterman og behersket og kølig instruktion af Bennett Miller. Jeg skriver skabt, selvom jeg er klar over, at Capote fandtes i virkeligheden, og at han endda var berømthed i medierne. Men i denne film kommer han til live på lærredet, og han vokser med og mod publikum og sig selv.

Historien i filmen begynder, da den hyldede og berømte forfatter Truman Capote (Hoffman) klipper en historie ud af en avis om et brutalt mord på en familie midt i ingenting i Kansas. Capote har også selv en baggrund i et lignende landskab, men han lever nu som midtpunktet for selskabslivet i New York. Han lader til at være så langt fra Kansas-miljøet, som man kan komme, da han ikke bare er homoseksuel, han er voldsomt bøsset og primadonna-agtig.

Capote tog oprindeligt til byen for at skrive om dette mord i et miljø, der lå hans nuværende så fjernt som noget, men da politiet fanger de to mordere, kan han med sin krop og sjæl mærke en fantastisk historie. Han vil skrive nonfiktion, som det aldrig er gjort før. Han vil have disse morderes historie før de henrettes.

Han fascineres specielt af den unge halvindianer Perry Smith (Clifton Collins Jr.). Endda i sådan en grad at Capotes elsker bliver jaloux, da han fornemmer, at Capote måske er blevet forelsket. Og samtidig vikler Capote ham mere og mere ind i sit spind af venlighed for at få sin historie. På den ene side føler Capote en ubeskrivelig stor empati for dette fortabte menneske, men på den anden side fascineres han af de fantastiske ord, som han kan beskrive deres mørke med. Han gør dem til ofre for sin kunst, men hvad ender han selv som?

En fantastisk film, specielt for folk der i en eller anden kunstnerisk form har forsøgt at nå ind til nogle sandheder om livet, og derved har fundet mørke. Gad vide hvor meget afkald Philip Seymour Hoffman selv har givet på sin menneskelighed for at frembringe dette fantastiske portræt af fortabelse?

07/03-06Fængselsceller og selskabslokaler
"Gad vide hvor meget afkald Philip Seymour Hoffman selv har givet på sin menneskelighed for at frembringe dette fantastiske portræt af fortabelse?"

Ja forhåbentlig mindre end Truman himself. En god afslutning på en god anmeldelse Za Ka. Glæder mig, du kunne lide den.

At denne mand, der bedragede sig selv (og andre) i en sådan grad, bar navnet Truman må i øvrigt siges at være skæbnens ironi.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.