The Island: Actionklon Af Rabaldermand Bay

The Island

09/03-06Actionklon Af Rabaldermand Bay
Da sandheden om hans liv og udvælgelsen til ”øen”, der beskrives som et paradis, går op for Lincoln (McGregor), vælger han sammen med pigen Jordan (Johansson) at tage flugten fra den isolerede verden de lever i.

At instruktør Bay kan lave rabalder af rang er der ingen tvivl om, det har han bevist igen og igen med film som ”The Rock”, ”Bad Boys” 1 og 2 og andre. Når det kommer til alt andet der gør en god film, så begynder det derimod at knibe gevaldigt.

Med ”The Island” står han for første gang med noget der kunne være gået hen og blive til en god historie, hvor både handlingen og personerne har en snert af både intelligens og psykologiske egenskaber.

Desværre smadres de ellers fine optræk til begge dele i hæsblæsende og totalt uvedkommende action, i en lang forfølgelsesjagt uden reelt indhold.

Handlingen mister hurtigt pusten og har egentlig ikke meget at byde på, den kan slet intet levere af overraskelser eller ægte spænding som den ellers lægger op til. De samfundskritiske aspekter forsvinder i en tåge af eksplosioner, skud og biljagter, betænkelighederne ved kloning ender som et uvæsentligt postulat for at fyre op for actionmaskinen, mens der slet ikke følges op på eller gøres noget forsøg på dybde i de mange fine pointer om mennesket, der kunne være trukket ud af vore hovedpersoner, om kærligheden som fysisk tiltrækning kontra det åndelige, de undertrykte følelser og andet.

Ikke engang karaktererne formår Bay at gøre væsentligt interessante eller blot nogen man gider følge med i, selv om han har fantastiske skuespillere til rådighed, alt imens de som filmen skrider frem, kommer til at fremstå næsten grotesk utroværdige og ufrivillig komiske.

Både den ellers altid seværdige McGregor og den talentfulde Johansson, der dog ser helt forrygende fræk og flot ud, ender faktisk med at være en så ligegyldige, overfladiske og intetsigende, at alt de udsættes for aldrig for alvor får tag i en, mens solide navne som Bean og Buscemi i birollerne er ren staffage. Særligt Buscemi er trættende i en ren kliche fra hans side.

Af den grund ender de opulente og hårdtpumpede, men tilstået flotte actionscener med at virke betydningsløse og hæmmende for fortællingens udvikling. At man samtidig føler man har set det hele af den slags før, gør heller ikke sit til at man føler sig bedre underholdt.

”The Island” er da indrømmet mildt underholdende, trods min barske kritik, men slet ikke den grad som den ellers gode begyndelse giver en forventninger om og må derfor betegnes som en klar skuffelse.

Har man set traileren, kan man næsten spare sig filmen, for deri afsløres alt der er værd at vide, og ellers regner man hurtigt plottet ud i den forudsigelige handling når man ser den.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.