Rødt Chok: Don't Ever Look

Rødt Chok

27/03-06Don't Ever Look
Spoilers

En klassisk gyser skåret lige ud af lærebogen på filmvidenskab.

Afskeden i Venedig. Man ved at de ikke kommer til at ses igen, før det er for sent.

Mandens gradvise sindssyge. Den tunge statue han med møje og besvær får skubbet på plads, og som afslører et hæsligt ansigt. Et spildt livsværk, spildte kræfter.

Hans afstand til livet. Hans afstand til sin egen familie. En tilfældig biskop, der har kigget ind i hans liv en time, er langt klogere på det end han selv. "Du skulle være taget hjem med din kone".

Og selvfølgelig filmens omdrejningspunkt. Går datteren igen eller er hun i live ? Ingen af delene, kun i hans fantasi lever hun. Fortid bliver til nutid for ham. Hun er nemlig ikke rigtigt død for ham - han har ikke overvundet traumet, i modsætning til konen som vi først tror er den mentalt skrøbelige, men hun slår tilbage og kan knytte følelsesmæssige bånd på ny, tage sig af folk. For ham bliver den manglende overvindelse af tabet af datteren dødbringende. Om han dør til sidst eller om døden ikke snarere er symbol på hans sindssyge er ligegyldigt. Hans blod er i hvertfald kunstigt rødt som datterens regnfrakke. Identifikationen med datteren. Det er den samme film Neil Jordan lavede med In Dreams 25 år senere, dog er Jordan mere visuel og emotionel. Datterens død, der ødelægger en forælder psykisk. Skaber afstand til ægtefællen.

Samlejescenen er fint klippet sammen med en påklædningsscene. De er begge ritualer, der er blevet indholdsløse for parret.

Den labyrintiske stemning i Venedig. Et forsøg på at finde en vej ud af desperationen, afmagten - jf. Martin Schmidts Afmagt om samme emne - skyldfølelsen over datterens død. Alt passer som fod i hose i denne film.

Den blinde, der kan se langt mere end de seende.

Og så filmens helt store force, Julie Christies helt eminente naturlige skuespil. Der er næppe en Hollywood-skuespillerinde i dag, der kan levere den vare. Man lærer det ganske enkelt ikke længere.

Farvesymbolerne. Rød for kvinde, blå for mand. Vand, spejl, vandspejl. De omvendte figurer, først datteren i starten, siden kvindeliget, der minder så meget om Christie, der trækkes op af vandet i Venedig. Hun er også som en død for ham, som datteren.

Filmen er dog lidt forældet. Selv Roeg ville næppe lave det samme i dag. For mange "døde" scener uden klipning og visualitet som Jordan eller Lynch.

Og titlen - en kilde til evig spekulation. Hvad mente Daphne Du Maurier med den ? En simpel gyser selv-reference ? Næppe, da det er en bog, ikke en film. Baxter, der ser sin egen død måske ? Baxter, der vil se hvem der gemmer sig i den røde regnfrakke i Venedig ? Eller blot: Nogen gange er det bedre at kigge bort, se bort fra tabet, fokusere på andre værdier i livet.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.