Diktatoren: Sennep på jordbær

Diktatoren
Film Diktatoren
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
Mirza
Poetisk Fallen På Halen Komik.Sletsletslet
Sennep på jordbærZa Kannushi
chaplin gør godtmacrel
Tæt PåAnonym

05/04-06Sennep på jordbær
I Chaplins stumfilm er jeg altid imponeret af, hvordan han kun i kraft af billeder frembringer så mange følelser og nuancer til sine film, og det er først og fremmest det, som hans film huskes for. Men her er der flere steder, hvor han formår at bruge lyd.

Moderne komikere såsom har ganske sikkert taget ved lære af Chaplins udfoldelser i hysterisk tale som diktatoren Hynkel. Men det mest imponerende er, at hvor det i dag ville være helt sikkert og problemfrit at tage pis på Hitler, så gør Chaplin det i 1940, hvor Nazityskland for alvor indledte 2. Verdenskrig, og USA var. ”The Great Dictator” er nok den mest berømte farce over Hitler og Nazityskland i det hele taget, og en af de eneste, der blev lavet før USA's engagement.

Chaplin lavede filmen, da en ven sagde, at Hitler og Chaplin lignede hinanden. De to har nogenlunde samme højde og statur, og de er omtrent lige gamle, og de har begge et karakteristisk overskæg. Men de brugte deres talenter til noget meget forskelligt.

I denne film spiller Chaplin både diktatoren Hynkel og en jødisk barber, der lukkes ud i Nazityskland (eller Tomania som landet hedder i filmen) efter tyve år på et hospital efter 1. Verdenskrig, så han ikke kender noget til jødehadet, som Hynkel har sat for dagen. Den ene kæmper for overlevelse og kærligheden i jødeghettoen, hvor politiet gør livet til et helvede. Den anden danser med en globus og skændes med andre diktatorer.

Filmen er nok mest interessant som et historisk produkt, snarere end som film. Det er trods alt en firkantet farce om noget meget alvorligt og tragisk. Stormtropperne opfører sig som en flok teenagebøller, der synger sange og kaster med tomater. Men Chaplin sagde senere, at hvis han havde vidst, hvor meget skade regimet havde forvoldt, så ville han ikke kunne have gjort grin med det på samme måde.

Det er nu heller ikke så sjovt som i de tidligere film. Og stemningen fra stumfilmene oversættes ikke altid lige godt til lydfilm. Den kønne, unge pige i filmen (Paulette Goddard) ville virke meget mere køn, hvis hun ikke åbnede munden og sagde: ”Gee, ain't I cute”, da hun ser sig selv i spejlet. Den sidste tale i filmen passer heller ikke i forhold til karakteren, men i det tilfælde blev noget andet prioriteret.

Der er dog nogle gode øjeblikke ind imellem ud over den gale diktator. Den bedste detalje i filmen er, da Chaplin som barberen i pantomime fortæller sin krigskammerat, at Hynkels tropper er på trapperne. Da det er en talefilm, forstår kammeraten ham selvfølgelig ikke, så pigen fortæller det igen denne gang med snak.

Alt i alt er den som film ikke på niveau med Chaplins andre udflugter, men den er helt bestemt historisk interessant. Filmens slutning blev for eksempel ændret til en tale om demokratiets goder, da Chaplin hørte om Tysklands invasion af Frankrig. Som historisk produkt kan filmen slet ikke placeres på nogen skala.

05/04-06Za Ka
Tja, jeg er stort set enig med dig i alt, hvad du skriver om filmen. Bare ikke karakteren ;o)

Kigger du ned af min "top film"-liste, finder du denne her, da det været en af mine yndlingsfilm, lige siden jeg så den første gang. Du har fuldstændig ret i dine kritikpunkter af filmen. Rent filmisk er den jo ikke noget stort. Hvorfor elsker jeg den så? Det gør jeg fordi, filmen rent satirisk og humoristisk er en milepæl. Naturligvis havde Chaplin bevist længe før dette, at han var lysår foran sine jævnaldrende komikere, men rent satirisk er filmen eminent. Glem alt om stand-up'ens revolution, DET HER var komik, der flyttede grænser. Den dag i dag kan jeg stadig ikke forstå, at nogen kunne besidde et så stort humoristisk vovemod, som dette Chaplin her udviste. Nok er filmen ikke lavet, da Hitler for alvor fik diktatorisk fodfæste i Europa, men mens eksempelvis USA tøvede med at modsætte sig den tyske besættelsesmagt, tøvede Chaplin ikke et sekund. Hans humor var hans sværd, og aldrig er det blevet brugt bedre end ved "The Great Dictator", idet Chaplin formår at fremhæve den absurditet der gennemsyrede krigen netop via den absurditet der lå i hans humor.

Måske jeg mere hylder filmen som en heltebedrift snarere end et mesterværk, men selve humoren er nu fortsat ikke til at tage fejl af. Jeg er i hvert fald stadig ved at dø af grin ved synet af en klynkende Napaloni (Mussolini), der får flået samtlige knapper og medaljer af frakken af en rødglødende og særdeles højtråbende Hynkel (Hitler), der kun lukker diverse tyske gloser ud, modsat meningsgivende sætninger.

Måske ikke et filmisk mesterværk, men så sandelig et humoristisk mesterværk.

06/04-06Emil
Jeg kan se, at vi stort set er enige. Når Chaplin som Hynkel giver sin tale til folket, så er det helt sikkert på niveau, måske over, meget af nutidens standup.

Det er svært at vurdere denne film på en karakterskala, da den har en stor historisk værdi, og bedømt ud fra vovemod er filmen en ren 6er. Men jeg havde lige set "City Lights" (der ikke er oprettet på Scope) forinden, og den er både som film og komisk stykke i mine øjne en hel del bedre end "Diktatoren".

I sidste ende vil jeg dog tro, at "Diktatoren" vil forblive i historiebøgerne, mens "City Lights" blot vil være en blandt alle stumfilmene. Det er såmænd også fint nok. Film og fortællinger er jo ikke uafhængige af deres kontekst, så der er intet galt i at bedømme en film ud fra dens kontekst.

Og ja, den er fantastisk sjov mange steder. Det var dog vist Hynkel, der hev medaljerne og knapperne af Field Marshal Herring (Göring). Nok filmhistoriens hurtigste degradering :)

06/04-06Za Ka
Det er rart med en, der kan svare for sig. Tak.

Og ja, jeg kan nu konstatere med sikkerhed, at vi er rørende enige. Jeg bedømmer den så bare mere ud fra filmens kontekst end dig. Og så har den nok også en plads i mit hjerte, ganske enkelt fordi jeg nærer en stor interesse for comedy og humor i det hele taget. "Life Of Brian" er også en af mine personlige favoritter. Igen, filmisk er den intet specielt, men humoren er ubetalelig.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.