En del af komikken og det opsigtsvækkende består vel netop i, at murfaldet ses fra et andet perspektiv? Også i virkelighedens verden var det i øvrigt langtfra alle østtyskere, som jublede over murens fald - nogle fordi de frygtede personlige konsekvenser, andre (eksempelvis moderen i filmen) fordi de rent faktisk fandt mening i og troede på kommunismen.

At Honecker og partitoppen så var sammenlignelig med enhver anden mafia-top og at en stor del af befolkningen havde grund til at frygte statens vold og overvågning er en anden sag.

Måske har jeg "politisk" svømmet ud hvor jeg ikke helt kunne bunde, men jeg mener stadig væk denne film om berlin-murens fald, er for letkøbt og spiller for meget på det politiske, istedet for det menneskelige. Det er mere et hverdagsdrama end et film om så stærkt et emne, efter min mening.