Sanjuro - ene mod alle: Machomænd er taktikere

Sanjuro - ene mod alle
Film Sanjuro - ene mod alle
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
Machomænd er taktikereZa Kannushi

05/05-06Machomænd er taktikere
Hvis filmserier som ”Zatoichi”-filmene og ”Tange Sazen”-filmene er god chambara (japansk svaerdkampsfim), så er Kurosawas ”Tsubaki” skidegod chambara. Det er kunstnerisk en Kurosawa light, og den når måske ikke de samme højder som forgængeren ”Yojimbo”, men det er skam stadig underholdningsfilm af højeste kvalitet.

Hvorfor lede efter underholdning i CG og andre billige effekter, når der er lavet filmmagi på talent og hårdt filmarbejde i en film som denne? Alt er gennemkomponeret, og man suges direkte ind i verden og historien. Man suges endda så hurtigt og dybt ned i det hele, at man ikke når at registrere, hvordan Kurosawa erobrer ens øjne. Man kan blot give op og overgive sig. Ikke blot til Kurosawa, men også til Mifune, der igen spiller den herlige rolle som Yojimboen, der er farlig med sit sværd, men endnu farligere med sin sans for taktik og psykologisk kamp.

Kurosawa serverer historien samt karaktererne i et hug i første scene. Ni samuraier fornemmer, at nået er galt i deres provins (han). En misforståelse gør, at de fortæller den, der står bag ”mytteriet” om deres mistanker, hvilket gør, at han og de andre bagmænd hurtigt slår til ved at tilbageholde provinsens joudai (bestyreren af hanet, mens daimyoen futter rundt i Edo), og samtidig holde joudaiens hustru og datter fanget. Hovedbagmanden Kikui sender sin håndlanger (Nakadai Tatsuya) efter mændene, der nu er fanget i en fælde. Men heldigvis overhører vores yojimbo-helt deres samtale, og han hjælper dem ud af suppedasen.

Efter kvinderne dernæst befries, bliver det til et nervepirrende skakspil mellem de ti og de lede fyre, der hurtigt igennem propagandamaskinen (opslag i landsbyen) får lavet PR for deres foretagende. Bagmændene ved ikke, hvor mange tilhængere den gamle indespærrede mand har, og det er måske til deres fordel. Det vigtigste spørgsmål er, om de kan stole på denne ubehøvlede fremmede ronin, og alle hans råd og planer.

Kvinderne i filmen lader mest til at være et komisk element. Hustruen og datteren, de befrier, har slet ikke forstået sagens alvor. De kan ikke kravle over murer for at slippe væk, og de bliver ved med at sige, at mændene ikke burde udgyde så meget blod. De har selvfølgelig ret, men det er et meget ensidigt billede Kurosawa og co. tegner af kvinderne her. De går op i hvilken farve blomster, der ville være et smukt signal at sende, når mændene skal befri den mand, der muligvis tortureres i samme øjeblik. Det sagt, så er det jo chambarafilm. Det er mandeunderholdning. Men det er nu et smukt billede af blomsterne i åen. Og jeg glemmer helt, at der er en enkelt meget stærk kvinde i filmen. Mifune siger om hende, at hun er meget mere af en samurai end de ni.

Og Mifunes sidste ord i filmen peger mere i retningen af humanisme end idealisering af styrke og vold. Interessant, da det i høj grad er på grund af volden, at chambarafilm havde et publikum. Det var nok derfor, Kurosawa inkluderede dette budskab i slutningen. Under alle omstændigheder, så viser Kurosawa, at han både formår at lave film i en cinematografisk klasse over langt det meste andet i perioden, og samtidig formår han at bruge den effektivt til sin historie.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.