Sunset Boulevard: Spøgelser i filmbyen

Sunset Boulevard

05/05-06Spøgelser i filmbyen
Cinematografien - filmmagien om man vil - er storslået og imponerende i ”Sunset Boulevard”, Billy Wilders film om Hollywood, om at blive et spøgelse af sin egen fortid, og om konsekvenserne af at udnytte alle chancer.

Det meste og det bedste af "Sunset Boulevard" foregaar i en kæmpestor, støvet, halvtom Hollywood-villa, der med sine store sale og tunge møbler stadig ligner noget fra 20'erne. Her vandrer den efterhånden 50 år gamle diva Norma Desmond (Gloria Swanson) rundt som et spøgelse, mens hun drømmer om hendes egen storhedstid, hvor hendes storladne og mystiske fagter og ansigtsudtryk ville passe perfekt ind i datidens stumfilm. Men for omverden anno 1950, hvor gangstere med beskidte kæfte og andet godtfolk dominerer talefilmene, ville Norma ikke blive set som andet end en excentrisk, næsten vampyrisk stykke glemt filmhistorie, der ikke passer ind nogen steder.

Og netop denne skeptiske moderne verden er repræsenteret igennem hovedpersonen (William Holden), der er en mandlig manuskriptforfatter, der ikke kan få arbejde, og som derfor ikke har råd til at bevare symbolet på sit selvværd, bilen. Han repræsenterer ikke blot det moderne USA anno 1950, men også det moderne Hollywood, vis kynisme han både er en del af og et offer for. Vi fatter sympati for hans pengenød og hans fortabte karriere, men vi mærker også hans selvhad, da han sælger sig selv til den ensomme Norma.

Norma er dog ikke helt alene. Hun har en Butler, der engang var hendes instruktør. Eric von Stroheim, der spiller karakteren, var også Gloria Swansons instruktør i virkeligheden. Hans arbejde går nu ikke længere ud på at skabe illusioner om gudinden Norma Desmond for et publikum, men at opretholde illusionerne om et publikum for Norma. Hans er nok den tragiske skæbne.

Ikke nok med, at kvinden, han elsker, har forelsket sig i den unge nytilkomne. Denne unge nytilkomne nærer ingen kærlighed til divaen, men i stedet til en ung og livlig pige (Nancy Olson), der drømmer om at blive manuskriptforfatterinde, og ligesom ham har øje for fremtiden snarere end fortiden.

Og sådan er de fleste i det nye Hollywood. I en scene besøger Norma den næsten legendariske instruktør Cecil Demille (der spiller sig selv) i Paramountstudierne. Hun har sendt ham et manuskript, som hun selv har kradset ned på flere hundrede sider papir, hvor hun gerne selv vil spille den unge hovedrolle i en bibelsk film. Cecil DeMille var nok den helt rigtige at sende et manuskript til en bibelfilm til, men manuskriptet var så forfærdeligt, at DeMille undlod at svare. Norma modtager dog telefonopkald fra en producer, der vil leje Normas gamle veteranbil, og Norma tror, at disse opkald er om hendes manuskript, så da hun ser DeMille, er det i den tro, at han vil filme hendes manuskript.

Dette er nøglescenen i denne film om Hollywood og verden, hvor gamle varer hurtigt smides bort. Denne scene og nytårsfestscenen er mesterlige, makabre og sørgelige på en og samme tid. Det eneste, jeg kan pege fingre af i denne film, er den omfattende brug af voice over. Det fungerer optimalt i åbningsscenerne, hvor hovedpersonen fortæller, hvordan han ender, som han gør. Og det fungerer også, da huset beskrives som en gammel kone i en rådden brudekjole. Men andre gange giver det en lidt for kølig distance til filmen og specielt Norma-karakteren.

Apropos er Gloria Swanson præcis, som hun skal være i denne glansrolle som spøgelsesdivaen, men af divaskildringer i film fra 1950 foretrækker jeg Bette Davis' Margo i "All About Eve", som netop er storslået i kraft af, at hun er menneskelig og elskelig. Den menneskelige og elskelige i ”Sunset Boulevard” er ikke Gloria Swanson, men snarere Billy Wilder, der forsøger at lægge hjerte og lys i Hollywood ved at udstille kynismen og mørket. Gad vide om der stadig er håb for det sidste lys.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.