De uovervindelige: that’s how you do it

De uovervindelige

10/05-06that’s how you do it
Brian De Palmas nu klassiske actionkrimi er baseret på den autentiske historie om kampen mellem den voldsmægtige gangster Al Capone og den retskafne betjent Eliot Ness, der fik sat ham i fængsel. Dette inspirerede i sin tid en ukendt forfatter ved navn Maurice Coons til at skrive en fiktionsroman om gangsteren Scarface, som filmlegenderne Hawks/Hughes filmatiserede og De Palma parafraserede i ’83 i sin muligvis mest celebrerede film, Scarface. Fascinationskraften i David Mamets velskrevne manuskript til De Uovervindelige (der besidder en forrygende række af rammende og intelligente dialoger) var derfor forståelige fra De Palmas side, der med denne film hår begået en ligetil, men fuldt ud velfungerende spændingsfilm af høj kaliber.

Hvor æstetisk virtuos og genrebevidst De Palma end er, så har hans indflydelsesrige og gennemstiliserede værker for mit vedkommende oftest været upersonlige stiløvelser uden genuin emotionel substans eller personlighed. Der er naturligvis undtagelser at finde (førnævnte Scarface og ikke mindst den eminente Carlito’s Way), mens De Uovervindelige velsagtens ligger sig et sted mellem De Palmas to arealer. Filmen er en gennemført tidsskildring med et velformet persongalleri og masser af udsøgte suspense-klimakser, men som publikum kommer man hurtigt til at savne et mere følelsespræget islæt, og dette trækker ned i helhedsbedømmelsen.

Kevin Costner lever i De Uovervindelige højt på sin ungdommelige nonchalance og gør en god figur som Nest-karakteren, hvis mentale udvikling De Palma serverer ganske fornemt for os i et af åbningsskuddene, hvor en bar eksploderes hensynsløst. Den lille pige, der intetvidende vil levere pakken/bomben tilbage, repræsenterer den uskyldige uvidenhed (eller naivitet om du vil), som Ness indledningsvis er i besiddelse af. Idealistisk kaster han sig rundt med floskler som ’let’s do some good’, men gennem hele det hårdkogte forløb, vågner Ness op til realiteterne og formår endda en forene sin humanistiske side med de voldsomme og dødelige scenariums, der udspiller sig om ham (indikeret i filmens velsagtens mest famøse og overlegen iscenesatte sekvens, den heftige skudduel på trappeopgangen, der intet lader tilbage at ønske). Dette resulterer dog også i en manglende adskillelse af objektiv lovhåndhævelse og et mere personligt ønske efter hævn. Med De Uovervindelige postulerer De Palma, at målet helliger midlet, mens opdelingen af de gode og de onde er ganske unuanceret og ensidig (hvorved man skal stå model til en del overdreven helteglorificering, hovedsagligt fremtvunget gennem Ennio Morricones noget pompøse musik), da Mamet og De Palma mere har fokuseret på eksplicitte magtkampe mellem de to verdener end et flerlaget skildring af disse. Desuden specificerer de ikke personerne ned til autobiografiske deskriptioner, men rammer et mere bredt spektrum af begivenheder, hvilket fungerer til filmens fordel. Sean Connery oser af faderlig autoritet, og bliver hurtig en mentor for Ness, mens Robert De Niro desværre ikke har synderlig meget at lave som den voldelige Capone.

Analytisk set er De Uovervindelige en svag affære, men til gengæld er den suverænt underholdende, ret så actionfyldt og i besiddelse af en basal charme, der aldrig bliver alt for selvhøjtidelig. Visuelt set er filmen en sand fornøjelse, hvor der blandt andet bydes De Palma-kendetegn som talrige one-shots og en meget blæret point-of-view sekvens udenfor Connerys lejlighed. De Uovervindelige er forståeligt blevet en filmklassiker, men den gav mig ingen emotionel udbytte, og jeg kan derfor ikke give den mere end de fire anbefalelsesværdige stjerner.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.