Skjult: Blottet

Skjult

16/05-06Blottet
Jeg ser i disse dage langt flere ældre film på DVD end nye, men film som Hanekes fantastiske ”Caché” giver mig virkelig forhåbninger for de film, der skabes i denne tid. Det er en film, der forsøger at nedbryde konventioner om form. Samtidig er det ikke blot en stiludøvelse, men en film med mening og betydninger.


Men nok ros. Haneke udstiller fra starten publikum som voyeuristen, der betragter filmens karakterer. Det publikum, der ser denne type film, har dog sikkert en del til fælles med filmens hovedpersoner, så det er i høj grad os selv, som vi smugkigger på. George (Daniel Auteuil) og Anne Laurent (Juliette Binoche) er et intellektuelt ægtepar, der bor i en lækker lejlighed i Paris med deres søn, Pierrot (Lester Makedonsky). De er omgivet af enkelt design, lyse farver. De spister salat og pastaretter, og de drikker rødvin med deres venner, der lige som dem er intellektuelle. Spisestuen er omgivet af bogreoler fyldt med bøger. Anne skriver og oversætter bøger. George er vært for et kulturprogram om bøger på TV. Baggrunden i studiet består også af bogreoler. Men bøgerne i baggrunden i programmet er uden omslag. De er blanke.

Denne lighed mellem Georges program og hans hjem siger noget om tomheden i de teorier, verdensopfattelser og ord, som de (vi) intellektuelle gemmer sig bag. Konstruktioner. Senere i filmen ser vi George i redigeringslokalet, hvor han redigerer sit program. Han redigerer sin egen lille verden.

George hungren efter kontrol ses også i de mange scener, hvor han og andre karakterer stiger ind og ud af Georges bil. I de scener har George altid nøglen knuget fast i sin højre hånd. I en nøglescene i starten kommer George op at skændes med en sort mand, der er tæt på at støde ind i ham med sin cykel, da George farer over vejen. Anne afværger et større skænderi. Men først da George er i tilbage i en tryg situation bag rattet, hvor han igen er i kontrol, siger George undskyld. Ikke til cyklisten, men til Anne.

Han er en del af en intellektuel elite, der betragter sig selv og bliver generelt af samfundet betragtet som værende oplyst, tolerant og vidende. Men denne opfattelse af intellektuelle er noget, som intellektuelle selv har haft det privilegie at kunne konstruere i kraft af deres elitære status. På dette punkt ligner George-karakteren Triers Grace-karakter i ”Manderlay”. Haneke bruger dog en ganske anden teknik end Trier i sin udstilling af George.

I ”Caché” modtager George og Anne et videobånd, der viser overvågningsoptagelser af deres hus. De begynder at modtage børnetegninger, der forestiller en dreng, der hoster blod, og en høne, hvis hoved hugges af. Tegningerne peger på en mørk hemmelighed fra Georges barndom, som han og hans forældre har forsøgt at gemme bort. Overvågningen bliver ved, og George og Anne føler sig mere og mere utrygge. Billederne viser de to en virkelighed, som ikke passer ind i den, som de har skabt for sig selv. Overvågningen udstiller det dobbeltmoralske og falske i Georges liv. En falsk selvopfattelse som George er fanget af. Derfor reagerer George så voldsomt imod overvågningen. Overvågningen blotter nemlig nogle af de sandheder, som han har forsøgt at gemme væk, da de strider imod hans selvopfattelse. Hans egen frygt bliver hans fængsel.

Det dobbeltmoralske i George udstilles, da han bliver ved med at insistere på et fjendebillede, som han forsøger at slå ned med politi og magt. Men sandheden bliver ved med at være der. Jo mere han i sin frygt forsøger at slå ned på den, jo stærkere viser den sig for ham igen. Selv da den i en chokerende scene fuldkommen blotter sig foran ham, bliver han ved med at insistere på sin egen konstruerede version af sandheden. Og selv da han til sidst forsøger at skjule sig selv fuldkommen fra den, dukker den op i den næste generation.

Uden at spoile, så minder den sidste scene med George om, hvad moren sagde om ensomhed. George havde isoleret sig selv allerede i starten af filmen og også før det. Haneke og publikums overvågning har kun blotgjort og forstærket dette.

Det fantastiske ved denne film er, at den kan give en sammenhængende mening i forhold til et væld af diskurser. Den har både et budskab i forhold til global politik og det velmenende Europa, der i frygt har isoleret sig i forhold til udviklingslandene. Da jeg så filmen i en biograf i Tokyo, endte jeg med at diskutere Japans forhold til sine asiatiske naboer, og den kollektive fortrængelse i Japan af krigsforbrydelser såsom Nanking-massakren og bordellejrene af koreanske kvinder under Anden Verdenskrig. Mange ting holdes stadig under låg i den debat, men hvis låget presses for hårdt ned, kan det ende med at sprænge.

Der er selvfølgelig også noget, der kan diskuteres her i forhold til det sammenhængende forhold mellem overvågning og frygt. De fleste anmeldelser giver masser af eksempler på dette.

Men filmens nok mest universelle budskab er om ensomhed som en uundgåelig del af den menneskelige tilstand. Morens tilstand er ikke så forskellig fra Georges. Den er endda muligvis bedre, da hun i det mindste holder lyset tændt.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.