Sahara: gammeldags og effektiv underholdning

Sahara

17/05-06gammeldags og effektiv underholdning
Uforpligtende adventure-nonsens, baseret på en roman af Clive Cussler, der beretter om eventyrhelten Dirk Pitt. Instruktørdebutanten Breck Eisner (der indleder sin karriere med et overraskende habilt resultat) hælder momentvis lige lovlig meget til sin evidente hovedinspirationskilde, Spielbergs uopnåelige Indiana Jones film, men Sahara får nu alligevel lov til at stå på egne ben som en harmløs og uophidsende, men også velproduceret og kommercielt kalkulerende underholdningsaffære, der langtfra er så horrible og stupid, som man ellers kunne have frygtet (og velsagtens også forventet).

Den attraktive skuespiller Matthew McConaughey er ofte blevet anklaget for at være en overfladisk og talentløs pretty-boy, mens jeg personligt dog mener, at der er et talent at spore hos ham, han savner bare nogle mere udfordrende roller til at dette kan fremtvinges (Bill Paxtons mageløse Frailty er et godt eksempel på, at McConaughey faktisk har noget at byde på). Hvorfor McConaughey så konsekvent vælger udfordringsløse og kursoriske roller er en gåde, men faktum er dog, at han udfylder rollen som den overkække og handlekraftige drengerøv Dirk Pitt til bravur. McConaughey er bundcharmerende og herlig uhøjtidelig, og kemien mellem ham og den altid morsomme Steve Zahn (der byder på elegant lavkomik af høj karat) er upåklagelig og det holdbare fundament i Sahara. Penelope Cruz ses i en ret intetsigende rolle som foruroliget og ansvarsfuld WHO-medarbejder, men forfalder hurtig til den obligatoriske og banale kærlighedsflænge, der aldrig rigtig får grobund i filmen. I birollerne er det en fornøjelse at se William H. Macy og Delroy Lindo af en mere uforpligtende karakter, mens Lambert Wilson (der fortsætter med sit småfimsede spil fra Matrix Reloaded og den med rette udskældte Matrix Revolutions) dog falder fuldstændig igennem som passiv skurk. Generelt håndterer skuespillerne ellers den klodsede dialog med måde, og rollelisten er utvivlsomt den store attraktion i Sahara.

Historien i Sahara er spinkel og dybt forudsigelig (og kan slet ikke udfylde de to timer, som filmen af uforklarlige grunde trækkes op på), men selvom logikken talrige gange fejler og usandsynlighederne hober sig op, så er det oftest alligevel holdbart indenfor filmens eget uhøjtidelige univers (der anfægtes dog momentvis en mere seriøs undertone, hvilket bryder stilen fragmentarisk). Kun slutningen bliver for alvor overgearet og anstrengende i en film, der ellers byder på hæderlige actionscener. Eisner har et beundringsværdigt visuelt overskud, og der er flere flotte og farverige billeder at finde i filmen, fint suppleret af Clint Mansells velkomponerede og iørefaldende musik med dertilhørende kompetent brug af originale sange.

Sahara er en charmerende omgang drengerøvsaction og er virkelig essensen af begrebet ’guilty pleasure’. Hvis spilletiden havde været lidt kortere og slutningen mere nedtonet, ville filmen sagtens have kunnet få de 4 stjerner. Som den står nu får den 3 af de store, hvis man ikke forventer andet end strømliniet Hollywood-underholdning af den mere tanketomme skuffe.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.