The Descent: narcissismens overtagelse

The Descent

04/06-06narcissismens overtagelse
Gyser- og horrorfilmsgenren har aldrig for alvor appelleret til min filmiske smag, og det seneste årti har budt på utallige klichefyldte, patetiske og ikke mindst bundforudsigelige værker, der følger en hamrende forslidt skabelon og forfalder til laveste fællesnævner. På det seneste er der endda anvendt heftig mvt-æstetik for at peppe tingene op, men overordnet skal man lede længe efter en regulær gyserfilm, der faktisk formår at skræmme publikum på en unedladende og oprigtig måde. Derfor ankommer den britiske Nell Marshalls bare anden spillefilm The Descent som lidt af en forfriskende befrielse, da den tiltager sig en uprætentiøs, men ambitiøs og alvorlig indfaldsvinkel til genren, som man tydeligvis mærker, at Marshall respekterer og behersker virtuost. At The Descent i Danmark udkom direkte på dvd kan nærmest ikke overraske, da de danske filmdistributører i deres uforklarlige paradoksalitet nærmest bevidst fravælger kvalitative og fremragende værker (som eksempelvis Friday Night Lights, Danny Boyles nyeste Millions, der endelig har fået premiere i Danmark, og naturligvis The Descent) til fordel for dybt kommercielle og publikumsleflende makværker.

Marshall debuterede for få år tilbage med den ekstrem billigt producerede, men overraskende underholdende og velfortalte Dog Soldiers, der på trods af sit tåbelige præmis, formåede at medrive de få heldige, der nu åbnede øjnene for filmens basale kvaliteter. Marshall blev klassificeret som et ungt, renskuret og lovende talent, og forventningerne til hans anden spillefilm var derfor høje. Med The Descent fik Marshall dog endnu engang ikke det store budget at gøre godt med, men ligesom hans potentialeudnyttelse med Dog Soldiers, formår han alligevel at optimere de tilstedeværende økonomiske ressourcer på imponerende vis, og The Descent kan nemt forveksles med en svinedyr Hollywoodproduktion på den tekniske side. At den gennem en simpel, men uhyre velstruktureret og veleksekveret historie løfter sig betragteligt over samlebåndsværkerne, fungerer naturligvis kun til filmens egen fordel.

Hvor Dog Soldiers var et humoristisk indblik i et maskulinpræget og opblæst univers (destrueringen af hårdkogte soldaters selvopfattelse), er The Descent et tiltrængt feministisk eruption i gysergenren, hvor de attraktive piger er handlekraftige, substantielle og ikke mindst logisk tænkende. Som førnævnt er omdrejningspunktet simpelt; seks eventyrlystne og adrenalinsøgende kvinder tager på en huleudforskning, men lukkes inde og må kæmpe mod underjordiske og udefinerede monstre. Det lyder muligvis banalt og tanketomt, men Marshall har effektiviseret sin film grundigt, og The Descent kan sagtens deles ind i to forskellige fortællinger, der kommer til at supplerer hinanden fornemt. Marshall tager sig god tid til at opbygge de indbyrdes forhold mellem kvinderne og de plausible interne intriger (førsteprioriteten af karaktererne distingverer filmen betydeligt), og selvom nuancerne er begrænsede, så er det langtfra standardiserede eller endimensionale karakterer, som man præsenteres for i The Descent. Skuespillerinderne gør ligeledes en god og overbevisende indsats, hvor desperationen manifesteres perfekt gennem deres indlevende skuespil. Marshall leger suverænt med gyserfilmskonventionerne, ikke kun i virkemidlerne, men også på selve historiefortællingsplanet, der er lidt af en genistreg. De aggressive monstre præsenteres eller insinueres ikke engang i langt den første halvdel af filmen, hvor målet for kvinderne er at komme levende ud af hulen. Bare på dette præmis fungerer filmen formidabelt, og spændingen er nærmest konstant på det højeste, men når publikum begynder at fornemme endnu en underliggende trussel, skruer Marshall spændingen, ubehaget (klaustrofobien og indelukketheden panikkede mig grænseløst) og ikke mindst de veltimede chokeffekter helt i vejret, og fans af genren må fryde sig over hele den yderst veliscenesatte herlighed.

Monstrene får ikke påstemplet en eksistensforklaring, momentvis hentydes der dog subtilt til primalevolution, men selvom dette hænger fint sammen med Marshalls intention om menneskets overlevelsesinstinkter og egoismen deraf (henfør Darwins postulat om ’survival of the fittest’), så virker det indifferent i det store billede. Komparationer er blevet draget med Danny Boyles tidløse mesterværk, den undervurderede og grænseløs smukke 28 Days Later, men The Descent når ikke førnævntes højder, selvom den indiskutabelt er den bedste britiske gyser siden Boyles film udkom. Marshall undgår behændigt store dele af gysergenrens imbecile klichéer, men frasorterer dog ikke nærmest obligatoriske elementer som det idylliske gruppebillede, der slutteligt intentionelt skal stå som et tragisk suk over hele filmen. Det fungerer bare ikke, og sammen med kvindernes noget abrupte dræbende handlekraftighed (der ikke får det samme subtekstmæssige og kunstneriske signifikans som Cillian Murphys omvending i 28 Days Later) og dertilhørende redning i sidste øjeblik, trækker ned i helhedsbedømmelsen.

Med den overraskende slutning kaster Marshall en paradoksal hævn over den diabolsk hævnende, der bogstaveligt talt ser lyset, men som alligevel ikke slipper væk. Den eskapistiske sekvens fandt jeg faktisk ganske fremragende, hvor den ikke bare kommer til at fremstå som et desperat afslutningsgimmick eller plottwist, men har en faktuel betydning i historiens svingende sympati og understøtter fint den håbløshed, som The Descent så rigeligt er befængt med. Visuelt er filmen overrumplende flamboyant og momentvis decideret innovativ. Marshall har sammen med kameramanden (---) anvendt naturligt lys til en vis grænse, hvilket lader filmen med en atmosfæremættet og autentisk stemning.

The Descent kan langtfra kategoriseres som et mesterværk, men det er en yderst ubehagelig, skræmmende, uforudsigelig og ikke mindst formidabelt underholdende gyseroplevelse, der hensætter publikum på kanten af sædet. Marshall er ingen synderlig original instruktør, men han skærer nådesløst ind til benet og er umådelig genrestærk og talentfuld. Det insinuerende og psykologiske gys vækker minder om Hitchcock, Spielberg og Shyamalan, og man kan med god grund glæde sig til Marshalls næste værk.

03/03-07narcissismens overtagelse
jeg bryder mig ik om at din kritik af filmen ,jeg syntes du er ude i småtings afdelingen.hvis man tænker på hvor mange dårlige film der rent faktisk er lavet ,så er det her en af de top 50 bedste gysere.så kan du lære det.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.