Superman på nye eventyr: På højde med etteren

Superman på nye eventyr

29/07-06På højde med etteren
SPOILERS:

Der er ikke noget at sige til, at Bryan Singer har valgt at fortsætte efter Superman på nye evenyr og ikke enten efter etteren eller den fjerde film. Denne toer er nemlig fuldt ud på højde med etteren, og det giver god mening at lade de to første Superman-film stå sammen uden indblanding fra de sidste.

Superman er denne gang på en endnu vanskeligere opgave, da han er oppe imod hele tre af Kryptons værste forbrydere samt selvfølgelig Lex Luthor. Allerede valget af skurke virker bedre end i Donners etter, da Otis heldigvis spiller en nærmest ikke-eksisterende rolle. Som skurk var han simpelthen for plat og fjollet, så fokus på Luthor og de tre superskurke virker langt bedre. Derimod er de komiske optrin skrevet ind i de andre karakterers replikker, og samspillet mellem både Luthor og hans nye allierede samt de intellektuelle forskelligheder mellem Zod og Non er ret morsomme. Man kan indvende, at det er påfaldende, at de tre rumvæsner taler engelsk. Med Superman giver det jo god mening, da han er opdraget på Jorden, men med Zod, Non og Ursa er det lidet overbevisende.

Kærligheden mellem Clark og Lois spirrer denne gang, også hjulpet på vej af, at Lois aner Clarks hemmelige identitet - og i sidste ende får den at vide. De næsten umulige valg, Superman stilles i, hvor han må vælge mellem kærligheden og at redde Jorden, står han også over for i etteren, men denne gang kan han ikke få begge dele på trods af sine næsten ubegrænsede superkræfter.

Superman på nye eventyr har sequelens fordel idet den ikke skal præsentere alle personerne, og det gør, at den kan gå direkte til den egentlige handling, hvorimod Donners etter var en smule hæmmet af at skulle bruge en time på at vise Kryptons destruktion og Supermans opvækst. Desværre har den selvfølgelig også sequelens bagsider, og nogle af scenerne virker lidt som genbrug, dog bliver det aldrig så påfaldende som i III'eren og især IV'eren.

Superman The Movie og Superman på nye eventyr hænger utroligt godt sammen, og fungerer i mine øjne godt som et sprængbræt for Superman Returns.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.