Walk the Line: The Man in Black

Walk the Line

01/08-06The Man in Black
Filmen om Johnny Cash, eller rettere filmen om Johnny Cash og hans forhold til June Carter er et livsbekræftende og varmt drama fyldt til randen med fed musik og rørende øjeblikke.

Jeg kendte ikke det store til Johnny Cash på forhånd og kan ingenlunde forholde mig til, hvorvidt historien rammer plet eller måske maler lidt rigeligt med den lyserøde pensel... som jeg har en fornemmelse af. Det gengæld kan jeg forholde mig til, at jeg var grebet af denne mands kamp for de to ting i verden han elsker - musik og June - fra start til slut. Filmen kører hele vejen igennem i et roligt behageligt tempo, hvor især de mange musiknumrer lyser op. Man kan kun være imponeret af Joaquin Phoenix og Reese Witherspoons præstationer både bag mikrofonen og på lærredet. Fortjent Oscar til Witherspoon og mindst ligeså fortjent nominering til Phoenix.

Oven i de to skuespillerpræstationer som bærer meget af filmen, skal den også roser for skildringen af USA i 50-60erne. Det virker vitterligt som om filmen er optaget i sin samtid på location. Det er fantastisk flot iscenesat.

Trods to timer uden et kedeligt øjeblik formår filmen dog ikke at komme helt op og ringe. Dertil er historien lidt for pæn, dæmonerne gemt for langt væk og den søde søde kærlighedshistorie lidt for meget i forgrunden. Personlig kunne jeg godt have tænkt mere omkring inspiration til hans sangtekster og måske et lidt større fokus på musikeren Johnny Cash fremfor kærlighedsjægeren Johnny Cash, men det er nok smag og behag.

Filmen ligger og roder et sted mellem 4 og 5 stjerner og ender på 5, idet den fik mig i ualmindelig godt humør, og fik mig til at vrikke med tæerne til den fede rytme i en slags musik, som jeg ellers aldrig ville lytte til.

En smuk film om en smuk, besværlig og betingelsesløs kærlighed. Både til musikken og den eneste ene.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.