Superman Returns: Lidt for storslået

Superman Returns

29/08-06Lidt for storslået
Superman er et af de største ikoner indenfor amerikanske tegneserier, og dermed også et af de største ikoner indenfor amerikansk populærkultur. Modsat alle de bizarre helte fra Marveluniverset såsom den freaky Spiderman, aggressive Hulk og de muterede X-Men, så er Superman ren storhed og godhed. Han er utvetydigt god og uselvisk. Han er superduper i alle henseender. I den første filmversion fra 1978 af Superman indså man, at en så entydigt god karakter ikke kunne tages alt for seriøst af et moderne publikum uden at blive latterliggjort, så man lavede filmen med et stort glimt i øjet. Børn kunne stadig leve sig ind i fantasien om denne bomstærke mand, mens voksne både kunne le af filmen og samtidig blive overvældet af effekterne. Det gjorde ikke noget at plottet var forudsigeligt og stereotypt, da filmen altid havde selvironi og lune og nogle overvældende effekter for sin tid.

Bryan Singer bringer nu Superman tilbage på lærredet, men denne opfølger til de gamle film er meget mere dyster og seriøs, og det er ikke til at sige, om den er for børn eller voksne. For børnene er det måske lidt for morbidt at en hund spiser en anden hund, og at et barn slår en voksen mand ihjel. For de voksne er der lidt for mange kedelige ”spændingsmomenter”, der absolut ikke er spændende, da vi jo ved, at Superman klarer ærterne i sidste sekund.

Kevin Spacey fungerer ganske godt som Gene Hackmans stedfortræder i rollen som skurken Lex Luthor. Rollen er denne gang blot skrevet meget mere seriøst på trods af, at Lex Luthor i bund og grund er en karikeret tegneserieskurk. Selv om Lex Luthor forårsager al den ondskab, der skal bekæmpes i filmen, så bruges der nu mere tid i filmen på Supermans (Brandon Routh) forhold til sin udkårne Lois Lane (Kate Bosworth), som han arbejder sammen med på avisen The Daily Planet, hvor han til daglig spiller den klumsede reporter, Clark Kent.

Superman har forladt planeten i fem år på en selvopdagelsesrejse blandt det støv, der engang udgjorde hans hjemplanet. Imellemtiden har Lois Lane fået sig en mand og et barn, men der er stadig gnister imellem hende og Superman. Dette kærlighedsdrama udspiller sig på nedstyrtende fly og krystalskabte kontinenter, der forårsager lyn, jordskælv og strømssvigt.

Superman hopper fra det ene katastroferamte sted til det andet for at redde sin Lois Lane, og filmen havde masser af effekter med høje bygninger, der ryster, og store både, der synker. Men faktisk var den ”katastrofescene”, der var mest interessant rent visuelt, en scene, hvor et miniaturelandskamp med modeltog styrtede sammen. I scener, hvor ”rigtige” ting bliver smadret, er det svært at abstrahere fra, at man ved, at det er lavet af en gruppe animatorer på en computer. Desuden larmer det så forbandet meget, når kvinder skriger og biler bliver smadret, at det bliver irriterende, når den slags scener gentages igen og igen. Desuden ved man jo, at Superman i sidste ende nok skal klare ærterne. Så spændingsmomenterne i filmen fangede mig absolut ikke.

Filmen rummede dog en smule humor. Oftest da Superman leger Clark Kent. Clark Kent er jo, som Bill nævner i ”Kill Bill vol. 2”, en helt speciel figur i tegneseriemytologien, da det i virkeligheden er et almægtigt gudelignende væsen, der spiller en svag og klumset. Men selv om Clark Kent er en rolle, som dette gudelignende væsen spiller, så repræsenterer han det menneskelige i dette væsen. Superman kan svæve højt over skyerne og gruble med et stenansigt over sin tragiske skæbne i sit forhold til Lois Lane, men som Clark Kent kan Superman på en helt anden måde give udtryk for smerten i karakteren. Nemlig som en masochistisk klovn, der blot ønsker at være tæt på sin gudinde. Christopher Reeve formåede vældig godt at give udtryk for denne tragikomiske dobbelthed i karakteren. Brandon Routh er ikke helt så god som Christopher Reeve, når han spiller Clark Kent, men han fanger essensen af figuren. Problemet er dog, at manuskriptet ikke giver nok plads til denne spænding mellem de to sider af Superman-figuren. Clark Kent er næsten ikke med i den sidste halvdel af filmen. Filmen er mere optaget af at være en blockbuster med storslåede effekter og opsætninger.

Det hele bliver for selvhøjtideligt og kedeligt i sidste ende, da det tunge prioriteres i forhold til det lette. Filmen er bestemt flot, og den er som de andre blockbusters storslået, hvad angår kulisser og effekter og lignende. Men storslået kan være trættende i længden, og filmen er i sidste ende alt for selvhøjtideligt i betragtning af, at den handler om et rumvæsen, der flyver rundt i underbukser.

29/08-06Za Ka
Hvorfor giver du den så ikke en lavere karakter? Du har jo stort set ikke andet end negativ kritik til filmen.

Jeg må erklære mig uenig i det meste, du skriver, og jeg synes du bedømmer det hele ud fra et forkert synspunkt. Du mener, filmen tager sig selv for seriøst, men i mine øjne er det dig, der ikke tager den seriøst nok. For når du skriver at Superman bare handler om "et rumvæsen, der flyver rundt i underbukser", så skider du jo højt og helligt på alt det smukke ved universet og al den åndrige tematik, der er forbundet med karakteren. Og netop dette synes jeg, Singer så fint har forstået, hvorfor jeg også mener filmen er vellykket. Den var underholdende og spektakulær, men vigtigst af alt også smuk og rørende. Begrænser du dig til "mand i underbukser", går du glip af en fremragende skæbnefortælling og en mytisk fascinerende skildring. Men det er selvfølgelig dit valg.

29/08-06Emil
Jeg giver en middelkarakter, da filmen produktionsmæssigt, skuespilsmæssigt og instruktionsmæssigt var ganske udmærket. Dog formåede filmen ikke at underholde mig, da plottet indeholdte de store overraskelser, hvilket Claudius også er inde på i indlægget nedenfor.

Den vigtigste pointe i mit indlæg er ikke, at Superman blot er en mand i underbukser. Da jeg købte billet, var jeg jo udmærket godt klar over dette, og jeg var villig til at tage filmen og karakteren seriøst alligevel. Min pointe er, at Clark Kent-figuren ikke bruges nok i manuskriptet. Superman er for mig uinteressant, hvis han ikke også var Clark Kent. Clark Kent rummer alle de menneskelige og usikre sider af Superman. Superman alene er ikke andet end et ideal om det perfekte, en gud, en myte. Det interessante ved enhver karakter er jo det imperfekte. I det imperfekte er der både humoristiske og tragiske elementer, og i Superman-figuren er det Clark Kent-siden af ham, der rummer disse elementer.

Mytologien omkring Superman er uinteressant uden Clark Kent, med mindre man tror på det perfekte, det absolut gode. Jeg tager ikke Superman seriøst i den forstand, at jeg tror på hans guddommelighed og magien omkring ham. Jeg tager Superman seriøst i den forstand, at jeg er interesseret i hans konflikt imellem det menneskelige og det overmenneskelige. Filmen beskæftiger sig ikke nok med den konflikt efter min mening.

29/08-06Ok
Tak for et fyldestgørende svar. Og jeg er enig, denne konflikt mellem menneskelighed og overmenneskelighed er bestemt interessant. Men faktum er jo, at den netop fylder meget i filmen. Superman er på dødens rand, viser sig at have et barn, nærer stadig stærke følelser for Louis osv. Hvor meget mere vil du have? Kærlighedskonflikten fylder jo meget i filmen, og den står jo som det ultimative ekspempel på Supermans kamp med sig selv og sit alter ego.

30/08-06Ok
Ja, du har ret. Den indre konflikt er helt sikkert til stede. Specielt i kærlighedsforholdet til Lois og i nyheden om barnet. Men som regel ser vi ham tackle disse situationer i superhelteform, hvormed det bliver mere storladent, og hvor det er gennemkonstruerede billeder og musik, der fortæller om disse følelser på et ganske stort plan. Med hensyn til sønnen er talen til sidst også et eksempel på denne storladenhed, hvor Superman, igen i superhelteform, knytter et bånd til barnet med de ord, som han hørte fra sin egen far.

Personligt blev jeg aldrig fanget nok af "filmmagien" til at lade mig rive med i disse store momenter i filmen. Jeg ville have lettere ved at leve mig ind i Superman i form af Clark Kent, da han rummer mere af Supermans tragikomiske sider end superhelteudgaven af Superman. I den sidste halve time, hvis ikke mere, var der ingen Clark Kent på lærredet, og jeg følte en distance til filmen. Jeg kan forestille mig, at der må være oplevelser (måske på højde med Lord of the Rings, der jo også var storladen og højtidelig) at hente i filmen, hvis man lader rive sig med, men det skete ikke desværre ikke for mig. Derfor havde jeg foretrukket en lettere version ala den første film.

30/08-06Za Ka
Fair nok. Jeg forstår, hvad du mener, selvom jeg ikke havde det sådan selv. Jeg syntes, højtideligheden klædte universet, og jeg blev bjergtaget flere steder. Jeg kan godt lide Donners '78-udgave, don't get me wrong, men forandring kan fryde. Ligesom det var tilfældet med Batman. Burton skabte en original og frisk Batman i '89, men jeg elsker også Nolan for det, han har gjort ved universet.

30/08-06Za Ka
Interessant læsning, gutter...jeg er jo på Emil's side (se min anmeldelse), men I er inde på noget centralt begge to. Superman fortæller den historie I begge vil have, men da Superman universet jo er så udpræget mytologisk, kommer konflikterne sig i høj grad til udtryk i den mere fantastiske form og med Bryan Singer's Spielberg inspirerede fortællestil.

Superman er et overmenneskeligt rumvæsen og Clark Kent er hans forklædning, modsat så mange andre superhelte. Det vil Quentin Tarantino vist meget gerne have at folk forstår, vis-a-vis Kill Bill Vol.2 ;)

31/08-06Za Ka, Emil, Christian og eventuelle læsere et sted i Kina
Jeg ved det godt, jeg er lidt sent ude, men må lige komme med en kort kommentar. For det første kan jeg tilslutte mig Christian, det er en spændende diskussion. Men til sagen. Når jeg læser hvad du skriver Za, så kan jeg da bestemt godt følge dig et langt stykke hen ad vejen. Men i bund og grund må jeg erklære mig enig med Emil i det han skriver. Selvfølgelig er enhver filmfigur først interessant når der er noget kød på den og den tør gå lidt i dybden med stærke, svage, lyse, mørke og moralske egenskaber. Dette gælder også for Superhelte som Superman. Jeg kan også godt følge dig i at vi skal se Kent og at han er en væsentlig brik i at forstå figuren og hele det univers filmen foregår i. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, at når du skriver du gerne vil se meget mere til Kent og langt mindre til Superman, at filmen faktisk hedder Superman Returns og ikke Clark Kent Returns. Når jeg har betalt for at se en film om Superman, så vil jeg sku også se giraffen og jeg synes ærligt at Singer finder en, måske ikke perfekt balance, men så forbandet tæt på i hvert fald, i at dette er en eventyr, action og superheltefilm og det skal den have lov til at være, men at der også kommer tilpas meget menneskelig dramatik indover. Og hvad mener du med den er højtidelig…Hey det er Superman for fanden da;o)

31/08-06Thomas, Grønland og Færøerne
Ja, det er selvfølgelig "Superman Returns" og ikke "Clark Kent Returns". Men når en så menneskelig side som Supermans følelser for Lois Lane spiller så central en rolle i filmen, så foretrækker jeg, at det drama skildres med nogle lidt finere penselsstrøg som Clark Kent-figuren kan bidrage med fremfor det bombastiske og storslåede som hører med, når overmennesket Superman flyver fortvivlet eller heltemodigt rundt i skyerne.

Problemet er måske, at jeg havde forventet noget, der ligger tættere på ad den første Superman film, der indeholdte mere ironi og lethed. Men som du siger, så skal det måske være højtideligt, da det muligvis ligger i "mytologien" og universet i de oprindelige tegneserier. Det er i virkeligheden måske blot et spørgsmål om, hvilken stil man foretrækker. Som Emil påpegede, så kan man måske sammenligne udviklingen af Batman-filmene med udviklingen af Superman-filmene. Om man foretrækker de ældre fremfor de nyere er måske i sidste ende en smagssag.

Men eftersom I er så mange, der er vilde med filmen, så kan der måske være nogle pointer i filmen ud over den tunge, højtidelige stil, som jeg har overset. Hvad er det, der ligger i Superman-mytologien og universet, der gør, at Superman er mere end blot indbegrebet af godhed, der bekæmper indbegrebet af griskhed i form af Lex Luthor? Hvad er det, ud over selvfølgelig stilen og overmenneske/menneske-konflikten i Superman, der gør universet og filmen interessant?Måske er der nogle ting i filmen, som jeg har overset, som kunne gøre filmen en bedre oplevelse ved gensyn.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.