1900: Bertoluccis store røde

1900

27/09-06Bertoluccis store røde
Fra første frame af Bertoluccis næsten fem timer lange epos af livet på landet i Italien i den første halvdel af det turbulente 20. århundrede fortryder jeg, at jeg ikke så filmen på det store lærred. Filmen er nemlig absolut fantastisk med sine billeder af store, bjergtagende åbne landskaber, hvor menneskelig smerte og gru udfolder sig.

Filmen starter nemlig med at fascismen bryder sammen i Italien efter krigen i 1945, og skræmte soldater og kommunistiske børn på landet griber til våben, og vi ser fascisten Attila (Donald Sutherland) bliver overfaldet af nogle bønder med høtyve. Filmen går derefter tilbage i et flashback til 1900 og fortæller om to drenge, den forældreløse bondesøn Olmo (en ung Gerard Depardieu) og godsejersønnen Alfredo (Robert DeNiro).

Alfredo og Olmo vokser op sammen med frøfangeri, slåskampe og farlige udfordringer. Allerede fra starten er det dog klart, at det store tema i filmen er forholdet mellem de hårdtarbejdende kommunistiske bønder og de dekadente godsejere, der sidder på deres flade og drikker vin. Burt Lancaster giver et ærkeeksempel på den første af slagsen som Alfredos bedstefar, der gerne ville pille ved små piger, hvis han ikke var impotent.

I de næste fem timer viser filmen, hvordan dette forhold mellem dekadente godsejere og stolte bønder går igen i forholdet mellem Alfredo og Olmo. Alfredo bliver umådelig dekadent med kokain, sprut og prostituerede, mens Olmo sammen med sin kommunistiske hustru er opslugt af ideologisk kamp. En kamp, der går værre og værre i takt med, at fascismen opstår.

Donald Sutherland er ærkeeksemplet på den onde, sadistiske fascisme i denne film. Og han er så fænomenalt ond og syg, at filmen nærmest bliver til tegnefilm, når han dukker op på lærredet. Han skyder bønder, som var de svin. Han slår katte ihjel med et manisk grin og blod smurt ind i ansigtet. Han voldtager og myrder små drenge, hvorefter han giver Olmo og kommunismen skylden. Og godsejeren Alfredo står blot og ser til. En anden vigtig karakter i filmen er Alfredos kone, Ada (Dominique Sanda), der ikke kan tåle at se Alfredo bøje sig for Attilas voldelige og onde adfærd. Imens må den stolte og retfærdige Olmo også se på, mens fascisterne anholder uskyldige kommunister.

Filmen er helt uudholdelig i denne simplificering af den politiske situation dengang. Karaktererne er ikke menneskelige karakterer, men personificeringer af nogle forestillinger om ideologier. Jordejere er dovne og dekadente, fascister er onde og sadistiske, og kommunister er retskafne og gode. ”Lord of the Rings” var mere nuanceret i fremstillingen af godt og ondt. ”1900” virker naiv i sit menneskesyn. Man kunne sammenligne med karaktererne i "Matador", der foregår i samme periode, men hvor karakterer for lov til at være karakterer fremfor ideologier i menneskeform.

Men til gengæld har den så mange smukke billeder, at man kan glemme historien og blot betragte billederne. ”1900” ville måske være bedre, hvis den blot kørte på en fladskærm uden lyd som en dekoration på væggen. Som en dramatisk film fungerer den ikke, da karaktererne nærmere ligner karikaturer end mennesker.

27/09-06Bertoluccis store røde
Nu har jeg kun set første del og var ikke synderligt begejstret. Men som du nævner, er fotografien helt i top.

Et irriterende moment var, at filmen så vidt jeg husker ikke udelukkende var på et sprog. Nogle talte engelsk og andre Italiensk, der så var oversat til engelsk. Eller det bare mig der har hørt og set syner?

27/09-06Bertoluccis store røde
Jeg så også den dubbede udgave, hvor nogle kommunistiske sange med mere er på italiensk. I det hele taget er dubbet ganske ringe, og det har muligvis også påvirket mit indtryk af karaktererne.

30/09-06Kunst møder virkelighed
Men er det ikke netop kunsten her, Za Ka? Bertolucci karikerer jo bevidst. Det kan godt være, hans fremstilling virker naiv, men overdrivelse fremmer jo forståelsen, og skal man fremstille urimeligheden i forholdet mellem bønder og godsejere, fascismen og folket, ja så skyder han da ikke helt ved siden af.

Det er jo kunst, der møder historisk realisme, og selvom denne cocktail kan være farlig, og til dels heller ikke er lykkedes her, så skal man lige huske, hvad der er hvad. Scenen med katten er jo et perfekt eksempel, da den er så bevidst overdrevet, at den står som en kunstnerisk udfoldelse og ikke et naturalistisk billede af virkeligheden.

01/10-06Kunst møder virkelighed
Ja, Donald Sutherland som en devil incarnate fascistisk pædofil voldtægtsforbryder og kattemorder er helt sikkert noget af det mest seværdige i filmen. Men overtoner og pointer hamret fast med syvtommersøm vækker ikke så stor interesse hos mig.

Karaktererne får ikke lov til at blive mennesker, men snarere hylstre for Bertoluccis forudbestemte budskaber. God kunst spiller på dobbelttydigheder, nuancer, kompleksitet, oxymoroner, mm.. Og det har noget at gøre med, at verden er fyldt med kompleksitet, som de fleste ikke har øjnene åbne overfor.

I "1900" møder kunsten ikke virkeligheden, da Bertolucci ikke har øjnene åbne for de kompleksiteter, som verden er fuld af. Det gør filmens budskaber mindre overbevisende og filmens indhold mindre interessant. Sammenlign for eksempel med Viscontis "Leoparden" der er meget mere dybdegående, kompleks og interessant.

01/10-06Kunst møder virkelighed
Jamen jeg kan godt følge dig, og naturligvis er vi enige om, at god kunst besidder kompleksitet. Synes bare ikke, at filmens kunst er så sort/hvid, som du påstår. Måske i sin politiske side, men venskabet mellem de to knægte er både nuanceret, ægte og rørende fremstillet i mine øjne, hvorfor jeg også mener første halvdel er bedst. Nu gav jeg også filmen blot en stjerne mere end dig, så helt uenige er vi ikke omkrig dens mangler.

01/10-06Kunst møder virkelighed
Ja, du har helt sikkert ret i, at den første halvdel var bedst. Og ja, venskabet mellem de to drenge var også ganske godt. Jeg blev blot mere og mere skuffet i anden halvdel. Specielt da jeg har hørt filmen omtalt som et stort mesterværk. Forventningerne spiller jo en temmelig stor rolle, når man skal give en vurdering. For eksempel er mine forventninger til "Snakes on a Plane" fuldkommen anderledes end til "1900". Men mine forventninger til "The Departed", som I har diskuteret livligt, er til gengæld rigtig høje. Jeg tror forresten, at Jack Nicholson vil overskygge både Damon og DiCaprio :)

02/10-06Kunst møder virkelighed
Tja, forventninger kan være en træls ting - særligt når man skuffes. Det er derfor, jeg personligt bestræber mig på ikke at have høje af slagsen, ligegyldig hvad jeg ser.

At stå i skyggen af Nicholson er der vist ingen, der skammer sig over ;o)

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.