Elizabethtown: Garden State + Jerry Maguire = Elizabethtown

Elizabethtown

02/10-06Garden State + Jerry Maguire = Elizabethtown
Den musikfascinerede og tidligere Rollings Stones skribent Cameron Crowe indledte sin filmiske karriere med den charmerende ungdomskomedie Say Anything med en, som altid, veloplagt John Cusack i hovedrollen. Den efterfølgende Singles var ligeledes et seværdigt, om end let forglemmeligt værk, hvor Crowes personlige og unikke signatur begyndte at se dagens lys. Det store kunstneriske og kommercielle gennembrud kom dog først i 1996, hvor Crowe langede kritiske slag ud efter den overfladiske sportsverden i den fantastiske dramakomedie Jerry Maguire, som indflettede Tom Cruise i det mere seriøse selskab af skuespillere og berigede publikum med en feel good film af højeste kaliber. Med den semi-selvbiografiske Almost Famous (omhandlende Crowes egen ungdommelige år som musikskribent) overgik Crowe sig selv i sin levering af genuine følelser, og førnævnte film er noget nær den perfekte sammensmeltning mellem lyrisk musik og yderst kompetencefyldt filmskabelse. I 2001 kollaborerede Crowe endnu engang med Cruise i genindspilningen af den spanske Open Your Eyes af Alejandro Amenhbar, og resultatet endte med den dybt fascinerende og uforglemmelige Vanilla Sky, en intellektualiseret, men ubeskrivelig smuk og følelsesladet kærlighedsfortælling, der hæver sig langt over den gængse banaliserede og amerikaniserede skildring af førnævnte. Jeg ved, at mange anser Crowe som en overvurderet filmmager, men personligt synes jeg, at han er enestående i den amerikanske filmindustri, hvor det er få, der som Crowe kan allegorisere dybfølte emotioner som kærlighed og smerte med den samme unikke indsigt som Crowe, hvis postmodernistiske, popkulturelle og yderst musikbevidste iscenesættelse appellerer heftigt til mig. Crowe er en selverklæret optimist og filantrop, og hans personlige og smukke (om end lettere idealistiske) verdensopfattelse skinner klart igennem i alle hans værker, som aldrig patroniserer publikum.

Efter Vanilla Sky erhvervede Crowe sig en længere filmisk pause, og forventningerne til hans næste projekt forøgede sig gradvist for hvert ventende år. Hans seneste Elizabethtown led derfor under et voldsomt forventningspres, men selvom denne søde og letbenede kærlighedsfortælling indiskutabelt er Crowes svageste film til dato, så føler man ikke en større skuffelse, da det er svært ikke at blive medrevet af filmens behagelige og momentvis endda livsbekræftende eskapisme.

Det er uundgåeligt ikke at føle større associationer tilm Zach Braffs usigelig smukke spillefilmsdebut Garden State, som Crowe tydeligvis er blevet heftigt inspireret af. Braffs film er (naturligvis) i besiddelse en bredere psykologisk dybde, hvorimod Crowe leverer en ukompliceret (men langtfra overfladisk) og ligetil feel-good film. Hovedrollen som den professionsmæssigt traumatiserede anti-protagonist er specielt skrevet til ungdomssymbolet Orlando Bloom, der langtfra er så bundirriterende, som han ellers har sat standard for, uden dog at levere en decideret god præstation. Bloom er tilpas afdæmpet (muligvis endda passiv) som den unge og fremadskridende Drew Baylor, der begår et professionelt fejltrin af de større, mister al respekt (og arbejdet, naturligvis), hvorefter han med drastiske midler vil begå selvmord. Den professionsmæssige overlegenhed negligerer Crowe med en humoristisk indstilling og postulerer i stedet, at sand lykke og indre velvære findes gennem ægte kærlighed. Det lyder måske banalt, men som altid serverer Crowe sin velmente og oprigtige pointe med en livsbekræftende sødmefuldhed. Det er ikke storslået filmkunst, men mere en humanistisk optimisme, der hensætter publikum i en behagelig og livsglad ekstase.

Blooms selvmordsforsøg afbrydes af nyheden om faderens abrupte død (ringetonens lovende forhåbning er paradoksalt i forhold til dødsfaldet), hvorefter han udskyder (men ikke eliminerer) dødsønsket. Straks efter denne udtalelse klippes der til introduktionen af Kirsten Dunst (en af filmens mest magiske scener), der gradvis perspektiverer tingene for Bloom med lommefilosofiske udtalelser og en simplificeret, men ikke naiv, livsanskuelse. Indledningsvis er Dunst lidt småirriterende og anmassende, men ligesom Bloom, ender publikum med at holde af hende, når deres indledende venskab krydser over romance og ender i den befriende kærlighed. Deres historie akkompagneres af et herligt og bredtfavnende persongalleri (hovedsagligt Blooms lettere excentriske familie), hvor folk som Bruce McGill, Alec Baldwin (der er hysterisk morsom som successtatuerende skoguru) og ikke mindst Susan Sarandon distingverer sig med yderst charmerende og underholdende roller. Sarandon gentager muligvis lidt hendes karakter fra Silberlings skamløst oversete semi-mesterværk, Moonlight Mile, men hun udstråler stadig en stærk feministisk elegance, hvilket gør, at hun (ligesom Meryl Streep) altid er værd at overvære.

På trods af en del superlativer omkring Elizabethtown, så er der dog også ikke så få kritikpunkter, som filmen ikke kan abstinere sig. Lidt for ofte forfalder Crowe til letkøbt sentimentalitet, den komiske plausibilitet fungerer ikke altid lige godt indenfor filmens eget univers, og så er der scener så patetiske, at man skulle tro en dilettant stod bag kameraet i de enkelte øjeblikke (henfør brandslukningsscenen, hvor bandet prætentiøs, og i corny slo-mo billeder, alligevel spiller videre). Humøret er dog så smittende og charmerende, at det er svært at føle sig stødt og for alvor irriteret, og selvom ordet perfektionisme aldrig associeres til, så er der momenter af gribende kærligheds- og livspoesi, hvilket kompenserer for Elizabethtowns mangler. Crowe er enestående til at lade et blandet folkefærd af musiknumre akkompagnere følelserne, hvis ikke decideret diktere dem, uden at der på nogen måde forfaldes til banal og manipulativ musikvideo-stil. Ligeså er den visuelle side superb, hvor æstetikeren John Toll (der blandt andet har filmet Terrence Malicks umådelig flotte og meningsfyldte The Thin Red Line) på sublim vis udtrækker skønheden i dagligdagsbilledet.

Jeg var meget i tvivl om, hvilken karakter Elizabtehtown skulle erhverve sig. Objektiv set burde den ´kun´ have fire stjerner, da den har nogle store fejl, men subjektivt ramte denne varmende dramakomedie både hjertet og den inspirerende nerve, så filmen ender for mit vedkommende på de fem små stjerner, selvom de færreste nok er enig med mig på det punkt. Elizabethtown når dog ikke Braffs film til sokkeholderne!

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.