De andres liv: Austersk Berlindrama

De andres liv

25/10-06Austersk Berlindrama
SPOILERS

Det er lidt svært at finde ud af hvad man skal mene om denne film. Den er god men har mange fejl.

Karaktererne er klicheagtige. De onde østtyskere er meget onde, smiler ikke, er umenneskelige og taler i ditto koder. De gode er kunsterne, der danser og smiler og elsker. Det er simpelthen for meget af det gode. Så dumme er publikum altså heller ikke. Det taler ned til os at bruge disse billige virkemidler.

"Hovedpersonen" HGW er en kold og kynisk stasiagent, der lige pludselig viser sig at være til trivielle romantiske historier taget ud af en lægeroman. Hans aflytningsprojekt kikser derfor totalt for ham, da han opsluges af det kærlighedsdrama der omgærder den person, han skulle aflytte og rapportere om. Utroværdigt i metermål, ingen tvivl om det. Det er uforklarligt og mystisk at han ændrer karakter, men det er jo film og film skal ikke være realistiske. Hvorfor ændrer han sig så? Tja, det forklares slet ikke, men antydes at forklaringen er, at han er ensom. Eller med andre ord, at systemet har gjort ham ensom, og pointen turde være, at man aldrig kan knægte den menneskelige følelse. Hvis det så er rigtigt, strider det mod filmens øvrige påstande, for det gælder i hvert fald ikke på ministerniveau og pointen flugter heller ikke rationelt med filmens generelle fremstilling af DDR-styret som negativt ladet pol.

Når det er sagt har filmen mange store og smukke kvaliteter.

Mennesket (skuespillerinden), der med ryggen mod muren må handle egoistisk, efter egne interesser, et menneskeligt instinkt fanget i et enkelt billede under forhøret.

Og hvor fint, at hendes selvmord, (der i øvrigt er vist fint, kold og kynisk uden dikkedarer og musik men som en lyd, en dump lyd), at hendes selvmord trækker temaet tilbage til den historie, der endte med at udløse hendes selvmord, nemlig artiklen i Der Spiegel om selvmord i DDR.

Og endelig den austerske slutning. Fortællerrollen til fiktionshistorien skifter flere gange, fra Dreyman, til HGW og endelig tilbage til Dreyman. Men vi ved alle at filmens instruktør er den egentlige fortæller.

Filmen vinder bestemt til sidst. Den hæver sig op over den moraliserende politiske historie og bruger mest DDR som tapet for et menneskeligt drama. At dramet så ikke tilfører sine personer nogen reel erkendelse, er filmens svage side. At HGW opnår erkendelse gennem sin lægeroman-fiksering er ikke kun utroværdigt. Det er også hamrende banalt og kedsommeligt. Men det er den bro filmen må krydse for at handlingen kan tage form. Det er filmens point of no return, dens omdrejningspunkt. Men fremfor at fastholde voyeuren/ecouteuren i sin impotens og ensomhed, lader filmen ham blive beriget og vokse som menneske gennem sin voyeurisme. Gud ved hvad Coppola og De Palma ville mene om det? Er det god kunst? Tja, man forføres jo af dramet i en sådan grad at man næsten accepterer denne præmis, som også antydes tidligere - at mennesker kan forandre sig. Næsten.

25/10-06Austersk Berlindrama
Jeg syntes nu, at det var en god pointe, at hovedpersonen forelskede sig i forelskelsen. Eller at han muligvis forelskede sig i sin egen voyeurisme. Han beskriver jo sig selv, som publikum overfor hende i den nøglescene på baren.

Men jeg vil give dig ret i, at forandringen ikke er underbygget tilstrækkeligt. Og at det bliver lidt for banalt med "de onde" magtfolk mod "de gode" kunstnere. Men som du selv siger, så kommer filmen ud over denne problemstilling ved at vende fokus på de menneskelige problemstillinger under disse forhold.

Jeg mener, at den mest interessante historie i filmen er historien om, hvorledes disse mænd i deres magtkamp om kvinden (oprørerer såvel som undertrykkere) slog kvinden ihjel. Hovedpersonen gør alt, hvad han kan, for at undgå dette, men forgæves. Og i denne historie kommer næsten alle karakterer til en erkendelse af konsekvenserne af deres handlinger.

25/12-09Austersk Berlindrama
"Eller med andre ord, at systemet har gjort ham ensom, og pointen turde være, at man aldrig kan knægte den menneskelige følelse. Hvis det så er rigtigt, strider det mod filmens øvrige påstande, for det gælder i hvert fald ikke på ministerniveau og pointen flugter heller ikke rationelt med filmens generelle fremstilling af DDR-styret som negativt ladet pol."

Hans forvandling forklares, Sandie, måske lidt endimensionelt, men den forceres og bliver vellykket på grund af det vedkommende patos, filmen lavmælt fremstiller.

Det antydes allerede i starten af filmen, at HGW tror inkarneret på et system, der i sidste ende er lige bundråddent som den kapitalistiske, systemet desperat prøver at lukke af for uden for. Magthaverne har ikke socialistiske værdier, men er lige så grådige efter egen vinding og dermed hæve sig over ideologien. Dermed spiller det system, HGW tror på, fallit fra start af. Jeg tror, og det er selvfølgelig kun en antydning ud fra hans ageren som menneske, at HGW er en person, der stålfast tror på systemet, han arbejder for. Under aflytningen finder han jo i virkeligheden for alvor ud af, hvad det er, han slår ihjel. Samtidig spejler han sit liv sørgelig liv i Dreymans. Han når til en selverkendelse, at det liv, det som Dreyman har, som han beundre meget, ikke kan leve i Stasi-styret. Han gør derfor oprør, både for sin egen skyld, men ser også sit smut til endelig, at gøre noget godt for de andres liv, i stedet for at fængsle det og kunstnerisk kværke det.

Jeg synes det hele underbygges ganske godt, og også sådan at det trods alt stadig er nogenlunde tilgængeligt for alle. Der er en umådelig god balance mellem melodramaet, det lavmælte og så patos. Mesterligt mesterværk, og jeg græder da stadig da HGW til sidst siger: "Nej, den er til mig." - formentlig for første gang i livet.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.