Silent Hill: ©Ulv i fåreklæder©

Silent Hill

29/10-06©Ulv i fåreklæder©
Eftersom jeg er et af de utallige mennesker, som har siddet og fået kuldegysninger, når jeg har spillet Silent Hill spillene på Playstation, så var det jo således også uundgåeligt, at jeg før eller siden måtte se filmen.

Mine forventninger var til at starte med ikke ret store. Jeg havde regnet med halvanden times godkendt popcorn underholdning på samme niveau som "Tomb Raider" og "Resident Evil" filmatiseringerne.
De første 15 min. prøvede da heller ikke at overbevise mig om andet og filmen lod til at jabbe lidt hurtigt derud af for at nå frem til uhyggen men til skade for historiesiden.

Da historien dog for alvor begyndte at tage fat, fandt jeg hurtigt ud af, at det her var mere end "bare" en popcorns gyser med de obligatoriske chokeffekter, hvilket man også kan se på de mange skuffede anmeldelser herinde, som efterlyser netop det. At folk så ikke kan formå at "omstille" sig, når de er vidne til noget ud over det sædvanlige, er så lidt ærgerligt efter min mening.
Igen kan den gamle diskussion så passende også træde i kraft, om hvorvidt nogle af de lave karakterer kan skyldes manglende forståelse af plottet, som nogle hentyder til er fyldt med huller.
Ihvertfald steg filmen støt og roligt i min karakterbog jo længere den skred frem og da "the plot thickened".

Udover at filmen har et plot i modsætning til så mange andre indenfor samme genre (især de gysere der er baseret på spil), så har den en eventyrlig stemning og visuelt er den sindssyg flot.

Derudover var den en del mere blodig end man kunne forvente, da det udfra traileren godt kunne have set ud som om, at de ville prøve gøre filmen mere børnevenlig end spillet. Det er BESTEMT ikke tilfældet og det er påskønnet.

Filmen er ikke en decideret gyser, men mere som at befinde sig i en anden persons mareridt. Så selvom der er flere klamme scener i, så er det som tidligere nævnt IKKE en popcorns film.

Franske Christophe Gans har igen lavet en stilsikker film, som han gjorde det med "Crying Freeman" og "Brotherhood of the wolf", men at filmen er blevet så vellykket når det kommer til historiesiden overraskede mig virkelig meget. Især i betragtning af at den er baseret på et computer spil.
Lige indtil rulleteksterne begyndte og Tarantino's gamle sidekick Roger Avary stod kreditteret som manuskriptforfatter. Så begyndte det hele pludselig at give mening.
Det havde jeg nemlig lige så stille fortrængt at have læst i sin tid, da filmen kom på tale.

Det eneste sted hvor filmen indimellem kan vakle en smule er på skuespilsiden og især det første kvarter, følte jeg at replikkerne og troværdigheden i scenerne var på højde med "Resident Evil". Det var dog i sidste ende ikke med til at trække synderligt ned i helhedsindtrykket.
Dertil var historiesiden og den visuelle side for stærk og fyldt med originalitet. Igen sammenlignet med andet indenfor samme genre.

Hvis man kan forestille sig en blanding af "Trappen til helvede" (Jacob's ladder)" og film som de asiatiske "The Ring" & "Ju-On" oppe i sit hovede, så har man et meget godt billede af "Silent Hill".

Helt klart den mest originale filmatisering af et PC spil nogensinde og mest interessante resultat. Hvis man kan lide horrorfilm der kræver lidt mere af seeren end de sædvanlige fra Hollywood og kan påskønne noget så usædvanligt som en gyser med plot og twists, så er her et godt tilbud.

Så helt klart en lille anbefaling fra mig til "The Usual suspects" herinde, som ligesom jeg let kunne have gået forbi denne film.
;o)

Iøvrigt ganske morsomt at læse en kommentar som denne "...endnu en bovlam dusingyser med en umanerlig tåbelig gyser..." fra Ekstrabladet's Henrik Queitsch, som har givet filmen 2 stjerner. På den anden side så jeg også et interview med ham i "Godaften Danmark" her forleden dag, hvor han indrømmede at Nik & Jay efterhånden havde vundet ham over, med deres til tider dybfølte tekster (Bræk, bræk).
Måske har han besluttet sig for at være teenager igen og hoppe med på den vogn, der sviner film til, som man ikke forstår. For hvis Nik & Jay kan snyde ham, så kan en kvalitetsfilm også. Griner.

29/10-06©Ulv i fåreklæder©
Rigtig god anmeldelse force (god tilføjelse med Nik & Jay kommentaren gnæk gnæk :-), glæder mig at du kunne lide den da jeg også har spillet spillene meget på min kære PS1, og jeg har ærlig talt undgået den med vilje. Men denne anmeldelse har da skærpet min nysgerrighed ;0)

30/10-06creepy
Lidt skræmmende at vi tilsyneladende har haft noget nær den eksakt samme oplevelse med denne film, Force. Da rulleteksterne indtraf, anede jeg ikke, hvad jeg skulle tænke, men da man så så brillante Avarys navn, faldt det hele på plads. Silent Hill er klart en (sadistisk) film, som varmt kan anbefales. Og så kan man da ikke andet end føle en national stolthed over, at danskeren Dan Lausten har begået så fornem og æstetisk overlegen billedside :-)

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.