Lord of War: selvrefleksionens tragedie

Lord of War

13/11-06selvrefleksionens tragedie
Auteuren Andrew Niccol er en af den moderne films mest intelligente, skarpeste og innoverende samfundskritikere, der dog af uforklarlige årsager ikke har erhvervet sig den ophævende anerkendelse, som han så evident har fortjent. Niccol kan som få andre formidle sin intellektualiserede tolkninger og meninger på perspektiverende vis, hvilket han demonstrerede perfektionistisk i sin debutfilm fra ’96, den skamløst oversete Gattaca, der med sine kyniske, men uafrystelig plausible futuriske visioner om genteknologiens manipulative muligheder, lovede en stor fremtid for den unge filmmager. Niccol forfattede derefter nutidsklassikeren The Truman Show, der ironiserede over reality-show begrebet med et humanistisk nærvær. Niccol blev dog nægtet iscenesættelsesmuligheden (Peter Weir gjorde indiskutabelt en brillant indsats som stedfortræder), hvorefter han kreerede den svagere S1mone, der indeholdte ensartede tematikker. S1mone besad ikke debutfilmens overrumplende gennemslagskraft, men hævede sig alligevel betragteligt over sine sjælefæller indenfor komediegenren gennem det høje intelligensniveau. Niccol var ligeledes medforfatter på Spielbergs potentialespildte og alt for lette Terminalen, hvor Spielberg desværre var mere interesseret i sentimentalitet og publikumsleflen end den fascinerende subtekst, som Niccol skabte. Mine forventninger til Niccols tilbagevenden på instruktørlinien med Lord of War var selvsagt tårnhøje (nærmest tilhørende den urimelige kategori), men lykkeligvis blev disse fuldt ud indviet, og Niccol har med sit seneste værk begået en dybt personlig, signifikant og modig (tangerende til det kontroversielle) film, der fremstår som en af de mest originale og undervurdere værker fra 2006, da der bag den tynde kommercielle overflade findes en satirisk og sarkastisk, men også dybt seriøst og rammende portrættering af desillusionen i begrebet ´den amerikanske drøm´.

Lord of War indledes noget nær perfekt med en amoralsk Nicolas Cage, der selvfornægtende forsvarer sit bestialske erhverv som våbenhandler, hvorefter der leveres en montagesekvens, der kommer til at fremstå som en forkortet udgave af Niccols sublime håndtering af de filmiske virkemidler. I en visuel flamboyant stil følger man en kugles odysse fra kreation til formål (akkompagneret af sangen Stop Children, What’s That Sound; genialt), propfyldt med Niccols innoverende legesyge, indtil dette brydes af virkelighedens tragedie, da kuglen penetrerer en drengs kranium. På virtuos vis har Niccol altid negligeret grænsen mellem de definerede genre, og derfor kan man ikke kategoriserer hans værker, der fremstår som helt unikke i den amerikanske filmindustri.

Efter en del svage og uengagerede roller vender Nicolas Cage tilbage i stor stil, og udfylder den ambiguitetsfyldte hovedrolle med bravur, hvor hans usympatiske og amoralske karakter doseres med en storslået indsigt i menneskets psykologiske selvfornægtelse. Cage spiller eskapisten med det løgnagtige navn Yuri, der, som alle andre, drømmer om at opnå noget stort. Han finder hans niche indenfor den fatale våbenindustri, hvor Cage hurtigt arbejder sig op i rækkerne med stor succes. Han følges lettere modvilligt af broderen, formidabelt spillet af stortalentet Jared Leto, hvor disse to kommer til at fremstå som kongruente kontraster og identiske punkter. Hvor Cage på selvdestruerende og konfliktsky vis benægter den moralske forkastelighed i erhvervet, indbefatter Leto en mere samvittighedsfuld indstilling. Forholdet og kærligheden mellem de to brødre udfylder filmens emotionelle fundament, og der bydes på talrige rørende scener, især i de sekvenser, hvor Leto skal på afhængighedsklinikker, men Cage trækker ham mere eller mindre ubevidst ned i mudderet igen. Som den ældste burde Cage være den ansvarlige, og gennem hans handlinger lurer tragedien konstant under overfladen. Dette demonstreres symbolsk i en nærdødsscene, hvor Leto vil stoppe nedslagtningen af små børn, mens Cage i stedet manisk indsamler den tabte bundt penge. Cages karakter har hentet stor inspiration i Pacinos udødelige personificering af en virkelighedsfjern gangster, den historiske Scarface. Cage er en opportunistisk kapitalist, der opnår sine himmelråbende drømme, men stadig ikke finder tilfredsstillelse i dette. Han formår endda at gifte sig med drømmekvinden (glimrende spillet af den smukke Bridget Moynahan, der substantiverer sin karakter med en identitetsforvirring, katalyseret af det glamourøse og overfladiske liv), men som Cage artikulerer sig selv i en af filmens bærende replikker: ’that’s the trouble with falling in love with your dream girl; they have a habit of becoming real’. Denne tvetydige kommentar er bare en af utallige indikationer på Cages uudtømmelige griskhed.

Som en kontrast til Cages selvophævede martyr (hvis velartikulerede og nonchalante modargumenter mod det illegale erhvervs barbarisme er skræmmende slående og tankevækkende) introduceres den renskurede regeringsmand, der konstant jager våbenhandleren. Ethan Hawke er (som altid) velspillende, og Niccol nuancerer yderligere den gængse god versus ond opdeling ved at fundamenterer karaktererne med en vital og stærk psykologi, og lefler ligeledes ikke for publikums standardiserede velbehagenhed. Leto bliver skudt på grund af sin menneskelighed, hvorigennem Cage mister sin sidste del af dette, på trods af dennes hårdhærdede tro på aforismen, at man former sin egen skæbne. Dødssekvensen fungerer på multiple følelsesmæssige planer, da denne også visualiserer Cages selvbedrageriske obskurenhed. Han har mistet alt; familie, kone og barn, men på trods af dette, går han ukonsekvent fri i den rystende afslutning, hvor Niccol konspirerer, at Cage bare er et redskab i et større politisk spil, en spøgelsesagtig syndetavle, hvorfra regeringen kan vaske deres hænder fri. Niccol udvider ambitiøst sit kritiske repertoire med en politisk bevidsthed og årvågenhed, der mildest talt er tankevækkende. Han mister dog aldrig kontakt med sine karakterer i dette komplekse univers, og det er lige så meget gennem det humanistiske aspekt som de skræmmende informationer, der konstant udfoldes for publikum, at Lord of War kommer til at fremstå som en seværdig og uforglemmelig perle.

Niccols manuskript byder på uhyre skarpe og rammende dialoger, der svinger fra det gennemtænkte og detaljerige informative til det decideret poetiske. Niccol mestrer både den eksplicitte og subtile kritik, der for alvor fremstilles i Lord of War. På instruktørsiden er han dog også en yderst talentfuld herre, og filmen byder på en superb stiliseret æstetik, hvor Niccol har allieret sig med fotografen Amir Mokri (der blandt andet har filmet Michael Bays billedmasturberende Bad Boys II), der byder på utallige visuelle delikatesser, hvoraf man sent vil glemme en fremskreden dekonstruering af et fly. Niccol akkompagnerer den exceptionelle billedside med pertentlig udvalgte musiknumre (flydende sammenblandet med Antonio Prutos hjertefyldte komponerede musik), hvor højdepunktet er Jeff Buckleys skrøbelig fortolkning af klassikeren Hallelujah. Niccol benytter de filmiske virkemidler med en kompetent og visionær forståelse, som tilhører de store mestrer.

På trods af en endeløs række af superlativer fra min side, så er Lord of War ingen perfekt film, men skønhedsfejlene er så få og ubetydelige, at de ikke får en fremtrædende signifikans i den samlede kvalitetsopfattelse. Niccol har endnu engang begået en tankevækkende, graderende og ikke mindst samfunds- og livsperspektiverende film, der ligger på grænsen til at være et decideret mesterværk. Desværre er Niccol dog igen blevet undermineret i de mere kunstneriske kredse, hvilket jeg finder dybt uretfærdigt, da han er en modig og ekspanderende filmmager, der tør bruge mediet til at stille spørgsmålstegn ved betydningsfulde og kontroversielle emner.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.