The Fast and the Furious: Tokyo Drift: når stupiditet perf...

The Fast and the Furious: Tokyo Drift

16/11-06når stupiditet perfektioniseres
Den konsekvent ukvalitative instruktør Rob Cohen udsendte i 2001 det stupide drengerøvsværk The Fast and the Furious, der højst overraskende blev en omgående kulthit hos det overfladiske mtv-publikum, takket være filmens ungdomsappellerende koncept indeholdende hurtige biler i ulovlig gaderæs, letpåklædte kvinder fanget i pornoagtige positurer og en handling så flad og uoriginal, at den virkede overkommelig for selv en baby. Filmens simplicitet og dens uprætentiøse tilgang til den rendyrkede underholdningsgenre, hævede kvalitetsniveauet marginalt op på det tilforladelige, om end let forglemmelige, samtidig med at den lancerede Vin Diesel som den nye karismatiske actionstjerne in spe. Denne succesfulde formel kunne den kommercielt kalkulerende og pengegriske producer Neal H. Moritz naturligvis ikke stå alene tilbage, og han hyrede derfor den engang så racebevidste, kontemplative og prominente instruktør John Singleton (der indledede sin pellucide mainstreamkarriere med genindspilningen af Shaft) til at iscenesætte fortsættelsen (med den debile titel 2 Fast 2 Furious), hvis seværdighed var identisk med forgængerens, i hvert fald for den yderst tolerante filmseer. Til den tredje installation i gaderæs-sagaen har Moritz anskaffet sig den forholdsvis utrænede instruktør Justin Lin, der flytter historien til Tokyo for at finde nye omgivelser til de stilistiske udfoldelser. Både Vin Diesel og pretty-boy Paul Walker takkede pænt nej til at medvirke i denne tredje del, og der skal ingen bebrejdende kommentarer lyde herfra til dem, da The Fast and the Furious: Tokyo Drift er noget af det tåbeligste og mest anstrengende omgang billedmasturbation, der længe har ramt biograflærrederne.

Den ensidige fokus bibeholdes naturligvis stadig på bilerne og disses ydeevne, og Lin (hvor endnu ubekræftede rygter har pointeret denne miserable instruktør som hovedansvarlig for den amerikanske genindspilning af Chan Wook-Parks sublime Oldboy, may God help us all) lader de implicerede karakterer og al form for psykologisk plausibilitet fuldstændig i stikken. Den ellers fremragende Lucas Black (der har brilleret i uforglemmelige værker som Sam Mendes psykedeliske krigsfilm Jarhead og Peter Bergs oversete mesterværk Friday Night Lights) er intetsigende i hovedrollen som den udisciplinære rebel, der sendes til Tokyo for at opleve kultursammenstødet mellem Amerikas monotone og restriktive samfund og de mere frisindede japaner. Hurtig ryger han dog ind i en kriminel underverden, men den demente historieudfoldelse er bundforudsigelig og skabelonskåret, og Black får intet andet end luft at arbejde med. Birollerne er ligeledes papirtynde og ligegyldige karikaturer, der ikke fungerer som andet end bortblæsende sandkorn i et tåbeligt og maskulinitetspræget univers.

Tokyo Drift lider stærkt under den håbløst ulogiske historie og en dialog så pinlig, at det nærmest er hovedpinefremkaldende. Lin er en ueffen billedmager (og har ligeledes en skræmmende mangel på almen filmisk sans), hvilket er et stort problem, da en film af denne kaliber ikke har andet seværdigt fundament end den visuelle side. Med Tokyo Drift føler man som publikum dog, at man overværer et ret dårlig produceret Playstation spil uden personlig engagement. De få adrenalinhøjdepunkter, som de to forrige film var i besiddelse af, er ikke-eksisterende i Tokyo Drift, der på trods af en spilletid på omtrent halvanden time, føles overlang og ultimativt uudholdelig. Jeg var i hvert fald meget tæt på at slukke ned for denne omgang testosteronpumpet idioti, der under hele det pinagtige forløb både er hovedrystende og publikumsnedværdigende patetisk. Den eneste optimistiske kommentar, som jeg manisk kan fremtvinge, er en homagé-cameo af Vin Diesel selv i slutningen, og når dette fremstår som det eneste opløftende element i en film, siger det vist alt om de indeholdende kvaliteter (eller i dette tilfælde, mangel på samme). The Fast and the Furious: Tokyo Drift er en skarp konkurrent til Caton-Jones’ Basic Instinct 2 til den tvivlsomme kategorisering ’årets dårligste film’.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.