Volver: Matriarkalsk ironi i fuld effekt

Volver

26/11-06Matriarkalsk ironi i fuld effekt
Pedro Almodóvar har altid været en ensom planet på den spanske filmhimmel. En vidunderligt lysende og knivskarpt skinnende planet – men, ikke desto mindre, en ensom planet. ”Volver” er absolut ingen afkræftelse af dette…


Han var, om nogen, manden, der tog hul på bylden af kontroversielle film, som militærdiktaturet indtil da (1975, hvor general Franco døde og diktaturet i Spanien ophørte - Almodóvars første film udkom i 1980) havde bortcensureret med en patetisk konsekvent hård hånds dekadence. Hans gennembrud herhjemme i Danmark kom med ”Alt om min mor” i 1999 og ”Tal til hende” fra 2002.
Af gennemgående temaer i denne, på alle tænkelige måder, store spaniolers film, bør der bl.a. nævnes den ukontrollerbare seksualitet, dens personlige kriser og/eller sejre til følge og sandhedens underfundige relativitet. Dog har han, med sine to seneste film, taget hul på endnu en dimension: Den kritiske skildring af kønnene. Hvor "La mala educación" (på dansk: ”Dårlig dannelse”) fra 2004 havde de uskyldige kordrenge og de knapt så uskyldige præster i centrum, har den aktuelle "Volver" kastet kvinderne for løverne - helt fra den semi-rebelske teenagepige til den aldrende husfrue.
Der kan dog (måske ligefrem skal) sættes et tykt spørgsmålstegn ved det kritiske jf. beskrivelsen af kønnene i ”Volver”, da Almodóvar, som fuldstændig lig førnævnte ”Dårlig dannelse” (og her absolut ingen hentydning til homoseksuelle mænds forhold til kvinder), insinuant favorisere kvinden som køn; dog heldigvis – set ud fra en patriarkalsk synsvinkel – ikke uden en hvis ironisk, humoristisk distance.


Handlingen i ”Volver” udspiller sig i og omkring Madrids arbejderkvarterer, hvor tre generationers kvinder sammen med de - om end få - noget usympatiske mænd, der, som styrmænd på hver deres respektive Titanic, kuldsejler forholdene med deres umanérlige dovenskab og malplacerede arrogance, går en noget begivenhedsrig tid i møde.
Temperamentsfulde, stærke og smukke Raimunda, spillet på bedste vis af Penélope Cruz, bor i Madrid med hendes 14-årige datter, Paula, inklusiv alt hvad det indebærer, og sit vrag af en mand, Paco, der igen-igen har mistet sit job for derefter at tilbringe tiden foran fjernsynet i godt selskab med en alkoholisk læskedrik solidt plantet i højre hånd. Som følge deraf, påtager Raimunda sig flere og flere hverv for at kunne forsørge familien. Troede man dette familieportræt næppe kunne være mere fragmenteret, må man tro om igen: Paula slår sin Paco ihjel, da han forsøger at voldtage hende. Men er Paco overhovedet Paulas biologiske far – og hvis ikke, hvem er så?
Alt imens disse problemstillinger rejser sig i horisonten, dukker der flere aspekter af endnu stærkere karakter op fra Raimundas dramatiske liv og brogede fortid, som bl.a. består af hendes søster, Sole (Lola Dueñas), hendes formodet afdøde mor, Abuela Irene (Carmen Maura), og dennes kræftsyge, kædejointrygende nabo, Agustina (Blanca Portillo), blandt mange andre kvinder – og så lige et par mænd.
Uden at spolere plottet for læseren, kan jeg meddele, at ikke alt er, som det umiddelbart tager sig ud; og bare fordi man muligvis er død, betyder det jo ikke, at man ikke for et kort øjeblik kan vende tilbage.


Netop dét ”at vende tilbage”, som titlen oversat til dansk betyder, er essentielt for filmens karakterer. “Volver” er nemlig en historie, der handler om overlevelse; samtlige figurer kæmper for at overleve – selv de døde. Kampen er dog ikke uden grund, for historien handler også om alt det, man ikke lige når at få fortalt, før det uigenkaldeligt er for sent. Det skal også lige indvendes, at denne kamp for overlevelse kun gælder de kvindelige figurer, der, som det sædvanligvis er tilfældet i Almodóvars film, logisk beskrives som det stærke køn. Den konsekvente brug af den røde farve gennem hele filmen (endnu et karakteristisk ”Aldmodóvar’sk” træk) illustrere førnævnte pointe, og er yderst velvalgt. Den røde farve udstråler både den feminine kærlighed, varme glæde og spænding, men samtidig også raseri og advarsel: Substantiver, der på smukkeste vis beskriver kvinderne i filmen, deres liv, gøren og laden. Og så er der vist ikke sagt for meget.


Almodóvars evindelige favorisering af kvinden og detronisering af manden, vil nogen måske kalde ensidig, men jeg vil postulerer, at han ikke gør det uden et vist glimt i øjet. Hans førnævnte ironiske distance til disse polariteter, han beskriver kønnene som, og den lethed, hvorved levende og døde eksisterer i samme rum, gør det både morsomt og lærerigt at følge figurerne. Det virkelige og det uvirkelige flyder symbiotisk sammen.
”Volver” er ikke en film, men en oplevelse man(d) ikke bør se sig selv foruden.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.