Magnolia: En mirakuløs oplevelse

Magnolia

18/12-06En mirakuløs oplevelse
Paul Thomas Anderson har efterhånden slået sit navn godt og grundigt fast. Han leverer tempofyldt underholdning samtidig med at han viser mennesker der er totalt på livets rand. Og det er nok en af de ting han gør bedst i Magnolia. Han viser os et stærkt drama, der egentlig er absurd og fuldkommen komisk, men også er brutal hvad angår følelser. Og det er som regel når ti øren falder, at et ensemble bliver helt fantastisk og folder sig kraftigt og godt ud. Crash fra 2004 var ikke specielt god, da der egentlig ikke var nytænkning eller originalitet over den, og dda den også var en lille tand for forudsigelig. Det har Paul Thomas Anderson gjort så flot at forhindre disse ting i Magnolia.

Starten på denne film er helt fænomenal og super kæk og meget anderledes. Han viser alle disse tilfældigheder, der gør at vores samfund og os selv en gang imellem falder sammen i disse slags ulykker. For Magnolia er nemlig bygget på denne idé om tilfældigheder, og så er den også bygget op omkring tro. Især scenen hvor det begynder at regne med frøer er gået over til filmhistorien som et af de bedste. Der er sådan set mange scener som Paul Thomas Anderson har gennemtænkt uden at de er blevet fortænkte, og hermed har han skabt nogle af verdens bedste scener. Scener der samtidig slider lidt hårdt på os men samtidig er gode bagefter at få tænkt over.

Vi køres igennem hele følelses registeret og bliver ført ud med en hel masse ting at snakke om. Det er helt igennem storslåede temaer Paul Thomas Anderson har haft fat i. Og hvad han har lavet i fire år må I ikke spørge mig om. Men til gengæld kommer hans næste film, There Will Be Blood, til næste år, og det er svært ikke at holde spændingen tilbage. For når en instruktør har lavet sådan en storslået film som denne, endda som den anden i rækken af hans film, er det svært ikke at glæde sig til det næste store tema han vil tage fat i. Og jeg kan med sikkerhed sige, at det er et stort tema. Han har nemlig fat i et olietema denne gang.

Aimee Mann’s vellykkede baggrundsmusik lægger tydeligt tonerne for hvad der vil ske. Det gode tema hun har lavet kører ind over den forrygende start. Jon Brion har ellers lavet symfonierne der også nærmest uden film, kan skifte ens humør fuldkommen. Magnolia er også kraftigt inspireret af Aimee Manns musik og tekster. Det syrlige, betænksomme og melankolske udtryk er hele filmen igennem tilstedeværende. Det er hver af disse to musikmagere at en stor del af stemningen er i Magnolia.

Der er ufatteligt mange grunde til at se Magnolia. Dog synes jeg næsten at man skal se den sammen med en anden person. Det er et af de film, man bare (uden at kunne forklare det) skal se med en anden. Men en grund til det kan måske være, at man bagefter kan snakke med personen om den. Paul Thomas Anderson har muligvis sat disse absurde og komiske scener ind, for at dulme alle disse gigant følelser. Man bliver berørt af disse skæbner, og det er også nogle af verdens bedste skuespillere til at fremstille disse. Phillip Seymour Hoffman har banket sit navn fast med gigantiske søm, især i den nyere Capote. Og gad vide om det ikke var Paul Thomas Anderson der fik ham med i Capote, da det var ham der fik Hoffman frem i søgelyset med denne Magnolia. Se endelig dette stærke og yderst underholdene drama. Det er simpelthen for tæt på de seks stjerner.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.