Superman Returns: menneskets fejl perspektiveret gennem pe...

Superman Returns

25/12-06menneskets fejl perspektiveret gennem perfektionisme
Jeg har aldrig været den inkarnerede fan af tegneseriemediet, og min viden om de distingverende superhelte berøres derved ikke andet end på det overfladiske plan, men personligt har jeg altid syntes, at Superman som karakter har været umådelig kedsommelig og ensidig, kreeret med så amerikaniseret patriotisme, at det tangerede til det publikumspatroniserende. I 1978 adapterede instruktøren Richard Donner dog Jerry Siegel og Joe Shuster famøse superhelt til det hvide lærred med stor succes til følge, hvor den nu afdøde Christopher Reeve personificerede Superman noget nær perfekt. De obligatoriske efterfølgere tabte både charmen og kvaliteten på gulvet i en stigende grad, og det mere moderne og nutidige publikum har savnet en teknisk og personlig opdatering af superhelten i længe, hvilket er blevet muliggjort gennem den digitale filmindustris enorme gennembrud og endeløse faciliteter (Donners film ser håbløs dateret ud i dag, charmen til trods). Warner Bros. har haft en genindspilning for øje i længe, men præproduktionen undergik et sandt helvede af komplikationer og kreative uoverensstemmelser, hvorunder prominente navne som den geniale tegneserienørd Kevin Smith (der for flere år tilbage skrev et tidligt manuskript), Nicolas Cage og ikke mindst Tim Burton (der desværre ikke kunne lide Smiths fortolkning af superhelten, hvilken film det ellers kunne have blevet til!) har udvist storslået interesse, men som også ultimativt har fratrukket sig projektet. Kvalitetsforhånende ’filmmagere’ som McG og Brett Ratner har ligeledes har været inde over projektet (skræk og ve!), men lykkeligvis faldt det endelige ansvar i hænderne på instruktørgeniet Bryan Singer, der visualiserede X-Men universet med helhjertet dedikation og fremragende resultater til følger, samt at han ligeledes er dybt respekteret i de mere kunstneriske kredse takket være den moderne kultklassiker The Usual Suspect (en udspekuleret og atypisk genrestærk krimi). Singer medtog hele holdet fra de to første X-Men film (fotograf Newton Thomas Siegel, komponist og editor John Ottman og manuskriptforfatterne Dan Harris og Michael Dougherty) og bebudede en original og mere seriøs indfaldsvinkel til superhelten. Superman Returns har været ventet længe, men selvom det indiskutabelt er en glimrende og beundringsværdig film, så indfrier den ikke de nærmest urimelige høje forventninger, og man sidder tilbage med en fragmentarisk følelse af, at Singer ikke burde have fratrådt instruktørtjansen på den tredje X-Men installation (der i stedet gik til førnævnte Ratner, der langtfra besidder Singers unikke finesse og talent) for at indrullere sig i dette himmelhøjt ambitiøse værk.

Som førnævnt udfyldte Reeves rollen som Superman med bravur, hvilket gjorde det svært for skaberne at finde en afløser, der både kunne leve op til Reeves ikoniske præstation, samtidig med at han skulle personliggøre superhelten på ny. Valget faldt meget overraskende på den ukendte Brandon Routh, der dog gjorde alle skeptiker til skamme, da han leverer en absolut fremragende og indfølt præstation, som uden tvivlen af usikkerhed sagtens kan stå på egne ben. Singer har med Superman Returns kreeret en uafhængig fortsættelse, der negligerer fordums efterfølgers tåbeligheder og starter med Supermans tilbagevendelse til jorden efter 5 års sjæle- og eksistenssøgningsfravær. Filmen indledes suverænt og nostalgisk, hvor den ellers noget middelmådige komponist Ottman genfortolker John Williams’ udødelige toner fortrinligt og medrivende, og man føler sig nærmest som et lille barn igen. Som altid formår Singer dog at tangere perfektionistisk mellem det opulente, det subtilt dramatiske og den barnlige fascination, og det er noget nær hjerteskærende at høre afdøde Marlon Brandos ord om faderlig kærlighed og familiær arv, hvilket dog ikke er Singers hovedtematikker. Singer forsøger i stedet at skildre Supermans fremmedgørelse og ensomhed i en fordomsfuld verden, hvilket den personlige auteur formår at gøre med et nærmest poetisk blik for det kontemplative.

Superman har altid været en unuanceret allegori for det gode versus det onde, hvilket også er tilfældet i denne nye version. Singers filmkunstneriske signatur er dog evnen til at give karakteren en psykologisk troværdighed og fascination, hvilket gør Superman til en langt mere kompleks og flerlaget karakter, end man kunne have forventet. Den kristne mytologi kan tolkes helt tilbage til tegneserien (Superman er sendt af sin far for at redde verdenen og være en lysende ledestjerne), men Singer er mere interesseret i Supermans identitetsforvirring, hvor han skal forsøge at adaptere sig selv under menneskets misundelse, fordomsfuldhed og imperfektive personligheder. I en individualistløst og selvfornægtende verden (indikeret gennem den sårede Lois Lanes Pulitzer-vindene artikel ’Why the World Doesn’t Need Superman’) skjuler Superman sin unikhed og perfektionisme bag en klodset og selvnedværdigende facade, for kun gennem denne kan han finde accept. Routh fremmaner hjerteskærende momenter som den søde, men tåbelige Clark Kent, der fumler rundt og er håbløst forelsket i kollegaen Lois Lane, der dog er langt mere fascineret af Superman (det maskuline idealbillede). Kate Bosworth finder jeg ikke er det rette valg som Lane, for selvom hun gør det udmærket, så er hun for anonym og uaggressiv til rollen. Routh og Bosworths kærlighedshistorie er dog filmens emotionelle fundament, og mellem de talrige bombastiske og imponerende actionsekvenser, savner man mere af dette medrivende drama. Superman Returns ville have været en bedre film, hvis Singer lidt oftere end sjældent havde sat tempoet ned og fokuseret på den rørende og tragiske kærlighedsfortælling, der både er intelligent og momentvis intellektuel poetisk.

Superman Returns er dog en kommerciel og populistisk film, og takket være det uhåndgribeligt høje budget, har Singer inkorporeret nogle i sandhed monstrøse og flotte (tangerende til det sensuelle) actionscener, der så sandelig nok skal tilfredsstille det adrenalinhungrende publikum. Kevin Spacey er herligt overspillende og uforudsigelig som superskurken Lex Luthor (præsentationen er superb!), der har udtænkt en i sandhed kompliceret og bredtfavnende plan, der vil sikre ham en stor del landjord, men koste utallige mennesker livet. De to parallelle historier krydsklippes der dog desværre ikke synderlig virtuost imellem, og til tider føler man som publikum, at man overværer to forskellige film. Luthors uhøjtidelige og sorthumoristiske forsøg på magtdominans og Supermans psykologiske trængsler. Singers kanoniske talent taget i betragtning, er dette en besynderlig erratum, der er begået. Singer slutter dog filmen fornemt med en evident Lost in Translation reference (uden samme magiske smukhed dog), en tilfredsstillende forløsning, i kongruens med flere spørgsmål, og ikke mindst Supermans højerestående status som beskytter.

Som førnævnt har Singer og co. haft oceaner at penge til at visualisere Supermans eventyr, hvilket har elimineret Singers selvrestriktioner, og der er flere scener og enkeltstående sekvenser i denne overlange film, der sagtens kunne have været undladt og have strammet betydelig op på den mere koncentrerede fortælling. Når det er sagt, så skal man dog lede længe efter en så monumental, stimulerende og næsten billedpoetisk visuel side, der byder på nogen af filmhistoriens mest realistiske og smukke computergenerende effekter. Superman Returns er ligeledes spændingsfyldt og umådelig detaljerig med talrige tegneserie- og filmreferencer.

Singer har med Superman Returns kreeret en oprigtig og innovativ fortolkning af tegneserieverdenens mest notoriske superhelt, og man kan med rette endnu engang proklamere, at Singer er et ekstraordinært talent i den amerikansk kommercielle filmindustri, der med intelligent seriøsitet indtager ethvert projekt med personlig dedikation og nytænkende overdådighed. Desværre er hans seneste værk dog ikke uigenkaldeligt vellykket, men Superman Returns skal dog alligevel beæres med fire store og anbefalelsesværdige stjerner til følge. Den planlagte fortsættelse er allerede på vej (selvom denne film ikke blev den episke kassesucces, som filmstudiet ellers havde håbet på), og her har Singer jo klar mulighed for at rette op på enkelte fejl og apatier.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.