Kingdom of Heaven: fejlslagent mesterværk?

Kingdom of Heaven

02/02-07fejlslagent mesterværk?
Kunstneren Ridley Scott er en af filmhistoriens mest prominente og signifikante skikkelser, der både er en personliggørende innovatør og overrumplende æstetiker, hvis maleriske og visionære sans for originale og betagende billedkompositioner sjældent har flyttet fokus fra den fortællende historie. Med banebrydende klassikere som Alien og Blade Runner på cv’et, samt ikke mindst en af mine personlige yndlingsfilm, den eminente og emotionelle krigsfilm Black Hawk Down, har Scott bevidst sit umådelige værd som filmkunstner, men derved ikke sagt, at han er ufejlbarlig (G.I. Jane anyone?). Scott har altid bestræbt sig på at projektere sit alsidige talent over flere genre, men faktum er, at han altid har følt sig mest hjemmevant i det storstilede og ambitiøse, hvor krigsscenen har haft dominans. Dette har ikke udmundet sig i de intellektuelle mesterværker som førnævnte klassikere nu engang er, men Scott elsker den pompøse underholdning, hvilket han formår at substantivere betydeligt, så det aldrig bliver glat eller overfladisk. Efter en del års kunstnerisk nedperiode vendte Scott tilbage og gav både den ellers afdøde sværd-og-sandal genre og sin egen karriere en renæssance med den moderne klassikere Gladiator, der genopvækkede episke historiske film og gav producenterne og publikum et tiltrængt indblik i, at man sagtens kan kapere både intelligens og regulær underholdning i en og samme film. Gladiators kritiker- og publikumssucces blev efterfulgt af svagere sandalfilm som Alexander, King Arthur og den glatpolerede Troy, og den spåede kunstneriske renæssance indenfor genren falmede hurtigt. Scott satte selv et definitivt punktum på afslutningen med sit seneste værk, den visuelt overdådige, men kun lakonisk vellykkede Kingdom of Heaven, der distingverer sig selv fra Stone, Petersen og Fuquas forsøg i genren ved at vige intelligent væk fra lette løsninger og publikumspatronisering, men desværre formår filmen aldrig for alvor at efterlade et holdbart indtryk.

Kingdom of Heaven er en meget ambitiøs, storladen og til dels modig film, der beretter den ømtålelige historie om muslimer og de kristnes kamp om Jerusalem i 1200-tallet. Scott er nuanceret i sin postulering af skyld, der ikke kastes entydigt mod hverken den ene eller anden part. Tematikken og omdrejningspunktet er stadig aktuelt, men selvom Scott drager flere paralleller til nutidens situation angående religiøses fatalistiske grupper, så bliver det aldrig kontroversielt eller for alvor tankevækkende. Dette skyldes muligvis, at Scott og den ellers talentfulde manuskriptforfatter William Monohan (der senest har konverteret den kinesiske Infernal Affairs til Scorseses kyndige hænder) vælger at perspektivere fortællervinklen fra en ung smeds side, der hovedkuld kastes ud i stormfulde krigsscenariums via et løfte til sin far. Ungdomsikonet Orlando Bloom er ikke overraskende fejlcastet og nærmest utrolig ukarismatisk i den altdominerende hovedrolle (Bloom var da også Scotts tredjevalg til rollen), hvor han ikke formår at mennekeliggøre de heroiske udskejelser og den integritetsfyldte sjæl på samme måde som eksempelvis Russell Crowe så mindeværdigt gjorde det i Gladiator. Bloom er flad og uinteressant, men retfærdigvis skal der dog også siges, at hans fortælling er ganske konventionel og fundamentalt set ret banal. Den unge idealist, der må abstrahere fra omverdenens konstante råd og mål, før han kan opnå selverkendelse og indse sin skæbne som leder. Oveni dette tillægges der stor fokus på det obligatoriske kærlighedsdrama mellem Bloom og en sjælsmæssigt atypisk prinsesse, udmærket ageret af den smukke Eva Green. Udviklingen er måske anderledes end forventet, men det kompenserer ikke for den indifference, man som publikum føler for deres sammenhørige skæbne. Hvis Scott havde nedtonet den uoriginale romance og i stedet lagt vægt på sin kontemplative indstilling til kampen mellem religioner, der hver især blindt beråber sig en given guds velsignelse og former disse til egen fordel og tro, så ville Kingdom of Heaven unægtelig have været en bedre og mere mindeværdig film. Den annoncerede Director’s Cut udgave af filmen indikerer dog, at Scott har haft langt mere på hjerte, end hvad producenternes forventede spilletid tillod, og man kunne derfor også forestille sig, at Scott ikke selv er ovenud tilfreds med denne ujævne biografudgivelse.

Birollerne er velbesatte af renommerede skuespillere, hvor både Liam Neeson og Jeremy Irons muligvis kører karakteren hjem på rutinen, men de gør hvad de skal tilfredsstillende, hvilket også kan siges om den altid interessante Brendan Gleeson som krigsliderlig sadist, der desværre er begyndt at falde i typecastingens fælde. Bedst af alle er dog en maskeret og ukrediteret Edward Norton som spedalsk konge, der både føler humanismen og realisten i sig selv. Det er en stor skam, at de sideliggende karakterer er mere interessante og plausible end hovedpersonen, hvor det aldrig føles troværdigt, at denne tidligere smed har storslået viden indenfor kreativ krigsførelse, politik og rationelle løsninger ud i komplicerede sager, som han ingen kendskab har til.

Som underholdningsfilm er Kingdom of Heaven tung og sine steder småkedelig, men Scott mestrer alligevel denne genre med lukkede øjne og bagbundne hænder, og man bevidner den evidente rutine bag overfladen. Scott er en sand kunstner til at visualisere det kaotiske i kampsituationer på den optimalt medrivende måde, og når først de episke slagsscener indtræffer i filmen (hvilke man får på fornemmelsen, at Scott er mest interesseret i), er Kingdom of Heaven nærmest et mirakuløst værk. Det er blodigt, bestialsk og ikke mindst uafrystelig realistisk, og her føler man, at man for alvor er i hænderne på en sand filmmester. Det hele akkompagneres af en sanselig billedside, der æstetisk set nærmest er flydende poesi. Scott efterlader publikum i ren benovelse over det kontrasterende mellem den smukke visualisering og brutaliteterne, der udspiller sig bag. Visuelt er Kingdom of Heaven en filmoplevelse af de forunderlige og storslåede.

Tempoet er højt, og det er en skam, at Scott ikke får lov til at dvæle ved de mere eftertænksomme momenter, og man føler, at der ligger en langt mere kompleks og intellektuel film bag den restriktiverede spilletid. Derfor efterlader man Kingdom of Heaven med en ambivalent følelse. Filmen er enten et potentielt mesterværk, der af kommercielle årsager er blevet maltrakteret qua producenternes frygt for bredere publikumssucces, eller også er det en flot, men upersonlig stiløvelse fra en lettere uengageret instruktør, der trækker på rutinen. Personligt tror jeg egentlig på første udsagn, men dette vil først afsløres ved syn af Director’s Cut udgaven, som jeg nu glæder mig meget til at se. Biografversionen af Kingdom of Heaven får fire beskedne stjerner for potentiale, en næsten psykedelisk æstetik og enkelte fornemme tiltag. Det er en anderledes og på mange punkter bemærkelsesværdig filmoplevelse, som man dog aldrig attraheres fuldt ud af.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.