Letters from Iwo Jima: Mellem ære og overlevelse

Letters from Iwo Jima

07/03-07Mellem ære og overlevelse
De fleste danskere og mange af de danske anmeldere ser på denne film om de japanske soldater på Iwo Jima under kampen med amerikanerne som et forsøg fra Eastwoods side på at skildre kampen set fra fjendens synspunkt. Den logik kan jeg også selv følge til dels, men efter to års ophold i landet er mit forhold til Stillehavskrigen og japanerne ganske anderledes end de fleste danskeres forhold til japanerne under krigen. Derfor har jeg og de tre japanske venner, som jeg så filmen sammen med, sikkert set en ganske anderledes film end de fleste i Danmark.

Eastwoods film handler i bund og grund om en gruppe mennesker, der går et helvede af først frygt, absurde æresbegreber og dysenteri i møde. Senere overtager flammekastere, granater, bomber, blod og det rene vanvid.

Vi følger to soldater. Den fornuftige og forholdsvis humanistiske general Kuribayashi (Watanabe Ken) og den menige Saigo (Ninomiya Kazunari), en tidligere bager med hustru og barn hjemme i Japan, der blev tvunget ind i hæren og ind i en krig, som han mener er håbløs.

Filmen starter med Kuribayashis ankomst til øen. Kuribayashi er en veluddannet mand, der tilmed har tilbragt tid i USA. Han er klar over, at han vil dø på denne ø, men han er en god soldat, der ikke har i sinde blot at styrte mod fjenden i et ærefuldt selvmordsforsøg, som mange af de andre officerer vil. Han vil trække soldaterne ind i øen i de dybe tunneller, som de har gravet. Som han siger, så er hvert et øjeblik, som soldaterne er i live, et øjeblik hvor deres familier har håb.

Saigo er blot en menig soldat, der står midt i mareridtet. I filmens første stykke ser vi Kuribayashi udtænke strategier for forsvaret af øen, mens Saigo kommanderes rundt af en vanvittig sergent, der seriøst tror, at de vil vinde, fordi amerikanerne er nogle kujoner. En kempeitai, MPer, dukker op i Saigos enhed, og der spreder sig en frygt for, at han er en spion. Senere får vi også denne MPers historie, der viser lidt om forholdene for de civile japanere under krigen under militærstyret.

Der er ikke længere nogen flåde eller luftvåben på øen, så da amerikanerne kommer bliver øen sprængt i stumper og stykker af under bombeflyene. Volden i filmen kommer pludseligt og skånselsløst. Da amerikanere kommer i land i tusindvis, brænder de maskingeværbunkerne af med deres flammekastere, og soldater får revet ders arme af, når bomberne falder. Krig og kamp er chokerende og brutalt. Det er alt andet end heroisk og ærbart.

Igennem den unge Saigos øjne ser vi sindssyge officerer ordre deres underordnede til selvmord. Et forsøg på at overgive sig til fjenden, en af de eneste måder at overleve på, resulterer i enten at blive skudt af sine soldaterkammerater eller at blive skudt af nogle frustrerede amerikanske soldater, der ikke ved, hvad de skal gøre af deres fanger.

Gang på gang viser filmen os også det gale og umenneskelige i myten om den ærbare soldat. Da Saigo på et tidspunkt flygter fra en officer, der i stedet for at omrokere sine soldater til et andet sted beordrer dem til at begå selvmord med granater. Som Saigo siger, så er en død soldat ikke meget værd i en krig, så han får overbevist en soldaterkammerat, der vil stoppe ham, til at flygte med.

Men da de ender i det kompagni, som de skulle omrokere til, hiver kompagnilederen (Nakamura Shido) sværdet frem for at halshugge dem, da de har stukket halen mellem benene i stedet for at dø i kamp. Det ender med, at Kuribayashi som filmens menneskelige centrum redder dem. Kompagnilederen vælger derfor at kaste sig i døden med et par anti-kampvognsminer viklet omkring sig. Og der kan han så få lov at ligge og vente i et godt stykke tid i filmen, indtil han rejser sig og indser, hvad det er, han har gang i.

Filmens formål er tydeligvis at vise krig som det komplekse, brutale og absurde fænomen, det er. Det er ikke et spørgsmål om helte mod skurke. Der er umenneskelige folk i begge lejre, og de sande helte er ikke nødvendigvis dem, der med det samme kaster sig i døden for en ærefuld død. Der er langt fra forestillingen om krig i hjemlandet og krigens sande natur. For soldaten er krig at overleve et mareridt.

*Spoilers i næste paragraf*

Der er for resten en vigtig pointe, som filmen ikke viser. Til sidst i filmen overlever Saigo. Umiddelbart må man tænke 'hurra', han kom helskindet igennem med lidt psykiske traumer. Men filmen fortæller ikke, hvordan de overlevende soldater blev behandlet i samfundet, da de endelig kom hjem. I lang tid efter krigen, og sikkert også i nogle kredse i dag, blev de overlevende soldater chikaneret og udstødt, da det for mange var deres skyld, at Japan tabte krigen. Så selv om Saigo overlever dette helvede, så kommer han blot hjem til et nyt helvede af skam og svigt.

*Spoilers slut*

Eastwoods budskab om at ære soldaterne, men foragte krigen, er derfor ganske relevant. Både dengang og nu. Det glæder mig rigtig meget, at filmen blev meget populær i Japan. Der er nemlig generelt meget lidt kendskab til krigen. Derudover er der for tiden en del film med højrenationalistiske elementer, der hylder soldaterne netop, fordi de døde en ærefuld død. Vi/de bør i stedet hylde soldaterne, fordi de påtog sig nok verdens mest utaknemmelige og beskidte arbejde: at dø i en håbløs og ofte meningsløs krig.

07/03-07Mellem ære og overlevelse
Glimrende anmeldelse (om end lidt for meget genfortælling af handlingen til min smag). Jeg kan af gode grunde ikke tale på vegne af andre end mig selv, men udover at Eastwood selvfølgelig skildrer et slag set fra begge sider, så fik jeg også uden meget kendskab til Japan, da også indtrykket af at filmen omhandlede gamle æresbegreber kontra krigens faktiske gru og vanvid. Altså nogle af de ting du er inde på mere eller mindre.

07/03-07Mellem ære og overlevelse
Ja, tematisk tror jeg, at der ikke er den store forskel på japaneres og danskeres forståelse af filmen. Forskellen ligger mere i detaljerne og referencerne til japanske steder, ord og fænomener så som yamatodamashii. Og så i det faktum, at de japanere, som jeg så filmen sammen med, havde familie, der døde under denne krig. Nogle af dem blev rørt. Andre kunne ikke rigtig slå det ud af hovedet, at Saigo spilles af den kendte boy band stjerne, Ninomiya.

03/04-07Mellem ære og overlevelse
Nu har jeg ikke læst din anmeldelse endnu da jeg endnu har filmen til gode, men vil nu meget gerne se den efter du er kommet m. en anbefaling,- ikke at vi altid har samme smag dog.

"Flags of our Fathers" er jeg nu ikke så synderligt interesseret i, da den ikke har fået de samme roser, gode anmeldelser. Og så er det lidt mere spøndende m. japanernes version og synsvinkel, synes jeg.

Men anyway, muchas gracias!

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.