Pans Labyrint: Vejen mod livet

Pans Labyrint

12/03-07Vejen mod livet
Mine indtil videre bedste filmoplevelser i år 2007 har været håndfast styret af et vist blomstrende mexicansk trekløver: Iñárritu, Cuaron og Del Toro, hvor sidstnævnte smukt fuldender helhedsessensen af ægte filmkunst med sit bidrag til trioens sejrsgang, "Pans Labyrint".

I egen høje person ligner Guillermo Del Toro unægtelig en ægte filmnørd, der med fedtet hår, bred vom og runde briller, dyrker sin evige passion for genrefilm, ikke meget ulig Quentin Tarantino. Den karakteristik synes ikke at være skudt helt forbi, efter hans "Blade 2" og "Hellboy" som ultimative genrefilm. Men med "Pans Labyrint" går han andre veje. Med den har Del Toro på mange måder skabt en overdådig film, der er gyselig, fantasifuld, blød og barsk i ét sammenstykket værk som vægter hvert et af disse elementer lige højt.

"Pans Labyrint" er derfor en virkelig fyldig film, der stiller sulten næsten lige meget hvad man er ude efter. Der er bl.a. kælet for billederne, som både indsvøber nådesløse krigsscener og en færd ind i et hinsides eventyrland med den helt forblændende fotografering. Og netop i sine visuelle udfoldelser vandt filmen en af sine tre Oscar-statuette, endda foran en af verdens absolutte mestre i filmfotografi, Emmanuelle Lubezki, for sit arbejde med vidunderet ”Children of Men”. Om det var fortjent er som sådan svært at bedømme, men Del Toros univers af nådesløs virkelighed og melankolsk fabelfortælling er iscenesat så indlevende, at man under alle omstændigheder næppe har set dets lige i genren.

Den monsterelskende Guillermo Del Toro forbarmer sig dog aldrig i sin effektmæssige kunnen, i hvert fald ikke på bekostning af sin historie. ”Pans Labyrint” fortæller på en gang sjælefyldt og fængslende om pigen Ofelia, der har mistet sin far og i et krigshærget Spanien forsøger at begå sig under barske vilkår. Men i ligeså høj grad om hendes labyrintiske og kringlede vej mod livets forløsning, og om de prøvelser hun udsættes for i en makaber fantasiverden i håbet om nå en bedre verden.
Filmen går i omløb over disse to verdener og formår at fascinere og afskrække i sin både magiske fortælleglæde og i sin afvekslende kompromisløshed. Specielt den mareridtsagtige scene fra eventyrets underverden hvor Ofelia støder på fristelsens tagselvbord, havde garanteret forårsaget mig adskillige mareridt hvis jeg blot havde været 3-4 år yngre. Så at promovere Del Toros farefulde prøvelse af en film som for børn, ville være noget af et fejlskud.

”Pans Labyrint” for altså fuldbragt de tre mexicaneres treenighed med en slet og ret formidabel film, der udstråler og udlever næsten alt man kan ønske sig, og som sammen med ”Babel” og ”Children of Men” kan kaldes nogle af de absolut mest væsentlige hovedværker i det foreløbige 21. århundrede.

12/03-07Vejen mod livet
Fin anmeldelse Rasmus, hvor du får lidt andre aspekter med end de foreløbige anmeldelser herinde med din henvisning til den mexikanske treenighed.

Og her må jeg nok erklærer mig uenig. Nok er både Babel og Children of men super fede film, men jeg mener ikke, at nogle af de to er blandt de absolut vægtigste værker i det 21. århundrede. Derimod mener jeg, at Pans labyrinth er så enestående i sin fortællerform, at den vil blive en klassiker.

12/03-07Vejen mod livet
Tak for rosen, Slat.

For mig at se står "Gladiator", "Evigt Solskin i et Pletfrit Sind" og "Elephant" som nogle af de største film siden årtusindskiftet, og ud over dem syntes jeg "Babel", "Pans Labyrint" og i allerhøjeste grad "Children of Men" sagtens kan begå sig i (næsten) samme sværvægter-klasse. Selvom "Babel" var den film af de tre jeg havde sværest med at hædre som jeg gjorde, syntes jeg alligevel den var så dybt imponerende at den er det værd.

12/03-07Vejen mod livet
Måske jeg bliver mere enig ved gensyn. Glæder mig i hvert fald til at se dem igen. Det er alle tre nogle vildt fede film. Jeg kan endda se, at Children of men er røget ind på din topliste. Dette giver mig bestemt ikke mindre lyst til at gense den.

Kan kun erklærer mig enig mht. Gladiator. Elephant har jeg endnu tilgode, selvom den står på hylden. Det er jo lige det med tiden...

Ellers er det absolut største for mig i det 21. filmiske århundrede uden sammenligning The Lord of the Rings filmene. Jeg elsker de film og mener, at de er en mastodont i filmhistorien. Aldrig før er noget så stort, pompøst, gribende og visuelt fantastisk lavet. Der ud over synes jeg, at det er svært at vælge ud. Der er simpelthen så mange fede film, men et par af mine personlige favoritter må være Sin City, King Kong, Kill Bill vol. 1, Oldboy og Donnie Darko.

12/03-07Vejen mod livet
Nu har jeg naturligvis også helt glemt at nævne de fantastiske "Lord Of The Rings"-film, der vitterlig er nogle af de mest mægtige film jeg nogensinde har oplevet. Jeg har dog sparet dem for toplisten, da jeg mener det er en trillogi der næsten ikke kan sammenlignes med andre film.

Personlig mener jeg dog selv, at første del, "Fellowship", er den mest suveræne af de tre. Noget af det mest suveræne jeg mindes at have set.

Oveni glemte jeg at nævne de glimrende "Kill Bill" vol. 1+2. Absolut også nogle af mine favoritter, specielt hvis man hungrer efter filmadrenalin i årene. Begge superfede film.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.