A Good Year: Et Alt For Banalt År

A Good Year

22/03-07Et Alt For Banalt År
Om den tidligere renommerede instruktør Scott, der engang lavede klassefilm som “Alien”, “Blade Runner” og “Gladiator”, har fået et solstik og for meget god rødvin i Frankrigs varme sommerhede i begyndelsen af filmens optagelser, skal jeg lade ikke kunne svare på. Man kunne dog tro det, når man ser det sukkersøde stykke rosenbrød der er kommet ud af det.

Det kan så næppe bortforklare at Scott allerede burde have set at dette her var noget skidt da han læste Marc Klein’s manuskript, bygget på Peter Mayle’s bog. Pudsigt nok skulle ideen til historien komme fra Scott oprindeligt (har jeg da læst). En ide som Mayle så har bygget sin bog på og hvor Scott så afviger fra bogen, for at gå tilbage til hans egen vision.

Et godt valg kan dette næppe kaldes, for nogen god film er det altså ikke blevet til, selv om den da indrømmet heller ikke er helt elendig. Det mest mærkelige er nu, at den ikke engang ligner et forsøg på at lave en rigtig god film. Ambitionsniveauet må have været usandsynligt lavt og kan nok bedst betegnes som en velbetalt ferie for både Scott, men også superstjernen Crowe i hovedrollen.

De har da muligvis også hygget sig, det kunne da se sådan ud og en del af den hygge og varme er da også at finde i filmen. Man keder sig da sådan set heller aldrig, men det er så også det bedste man kan sige om filmen, der ligner et langt og solbeskinnet pastelfarvet postkort fra en ferie i Frankrig, og historien er i hvert fald formidlet lige så fladt.

Det er en af den slags ”smukke” og ”velmenende” sympatiske fortællinger, der spiller på et naivt håb og vores eventuelle tro på, at enhver grisk og usympatisk magtmenneske med et kan ændre sig til det bedre, blot omstændighederne er til det, gerne i form af mødet med fortiden og et møde med kærligheden. Psykologisk set er det uheldigvis så håbløst berettet at det grænser til det patetiske.

Det kunne man så måske acceptere, hvis det ikke havde været fordi at filmen er så fyldt med forudsigelige banaliteter og klicheer, at man indimellem må tage sig selv i at smågrine af ynk. Der er simpelthen smurt så tykt på sine steder i et ellers tyndt udgangspunkt, når børshajen Skinner (Crowe) tager turen til Frankrig og hans nu afdøde onkels (Finney) vingård, at det virker morsomt og ikke kun de steder der skal grines, filmen er trods alt også en feel-good komedie. Man kan faktisk undre sig over at Scott ikke en gang i løbet af historien finder på at afvige fra den bundforudsigelige formel handlingen er bygget op omkring. Den kører blot så dybt forudsigeligt derudaf og tegner et næsten, indrømmet elskværdigt, men også fladpandet billede af de mennesker den omhandler, at skulle man være grov, så kunne man beskylde Scott for at tale nedsættende til sit publikum.

For en Scott film er den dybt skuffende, og isoleret set så er den blot så middelmådig og indholdsmæssigt fattig, at den trods en sikkert høj produktionsværdi, kun kan kaldes ligegyldig tidsfordriv. Den slags finder man altså mere kvalificeret andre steder end her, også selv om de da også er set værre.

22/03-07Et Alt For Banalt År
Sådan skal det siges!

22/03-07Et Alt For Banalt År
Det mener jeg ja:o) og tak!

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.