Blood Diamond: 2-disc DVD'en = supert supplement!

Blood Diamond

26/03-072-disc DVD'en = supert supplement!
Fangede filmen din interesse – og ikke mindst dens sociale budskab – skal jeg varmt anbefale at anskaffe den netop udkomne amerikanske 2-disc ”Special Edition” DVD. Bonusmaterialet på disk 2 inkluderer nemlig bl.a. den 50 min. lange dokumentarudsendelse, ”Blood on the stone”, produceret af Sorious Samura, der som eneste lokale journalist var til stede i Freetown under selve borgerkrigen i Sierra Leone. Tidligere vist på BBC. Vi følger ham ud i mineområderne, hvor han taler med arbejderne og tidligere børnesoldater. Men ikke mindst følger vi fiktive som ægte diamanter på deres vej fra minerne i Afrika til salgsdisken i New York. På tværs af landegrænser. Fra de fattigste minearbejdere, som i meterdybt mudder for blot 30 cent om dagen slider sig halvt ihjel i forsøg på at brødføde deres familier, til griske diamanthandlere i vores vestlige verden, hvor dollarsedler i stakkevis er eneste sprog, der tales. En fødekæde, hvor korruption, smugleri og bedrag er hverdagen uanset land, racefarve eller kultur, og hvor ”Kimberley-Processen” er et ubekendt og/eller totalt ignoreret begreb. Nok er der i Sierra Leone i dag officielt fred – men det gælder desværre ikke for en lang række andre Afrikanske lande, hvor ikke mindst en stærkt foruroligende reportage fra Congo afslører forhold i dag uhyggeligt identiske med, hvad filmen ”Blood Diamond” beskriver. At se denne dokumentar er således praktisk talt som at gense hele filmen – blot totalt skrællet for dennes spændingsmættede action-eventyr og gode skuespil – og derfor det mere foruroligende og skræmmende i al sin oprigtige gru! Man forstår også langt bedre, hvorfor diamantindustrien var bange for udgivelsen af denne film. Og med god grund…

Af materialet fremgår det da også, at Sorious Samura har fungeret som rådgiver for Ed Zwick på selve filmen. Bl.a. er oprørsbevægelsens indtagelse af Freetown nøje ”staged” efter hans personlige øjenvidenberetninger og fremstår derfor mere som dokumentar frem for fiktion, hvad man måske ellers ikke umiddelbart forestiller sig. De filmgængere, som måtte have fundet filmen urealistisk eller med for stort fokus på krigsscenernes råhed og blodige brutalitet, vil derfor kunne have stor glæde af DVD’ens bonusmateriale, da det sætter rigtig mange ting i perspektiv. På dette site har været diskuteret, hvorvidt det var smart at blande et så stærkt socialt og politisk budskab sammen med et action-plot, da man næsten ikke kan undgå at blive følelsesmæssigt berørt af disse emner, selvom Ed Zwicks primære ønske har været at lave en spændingsfilm. Jeg synes fortsat, at det er helt OK – set ud fra den vinkel, at mange helt sikkert ville vælge at slukke for Sorious Samuras dokumentarfilm, hvorfor budskabet ikke vil komme ret langt ud. Ved at lade det dokumentariske aspekt køre som ubehagelig ”baggrundskulisse” for en spændende actionfilm kommer budskabet trods alt ud. Og ud til rigtigt, rigtigt mange mennesker. Måske er man i første omgang alt for optaget af filmens spændingsmomenter til at bemærke undertonerne. Men lykkes det at få budskabet til at ligge latent i hukommelsen, så er det hele besværet værd, da det formodentligt da vil dukke op af sig selv i en diamantkøbesituation. Det håber jeg i hvert fald. Og derfor er sammenblandingen fortsat OK med mig.

Også i småtingsafdelingen kan man blive lidt klogere. Der har været megen snak om Leonardo DiCaprios accent i filmen. Her vil man opdage, at han faktisk har haft et rigtig godt øre ude og opfattet mange af nuancerne. Det ”molapyk-engelsk”, vi hører ham tale i nogle af de første scener med oprørsbevægelsens folk i Sierra Leone er tydeligt at spore i f.eks. Sorious Samuras’s accent i dokumentarindslaget. Læg mærke til f.eks. udtalelsen af ordene ”government” og ”crazy”. Ramt spot on! Når Leonardo’s karakter senere taler med sydafrikanere og andre hvide, hører vi ham bruge en helt anden accent – en mere britisk. I samspillet med lejesoldaterne endvidere krydret med slangudtryk. Det skal man naturligvis vide for at kunne opsnappe, og det er da heller ikke helt lykkedes den danske oversætter at få dette aspekt fuldt med. Selvfølgelig er der også smuttere imellem, men hvor mange danske skuespillere ville kunne levere en pletfrit vestjysk eller sønderjysk accent? Nej, vel. Så jeg er ret imponeret over det store stykke arbejde, han har lagt i at komme så tæt på nuancerne som muligt. Sluttelig er der et lille ”behind the scenes” indslag, hvor man får et indtryk af, hvorledes de store krigsscener er blevet til. Hvor stort et forarbejde der ligger heri mht. koreografi, undervisning og øvelser med extras og stuntfolk. Uger – eller rettere måneders forarbejde. Det er altid spændende at få et sådant lille kig ind bag kulisserne.

Jeg kan derfor kun sige, at der er god investering i at købe den dobbelte amerikanske DVD-special. Kan bl.a. fås via det danske site www.laserdisken.dk (MovieWorld), som har internationale DVD’er på hylderne på den originale udgivelsesdato. Den danske udgave forventes i slutningen af maj måned, og om dette bonusmateriale kommer med herpå, er jeg uvidende om.

De bedste filmhilsener

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.