Hard-Boiled: Voldsballet i kugleregn

Hard-Boiled

02/04-07Voldsballet i kugleregn
John Woos Hard-boiled er en suveræn opvisning i adrenalinpumpende action, især med fokus på ildkamp. Aldrig er så mange magasiner blevet tømt i én film og aldrig er de blevet tømt så på en gang voldeligt og elegant.

Filmens skelet hvorpå de mange actionscener hænges op er historien om en særdeles selvtægtsbevidst betjent, som efter drabet på hans bedste ven og kollega beslutter sig for, at udslette alle, som havde bare perifert at gøre med vennens død. Historien har et par mindre twists i ærmet, men er ellers ikke sønderlig iøjefaldende.

Det er til gengæld samtlige af filmens actionscener, som er en overdådig buffet af ildkamp, hvor især skurkens håndlangere må lade livet på samlebånd. Woos kendetegn er her mere perfektioneret end i nogen anden af hans film. Den rå vold og den elegante nærmest balletagtige action, hvor folk flyver rundt i luften i slowmotion, både når de dræber og bliver drabt, er til stede i samtlige af filmens actionsscener. Der bliver ikke lagt fingre imellem på noget tidspunkt. Blodet sprøjter til alle sider og både venner og fjender plaffes ned uden mange moralske skrupler.

Helt outstanding er filmens sidste 30 min., som er en lang ildkamp, hvor the good guys og the bad guys i fællesskab gennemhuller hinanden og et hospital i hvad der må være filmhistoriens bedst udførte og længstvarende skududvekslinger. Alt sidder lige i øjet og det er ren guf for en actionfreak. At så mange mennesker kan nå at blive skudt på 30 min. er i sig selv en bedrift, som er værd at tage hatten af for.

Chow Yun Fat og Tom Leung gør det ganske udmærket, men det er ikke personinstruktionen, der er Woos egentlige domæne. Woo kan lave lækker action og det skal han bare frie tøjler til, når dette er resultatet.

Hard-boiled er en af de vildeste actionfilm jeg mindes at have set. Tempoet er højt og især filmens tre store actionscener imponerer helt vildt. Hvis du synes, at nutidens actionsfilm er lidt for tøsede, pæne og langsomme, så hiv denne perle fra Hong Kong frem fra hylden og bliv blæst ud af hjemmebiografen. Hard-boiled kan bedst beskrives som actionfilmens abc på speed og med påtvungen adrenalinindsprøjtning hver halve time.

02/04-07Voldsballet i kugleregn
Godt du endelig fik den set, Slat, og jeg er enig i hvert et ord du skriver i din denne glimrende anmeldelse. Knaldhamrende fed actionfil, men som du også peger på, mangler plot og skuespil den ekstra finesse til at trække flere end fem stjerner hjem.

03/04-07Slat
Kommentaren der står skrevet ovenfor er skrevet af mig, Rasmus, og altså ikke af Kønig som det fremstår. Jeg skrev kommentaren hos min ven Lasse (Kønig) og på hans computer, og havde ikke bemærket jeg havde glemt at udskifte hans forbyggede Log-in med mit eget.

03/04-07Slat
Ok, og det er sgu en fed film, som jeg blandt andet kan takke din glimrende anmeldelse for at tage mig sammen til at se.

Nu ser jeg frem til The Killer og A Better tomorrow...

TP har samtlige 8 film fra de to John Woo Collections til 50 kr. pr. stk eller 3 for 120 kr. Jeg har så valgt Hard-boiled, The Killer og A Better Tomorrow, idet jeg synes at kunne læse mig frem til, at det er hans bedste. Hvis nogle er uenig, så anbefal endelig nogle af de andre.

03/04-07Slat
Jeg har godt tjekket tilbuddet ud og jeg tror de tre film du nævner virker som de obligatoriske Woo-klassikere.

Nu har jeg anskaffet mig Clint Eastwoods "Unforgiven" - 2-disk version til sølle 29 kr - og vil snarest muligt få den set. Så vidt jeg husker, Slat, har du den vist nok placeret højt på din topliste og i det hele taget lyder det som et værk der er hver at se.

03/04-07Slat og Rasmus
Nu investerede jeg sågar også i The Killer i går, og må sige det er en af de fedeste actionfilm jeg har set... Specielt finalen...PHEW! (Så du kan godt glæde dig, Slat)

Og med henblik på jeres anmeldelser af Hard-Boiled er jeg ikke et sekund i tvivl om at der er mere Hongkong-Woo på vej til min samling :-)

03/04-07Pinhead og Rasmus
Uha, nu glæder jeg mig til at se The Killer. Takker for anbefalingen Pinhead.
Må sige, at Hard-boiled på trods af særdeles fine anmeldelser fra flere kompetente brugere her på siden alligevel overraskede mig positivt.

Rasmus:
Unforgiven er et sandt mesterværk, glæd dig. Ift. min topliste, så står de ikke i prioriteret rækkefølge, så hvor Unforgiven er placeret præcist i min top 25 ved jeg ikke. Men det er dog ikke helt tilfældigt, at Return of the King står øverst ;-)

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.