The Deer Hunter: Før og efter krigen

The Deer Hunter

12/04-07Før og efter krigen
'The Deer Hunter' er historien om krigen og dens forfærdelige følger. Om dens påvirkning på mennesket. Dens ødelæggende effekt på soldaterne. Og om deres effekt på andre.
Hvorfor den af mange også kategoriseres som en krigsfilm.
Men hvordan kan en film, der kun indeholder (et skud fra hoften) ca. 30 minutters krig figurere under krigs-genren?
'The Deer Hunter' handler mere end nogen anden film (jeg har set) om netop krigen. Der ligger ikke nogen Hollywood-snask gemt i Ciminos film, og det er befriende. Befriende, at der er nogle (i dette tilfælde Cimino), der tør at komme med en kløgtig kritik af USA's 'krigs-politik'.
Desværre for Michael Cimino (og os) var der ikke et øje, der gad at se hans ligeledes USA-kritiske 'Heavens Gate', hvorfor han gik bankarot.

At man i en film bruger omkring en time på at beskrive hovedpersonernes liv, er mildest talt højst usædvanligt. Vi følger Steven (John Savage), Nick (Christopher Walken), Micheal (Robert De Niro) og deres venner i alt, hvad de foretager sig. Når de spiller billard og drikker sig fulde på den lokale pub, når de er på jagt oppe i de smukke bjerglandskaber, ja, selv når de fjumser rundt til et bryllup, der i øvrigt snupper omkring en halv time af filmen, skal vi partout opleve dem. Alt dette kun til et formål; vi skal føle hvordan, de har det – i dette tilfælde hvor godt, de har det. Hvordan de lever det liv, de altid har drømt om sammen med dem, de altid har drømt om at leve med.

Og pludselig står vi der. Midt i krigens ubehageligheder sammen med de tre venner Michael, Nick og Steven, der nu kæmper for deres land (USA) i helvedet.
Spørgsmålet er bare, hvorfor vi står her? Hvorfor blev vennerne ikke bare i det fredelige Pennsylvania, hvor de havde alt, hvad der behøves? Det kan være svært at have begreb om, men svaret er så sandelig at finde i ’The Deer Hunter’.

Efter nogle intense, hårde og dramatiske krigs-scener vender Michael igen snuden hjemad - til Pennsylvania. Men han kan ikke finde sig til rette i det han engang elskede så højt. Han kan ikke flytte tankerne væk fra de grufulde oplevelser, han har haft.
Det samme gælder i den grad hans venner, hvis liv efter krigen, jeg ikke vil afsløre.

Skuespillet i ’The Deer Hunter’ fås ganske enkelt ikke bedre. Specielt Robert De Niro i noget nær sin glansrolle og Christopher Walken præsterer skuespil langt ud over det sædvanlige. De afspejler begge utroligt flot, hvilke væmmelige spor krigen kan sætte på et menneske; hvordan den kan ødelægge et menneske.

’The Deer Hunter’ er en sørgelig og utroligt deprimerende klassiker, der som sagt disker op med en velkvalificeret kritik af USA på krigsfronten. Og selvom nogle uden tvivl vil kløjes i den utroligt langsomme udvikling i historien, må filmelskere kunne se kvaliteterne i netop denne fortælle-form.
’The Deer Hunter’ er og bliver et uforglemmeligt værk fra en uforglemmelig kunstner, mange desværre har glemt.

12/04-07Krigen før og efter
Virkelig flot anmeldelse af denne klassiker, der er at finde i toppen af min egen film-hitliste. Fedt at se at du er på min egen alder og at du finder "The Deer Hunter" så god som du giver udtryk for.

Angående hele optakten og blandt andet bryllupsscenen har der mange steder fra været klager over, at Cimino tager sig for god tid med at opdyrke sit miljø og sine personer gennem denne glade begivenhed. For mig personligt fungerer det i allerhøjeste grad, måske ikke under selve sekvensen, men helt bestemt bagefter hvor båndet mellem Michael, Steven og Nick er opløst og minen er trist, og jeg vitterlig har lyst til at spole filmen tilbage og gense de glade stunder.

Var du også i Emperial og se filmen? Det var jeg selv og hvilken oplevelse.

12/04-07Rasmus
Tak for rosen.

Ja, jeg var i Imperial og se den, og jeg vil give dig ret i, at det var en oplevelse ud over det sædvanlige.
Og så var det i øvrigt sjovt med det lille foredrag fra USA-eksperten (tror jeg vist nok, han var).

12/04-07Krigen før og efter
Så lidt, du.

Den forestilling jeg så var med et foredrag af filmanmelderen Søren Høy, og det var skam også seværdigt.

13/04-07Krigen før og efter
Er det i det hele taget en krigsfilm? Jeg kan faktisk ikke blive enig med mig selv. Men uanset hvad, så er det er en af de smukkeste af slagsen.
Styrken i Deer Hunter er at den er bygget omkring en gruppe og ikke kun en enkelt mand, som f.eks. Oliver Stones "Born on the 4th of July". Begge viser den nærmest fanatiske patriotisme som US borgere af østeuropæisk oprindelse har vist igen og igen i USAs krige.
Men Ciminos fokus på en gruppe hvoraf tre ryger afsted til Vietnam gør hans film meget mere stærk i sit budskab. Jeg må indrømme at jeg finder Oliver Stones nærmest ekstreme pegefingermoral anstrengende i længden og anser Platoon som vildt overvurderet.
I Deerhunter ser vi virkelig en flok Average Joes ryge igennem krigens psykologiske kødkværn og ingen af dem kommer ud uden ar. Cimino behøver ikke at bøje budskabet i neon fordi hans personer fremstår som ægte og troværdige - vi føler virkelig vi kender de fyre og fordi vi gør det er det ikke nødvendigt at fylde flere krigsscener på end hvad tilfædlet er.
Cimino anvender mere subtile midler: tag de tre fyres møde med en Green Beret midt i bryllupsfestivitasen. Hans sammenbidte "Fuckit!" som respons til de tre venners bragesnak siger det hele og gutternes vantro er perfekt. Især når man sætter det sammen med De Niros møde med kronhjorten efter hans hjemkomst - han er selv Green Beret og en regulær bad-ass, men han har indset at intet er som før og hjorten får lov at leve; Fuckit uden ord.
Den scene der rammer hårdest hos mig er hvor de overlevende er samlet i Meryl Streeps trailer for at mindes og i frustration over ikke at kunne rumme tabet afsynger den amerikanske nationalhymne, dér rammer Cimino ind i kernen af den afmagt, som de føler, og leverer et underspillet men virkningsfuld sarkastisk punktum på en smuk men bitter historie.
Deer Hunter er lang, men den er smuk i sin skildring af "Den lille mands krig" ingen råben og skrigen og skjulte messiasreferencer her, bare en grå og trist hverdag som om muligt bliver mere grå og trist pga. krigen og de tab den medfører. De veteraner som jeg kender anser alle over en kam Deer Hunter som den film der kommer nærmest deres oplevelse af krigen.
Deer Hunter kombineret med Bruce Springsteens "Born in the USA" er derfor en kritik af USAs engagement i Vietnam, men de leverer også den største og mest overbevisende hyldest til det Blue Collar USA som leverede broderparten af soldaterne til Vietnam og det er en hyldest der holder også efter Private Ryan.

13/04-07Rasmus
Det tror jeg gerne. Han er jo efter sigende en farverig person. Det var i hvert fald, hvad min storesøster mente efter hendes ophold i filmland i praktikugen for nogle år siden.

Jeg vil lige for god ro og ordens skyld nævne, at jeg holder meget af den langsomme opbygning i filmen, der i virkeligheden er stærkt medvirkende til at gøre filmen til denne sørgerlige og uforglemmelige historie, selvom - som du så korrekt påpeger Rasmus - de ved første syn ikke blomstrer.
Grunden til denne forklaring er, at min holdning til scenerne ikke fremgår særlig tydeligt i anmeldelsen (selvom jeg skriver at filmelskere, hvilket jeg betragter mig selv som, måtte kunne se fordelene ved dem).

13/04-07Rasmus
Lange scener er så vidt jeg ser det ekstremt vigtige for ensemble film. Det ypperligste eksempel er vel nok Kurosawas "De Syv Samuraier" hvor de lange og rolige sekvenser, hvor personerne interagerer tilføjer de enkelte roller meget mere dybde og troværdighed. Akkurat det samme formår Cimino at gøre i Deer Hunter - endda i en sådan grad at selv birollerne står frem som andet end levende kulisser. Så jeg kunne godt ønske mig mere af den slags frem for hektiske MTV krydsklipninger. The Deer Hunter handler om personerne og deres forhold til hinanden, derfor skal der tid til og ikke eksplosioner. Det er det der gør The Deer Hunter til det den er.

Vedr. Søren Høy, så mener jeg at han har formået noget meget vigtigt, nemlig at forny DRs filmjournalistik og tilføre den en ny dynamisk form uden dog at tabe tråden til bage til hans to store forgængere Michelsen og Lauritzen (ja jeg er gammel nok til at have været klistret til skærmen for at høre den "Store Gamle Mand" fortælle om fi-i-i-lm) og det i sig selv er noget af en bedrift. At jeg så ovenikøbet er enig i mange af hans bedømmelser, gør det jo ikke ringere ;o)

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.