The Matador: charmefyldt bagatel

The Matador

18/04-07charmefyldt bagatel
Sorthumoristisk krimikomedie af den rutinerede instruktør Richard Shepard, der efter en del marginaliserede film- og tv-projekter leverer veltimet og fornøjelig underholdning i den letbenede skalaende, der evident er inspireret af det unikke genrefusionerende Tarantino-touch, selvsagt uden at opnå mesterens himmelråbende genialitet. Shepard har selv skrevet manuskriptet, der i kyndige hænder fortæller en politisk ukorrekt historie om en professionsimpotent lejemorders deroute udi en midtvejskrise. Der bydes ikke på store mængder originalitet eller nytænkning, og The Matador hæver sig da heller ikke langt over kategoriseringen tidsfordriv, men humøret er højt og smittende og underholdningsværdien upåklagelig. Ydermere har Shepard samlet en mesterlig lille skuespillertrup til at løfte filmen betydeligt.

Efter at være afskrevet som James Bond på grund af alderdom, har en sublimt veloplagt Pierce Brosnan gået selvironiske veje, og han er da også afsindig morsom og velspillende i hovedrollen som afdanket lejemorder, der går fra at være en nonchalant kvindebedårer til usikker tudebarn (glimrende indikeret i filmens begyndelse, hvor Brosnan ser sig selv som manipulerende tyrefægter, men faktisk er den manipulerede, tyren). Problemstillingen er let genkendelig, Shepard hensætter bare tematikkerne i et aparte miljø, hvilket kickstarter den allestedsnærværende humor med et brag. Den maskulinitetsnedtrappende historie er oftest stillestående og ret indifferent, men seværdigheden findes altså i det humørsmittende skuespil, hvor den lange perlerække af underfundige replikker leveres med en svigende sikkerhed og komisk præcision. Greg Kinnear er typecastet, men unægtelig velfungerende som underdanig husbond med manglende succes og selvsikkerhed, og kemien mellem ham og Brosnan er uvurderlig.

The Matador stiliseres med en ubemærkende ligegyldighed, hvor den velramte musikside dog byder på en del pletskud af den mere anderledes slags (især The Killers’ fantastiske I Got Soul But I’m No a Soldier bør nævnes). Shepard leverer en harmløs, men dog stadig elskværdig bagatel af en film, der takket være den frafaldne Bond i sit livs rolle hæver sig op på de små fire stjerner.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.