Down in the Valley: forbudt kærlighed – nu uden klichéer

Down in the Valley

20/04-07forbudt kærlighed – nu uden klichéer
Sobert og yderst velspillet, men også noget genreskizofren drama, skrevet og instruere af filmmageren David Jacobson, der sidst begik den udmærkede skildring om virkelighedens seriemorder Jeffrey Dahmer. Med Down in the Valley beretter Jacobson en engagerende historie om den forblindende kærlighed som sjælefrelsende unikum, med en overordnet sensitiv og indsigtsfuld eftertænksomhed, der i sidste halvdel dog desværre undermineres af en mere triviel historie om en psykotisk sjæl på flugt fra virkeligheden.

Jacobson indleder sin film med stemningsfulde billeder af symmetrisk idylliskhed, hvoriblandt den ungdommelig rebelske Evan Rachel Wood mere eller mindre ufrivilligt er hensat. Wood er umådelig naturalistisk og overbevisende som den unge pige, der keder sig i livets banale problemstillinger og i stedet finder en fascinerende flugt hos en mystificerende fremmed, ageret af denne generations allerbedste skuespiller, Edward Norton, der endnu engang når nye overdådige højder i rollen som cowboy-plagiatet, der føler sig som tilhørende af en forglemt kultur. Første halvdel byder på en ganske uforudsigelig og til tider smuk kærlighedshistorie, hvor Wood og Norton finder en flygtig forståelse i hinanden. Jacobson iscenesætter denne del med en velafbalanceret mængde af pompøsitet og idealisme, hvor han lader Norton udbryde er inderligt ´wauv´ over situationens skønhed. Den sødmefyldte romance overskygges dog af virkelighedens påtrængning, indikeret gennem Woods far, en tilpas indædt og altid seværdig David Morse, der portrætterer faderlig frustration og protektion med rørende elegance.

Down in the Valley er en todelt affære, hvor første halvdel om gensidig og uklar kærlighedsudnyttelse klart er den bedste. Anden halvdel indebærer en konstant plausibel Norton i en lidt overdrevet, men velment historie om en ubevidst selviscenesætter, der har mistet kontakt med virkeligheden. Den simple dramatik overproportioneres til en standardiseret jagt efter skurken, og publikums personlige engagement daler gradvist. Tematikken med ydre og indre ramme hos forældreforbilledet (reversibel for henholdsvis Norton og Morse) er dog stadig spændende, og som publikum mistes man ikke helt i svinget. Det er dog beklageligt, at Jacobson ikke har haft selvsikkerhed nok til at fortsætte den tvetydige kærlighedsfortællings simple force, men i stedet har følt, at filmen skulle sluttes af med et spændingsjagende og eksplicit brag. Kritikpunkterne til trods, så er Down in the Walley stadig en anbefalelsesværdig film (tillige skal man lede længe efter så grandios en lyd- og billedside), der dog havde potentiale til at være fremragende og ikke ´bare´ god.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.