L.A. Confidential: Korruption til knæene

L.A. Confidential

29/04-07Korruption til knæene
Den alsidige instruktør Curtis Hanson har, med hjælp fra nogle af nutidens største og mest kompetente skuespillere, produceret en uforglemmelig film om Los Angeles politis mørke og dunkle sider, hvor korruption er hverdag og mord rutine.

I det omfattende persongalleris centrum figurerer de tre politimænd Jack Vincennes (Kevin Spacey), Ed Exley (Guy Pearce) og Bud White (Russel Crowe), hvilke vi følger gennem nogle af de talrige handlingstråde, der ved første øjekast kan synes uoverskuelige, men efterhånden flettes sammen til en stor masse, hvor logikken lyser ubesværet, klart frem, og hvor svarerne viser filmens sande billeder. En værdig afslutning på en helt igennem forrygende film, hvor vi bliver slynget igennem adskillige politimænds korrupte verdener krydret med løgne og forbrydelser, i fællesskab med en nærmest satirisk undertone, der gør ’L.A. Confidental’ til en ret unik og indbydende cocktail.

’L.A. Confidential’ besidder en helt særlig stil eller kant, der gør den til dette enestående værk. Måske er det den stemningsfulde musik, der matcher billedernes stemning perfekt, selvom man sjældent bemærker den. Eller også er det den fra top til tå uhæmmede dialog proppet med respektløse og sarkastiske kommentarer, som de forskellige hoved- eller bipersoner afgiver eller får smidt i hovedet konstant. For ’L.A. Confidential’ er med disse sarkastiske kommentarer og sin før omtalte satiriske undertone noget så sjældent som en morsom thriller. Specielt medvirker altid underholdende Danny De Vito til at skabe det humoristiske aspekt i hans rolle, som uhumsk redaktør på det ligeså uhumske sladderblad ’Hush-Hush’, der ufortrødent afslører alle de kendtes hemmeligheder. Den lille fede mand fungerer i visse øjeblikke som regulær fortæller, mens han fører os rundt blandt de kendte og i særdeleshed deres hemmeligheder. Bestemt en sjov karakter i en - som sagt - ret sjov film.

Der er altid noget specielt over en film, hvis skuespillere udelukkende leverer overbevisende præstationer. Når de ikke viser et eneste falsk træk, ikke et forkert ansigtsudtryk; eminente skuespilspræstationer kan af og til gøre selv den mest åndsforsnottede historie forholdsvis spændende - fordi man kan leve sig ind i rollerne og i de enkelte personers udvikling. Med andre ord kan en suveræn film næsten ikke produceres uden fornemt skuespil, da skuespillernes formål ofte er at gøre alting mere troværdigt.
’L.A. Confidential’ rummer disse skuespillere, der ganske enkelt ingen udsving har. Russel Crowe, Guy Pearce, Kevin Spacey, Kim Basinger og før omtalte De Vito leverer alle pragtpræstationer i deres ofte usympatiske roller som politimænd, luderer eller sladderjournalister. Det skal dog ingen hemmelighed være, at de tre stærkeste kort findes i form af trekløveret Crowe, Pearce og Spacey. Crowe som den ualmindeligt temperamentsfulde Bud White, der i sin evige søgen efter hævn bevæger sig ind på en sti fyldt med vold og mord, Pearce som den pligtopfyldende og fremadstormende dengse-politimand, der vil gøre alt for at nå ’toppen’ og Spacey som medieluderen, der altid er god for en kvik kommentar eller to. De tre fantastiske skuespillere er tæt på at være filmens højdepunkter i hver deres pragtpræstation.

’L.A. Confidential’ er en original krimithriller, der med en hel stab af eminente skuespillere og en perfekt tilsat satirisk tone, besidder en bemærkelsesværdig og humoristisk kant, der uden at blive decideret fjollet, gør filmen til noget helt uovertruffet og mesterligt. Og selvom det enorme persongalleri og de mange handlingstråde som sagt kan virke uoverskuelige, findes tydelige svar til slut, hvor alle spekulationer hører op og bliver enten be- eller afkræftet.
Alt i alt en uforglemmelig og filmisk fantastisk safari i en syret og stemningsfuld storby, man ganske enkelt ikke må snyde sig selv for.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.