Out of Sight: Ja og nej, mest nej.

Out of Sight

06/05-07Ja og nej, mest nej.
SPOILERS

En rigtig god og sjov film, ingen tvivl om det. Men når det er sagt, så er det en af den slags film, der skiller instruktørfårene fra bukkene. Man kan se hvem der virkelig har noget på hjerte og hvem der "bare" vil gøre publikum tilfredse med lækre stjerner. Soderbergh bliver, uanset hvordan han staver sit navn, ikke en navnkundig instruktør.

Romanforlægget er jo topkvalitet, Leonard i sit altid humanistiske hjørne, ikke så kynisk som kollegaen James Ellroy. Det egentlige tema i Out Of Sight er at flygte - ikke kun fra fængslet, men fra kærligheden, sine følelser, tilstedeværelsen. Erik Clausen har taget samme tema op i Ledsaget Udgang. Det er Clooney der kæmper for altid at komme out of sight af livet.

Dylan trak paralleller mellem fængsel og kærlighedsforholdet:

If you can't do the time, don't do the crime
Heart of mine

Det samme gør Leonard i romanen.

Soderbergh pleaser os derimod med en feel good movie, selvom vi er vidne til en perfekt tragedie, som kunne være fortalt så meget bedre. Men Soderbergh insisterer på at Lopez og Clooney skal spille imod deres rollers karakter. Politikvinden Lopez har en affære med en gift FBI-mand, og det er hvad hun har kunnet støve op og så pludselig møder hun kærligheden i form af en bankrøver, der udfordrer hendes moral. Konflikten er eminent, men Soderbergh kvæler den. Det ER hendes store møde med kærlighed i livet, herefter kan hun vende tilbage til lovens lange fjolser. Den konflikt er Soderbergh helt ligeglad med. Hvordan håndterer man en kærlighed som omverdenen må fordømme? Hvad er vigtigst, kærlighed eller de principper? Hun tør gå ind i det og håndtere det. Skide modigt, men hun må være splittet like hell! Soderbergh får ikke formidlet Lopez' desperation over at hendes store kærlighed er så konfliktfyldt. Og det er ikke nemt at få en kvinde, der ser så godt ud, til at spille desperat, men kønne kvinder er også desperate. Det er bare ikke gået op for Soderbergh. Og så antyder han at hun tænder på forbrydere. Hvor banal kan man blive?

Tilsvarende med Clooney, stjernen med et dengang så stort skuespiltalent. Han bliver kvalt og simplificeret som en gadedreng, der møder kærligheden uden at opdage det. Men det passer ikke. Han elsker hende. Hans dilemma er at han flygter fra sine egne følelser, og mødet med Lopez bøjer dilemmaet for ham i neon. Da han bliver bedt af Lopez om at lægge pistolen ned, er vi ved konfliktens klimaks. Kan han tage det opgør med sig selv og vælge kærligheden til Lopez selvom den først koster han nogle år i fængsel? Nix, hans liv bliver et Brief Encounter med kærligheden og derefter ude af syne igen. Medfangen i fangetransporten er ham selv om 10 år, spejlet, det mønster han aldrig kom ud af. Det viser hun ham, men det er for sent for ham. Man har et valg, det vidste skvadderhovedet - men han traf det forkerte.

Her burde kompositionen, vinklerne, sidehistorierne træde til og illustrere dette møde ved milepælen som det må være for både Lopez og Clooney, men Soderbergh forfalder til drengestreger og er ligeglad med dynamikken, alvoren og tragedien i at deres kærlighed er umulig. Som om han er alt for opmærksom på at han laver en film.

Leonards replikker kan han dog ikke fucke op, og flere af scenerne er rigtigt sjove, men han kan ikke tage livet eller sine personers liv alvorligt. Der går Ocean's i den. Det bliver en komedie med lækre skuespillere. For hvem interesserer sig for indholdet af film? Soderbergh gør i hvert fald ikke.

Tarantino valgte at filmatisere Rum Punch. Det gjorde han nok ret i. For Jackie's tragedie står i bogform på grund af timingen en anelse stærkere end Out Of Sight. Men Leonards menneskesyn er fabelagtigt. Han registrerer, hylder og ydmyger. Kærligheden kommer ikke af sig selv, men den forsvinder igen hvis man ikke vælger den - out of sight.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.