Alpha Dog: Gangsterleg

Alpha Dog

11/05-07Gangsterleg
Thrillerdrama baseret på en virkelig sag om en gruppe unge californiske narkohandlere, som tog en 15-årig fyr som gidsel for at tvinge hans storebror til at betale sin gæld.

Filmen bygger først og fremmest på kontrasten mellem de unge hovedpersoner, som er vokset op med swimmingpool i baghaven og forældre på recreational drugs og tydeligt ser det hele som en leg, hvor de agerer gangstas - og så den alvor, der rammer dem, da de omsider indser, at kidnapning er en alvorlig forbrydelse, som kan få helt uoverskuelige konsekvenser. Det er surrealistisk at se på, hvordan de bare ryger mere marihuana og fester med deres 15-årige fange, som egentlig synes, det er meget cool at være blevet kidnappet.

På den led er filmen et ganske interessant billede af en totalt rod- og samvittighedsløs ungdom, også selv om den ikke kommer med forfærdelig meget nyt i forhold til fx "Blow". Personerne i "Alpha Dog" er bare dummere og mindre kompetente.

Til gengæld synes jeg slet ikke, det virker, når forfatter-instruktør Nick Cassavetes bruger elementer i dokumentarstil. Han har fx klippet scener ind, hvor nogle af personerne udtaler sig om hændelserne, efter de skete - og det fungerede slet ikke for mig. Fordi de ikke bliver brugt konsekvent, men kommer på tilsyneladende tilfældige tidspunkter. Derfor blev jeg aldrig rigtig fanget af "Alpha Dog", for den havde det simpelt hen med at bryde sin egen fiktion, hver gang den ellers hårdtpumpede historie var kommet op at køre. Skuffende, for jeg har ellers været glad for Cassavetes Juniors tidligere film.

Derudover vil "Alpha Dog" selvfølgelig blive husket som Justin Timberlakes første film, og han gør det faktisk ganske glimrende som én af de øverste i ungdomsforbryderhierarkiet. Resten af hovedrollerne spilles af relativt ukendte yngre skuespillere - Dominique Swain og Emile Hirsch er vel de mest etablerede - og "Alpha Dog" er på den måde interessant som én af den type seriøse ungdomsfilm, hvor man kan regne med, at flere af de medvirkende vil blive til større navne i de kommende år.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.