Jagten på lykke: Only in America

Jagten på lykke

12/05-07Only in America
*spoilers*

Hvis du føler en trang til at blive tvangsfodret med den amerikanske drøm, skal du bare se "The Pursuit of Happyness". Den er baseret på en virkelig historie fra starten af 80'erne om en mand, hvis énmands-sælgerbiks går så skidt, at hans kone forlader ham, og han bliver smidt ud af sin lejlighed. Men han kæmper videre, fordi han vil give sin søn et godt liv, får en praktikplads hos et stort børsmæglerfirma og ender som mangemillionær.

Der er selvfølgelig en sød historie i hovedpersonens kamp for sit barn, men ellers er det hardcore amerikansk tro-på-dig-selv-og-arbejd-hårdt-så-skal-du-nok-få-succes. Og den er simpelt hen for tyk til mig. For det første foregår det her i den tid, hvor Reagan-administrationen smadrede den amerikanske økonomi, men det forholder vi os ikke lige til. For det andet synes jeg, at filmens menneskesyn er ekstremt ubehageligt. Hvad med alle de andre hjemløse på herberget - skulle de også bare tage sig sammen og arbejde lidt hårdere, eller hvad? Og hvad med de af dem, som fx ikke er begavet med et stort naturtalent for matematik ligesom hovedpersonen? Det er også forbløffende, at der slet ikke bliver stillet spørgsmålstegn ved, at det her børsmæglerfirma giver 20 mennesker en praktikplads, fortæller dem, at det er en konkurrence, hvor kun én får job til sidst - og derefter sætter dem til at ringe kold kanvas for at skaffe nye kunder til firmaet. Vel at mærke uden at de får en cent i løn for et halvt års praktik! Til gengæld er hovedpersonen enormt forarget over, at staten kan beslaglægge penge på hans bankkonto, når han ikke har betalt skat i et års tid ...

Det er altså en gang fup-socialrealisme. Det er lidt synd for de hjemløse, men de kunne jo bare tage sig sammen.

Bortset fra det er det en ganske vellavet film. Will Smith spiller rigtig godt i hovedrollen og demonstrerer langt større spændvidde end i sine tidligere roller. Jeg ved ikke helt med hans Oscar-nominering, men god, det er han. Og det er et kup, at de har fået hans søn til også at spille sønnen i filmen - der er en fantastisk kemi mellem far og søn, som bærer rigtig meget af historien. Filmens gengivelse af San Franciscos fattigere kvarterer i starten af 80'erne virker også ret overbevisende. Men bortset fra den politiske dimension, som jeg altså slet ikke kunne klare, synes jeg egentlig også, at den var lidt kedelig. Der er ikke rigtig nogen overbevisende konflikt og heller ikke meget udvikling i historien.

17/07-08Only in America
For mig, lyder det som om, at du ikke helt har forstået budskabet med denne film.

Du har da slet ikke fattet, at man skal følge sine drømme og aldrig give op. Jeg garantere dig, at hvis du virkelig står inde for din drøm og beskytter den. Så er du sikret dig at din drøm går 200% sikkert i opfyldelse. Du mangler bare lidt tro på at du kan klare det.

Prøv at se filmen et par gange til, og se om du ikke kan læse budskabet ordenligt.

17/07-08Only in America
Du er skam ikke den eneste, der hverken kan finde hoved eller hale i denne anmeldelse...

Der bliver blandt andet spurgt:
"Hvad med alle de andre hjemløse på herberget - skulle de også bare tage sig sammen og arbejde lidt hårdere, eller hvad"?

Filmen skulle nok vare lidt mere end 117 minutter, hvis man også skulle give et indblik i alle de andre hjemløses fremtid...

"Hvad så med alle dem der ikke har et naturtalent indenfor Matematik"? bliver der følgende spurgt om

Ja, hvad med dem? Det kunne måske tænkes, at de så var gode til noget andet, eller du foretrækker måske at alle mennesker på jorden skal være gode til matematik!?

20/07-08Only in America
Jeg forsøger at gøre det her kort, for det bliver lynhurtigt en politisk diskussion ...

For mig at se er der overhovedet ingen tvivl om, at "The Pursuit of Happyness" er fortalt ud fra et ultraliberalt synspunkt, hvor moralen tydeligt er, at enhver er sin egen lykkes smed. Det er jeg faktisk enig i. Men samtidig formidler filmen, at a) der ikke kan være ydre omstændigheder, der forhindrer folk i at opfylde deres drømme, b) lykken er lig med materiel succes, og c) det er i orden at udnytte folk, som er dårligt stillet.

Det første synes jeg er naivt, det andet fattigt, det tredje ekstremt usympatisk.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.