Kunsten at græde i kor: Og så er der kaffebord

Kunsten at græde i kor

18/05-07Og så er der kaffebord
Peter Schønau Fogs spillefilmsdebut, filmatiseringen af Erling Jepsens roman ”Kunsten at græde i kor”, er en bittersød tragikomedie om et barns naturlige tilpasning til et hjem, hvor en far udnytter sin egen svaghed og selvmedlidenhed til at gøre grusomme ting. Når jeg siger bittersød, så er det med stor vægt på det bitre. Filmen er nemlig bitter som citronsyre, og selv om Peter Schønau elegant præsenterer os barnets naturlige misforståelse af ondskab på en lun og komisk måde, så efterlader filmens grusomheder os med en ubehagelig smag i munden.

Vi befinder os i en flække i Sønderjylland i starten af 1970erne. Barnets er den 11-årige Lasse (spillet uhyggeligt overbevisende af Jannik Lorenzen). Lasses far (en fremragende Jesper Asholt, der er på sit højeste siden ”Mifunes sidste sang”) er den lokale mælkemand. Farens mindreværdskomplekser har udviklet sig til hysteri, og hver nat bryder faren sammen og truer med selvmord. Moren (Hanne Hedelund) tager sovepiller for at slippe for ham, så Lasse må i stedet få teenage-søsteren Sanne (Julie Kolbech) til at trøste ham.

Vi ser alt dette fra Lasses naive og uforstående synsvinkel. For Lasse er det det naturligste i verden, at man må gøre alt for at gøre far god igen. Og det giver ham en god ide, da han opdager, at faren er allergladest, når han får hele byen til at græde med sine rørende begravelsestaler.

Tonen i Peter Schønaus film er lavmælt og stille, hvilket forstærker Lasses synsvinkel. Eftersom det hele er Lasses hverdag, så virker alting på overfladen ganske ordinært. Der er et lille opgør med den rivaliserende købmand. Langhårede knallertbøller der hører nymodens rockmusik. Familiefødselsdage med kaffebord. Men under den sønderjyske hverdagsoverflade lurer der et kulsort mørke.

Filmen er en fantastisk psykologisk skildring af en mand, der manipulerer med sine omgivelser og undskylder det med selvmedlidenhed. Hvis man ser bort fra det incestuøse element i filmen, så er faren en velkendt type. En martyr for sit eget selvhad. Også Julie Kolbech i rollen som søsteren er virkelig god. Vi ser igen fra Lasses uforstående synsvinkel, da hun stritter imod og finder sammen med drenge, og igennem hende begynder Lasse gradvist at forstå, at alting i hans verden måske ikke er, som det bør være.

Men indtil da er filmen flere steder umådeligt morsom i skildringen af tragiske skæbner på kanten af det absurde, og Lasse der observerer denne verden med den største selvfølgelighed og naturlighed. Peter Schønau Fog formår i sin stærke debut at blande det dybt tragiske med det dybt komiske, så resultatet er en intelligent, morsom og rørende film.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.