Syriana: Oliens forbandelse

Syriana

30/05-07Oliens forbandelse
Sammenhængen mellem råolie og USA's Mellemøsten-politik er hovedtemaet i "Syriana", der er inspireret af en tidligere CIA-agents erindringer. Den er skrevet og instrueret af forfatteren bag "Traffic", Stephen Gaghan, og er på samme måde bygget op af en række små historier, der flettes sammen omkring det fælles tema.

"Syriana" følger både en CIA-agent på morderiske missioner i området, en finansrådgiver med speciale i olie, en arabisk prins med moderne visioner og pakistanske gæstearbejdere, der bliver lokket ind i islamistisk terrorisme. Og bag det hele lurer et par meget store olieselskaber, som tydeligvis trækker i alle trådene.

Det er en film med et bidsk og tankevækkende budskab om sammenhængen mellem storkapital og politik. Ikke mindst pointen i, at det er i USA's interesse at forhindre demokratiske reformer i de olieproducerende mellemøstlande. Men Gaghan forsøger at gabe over for meget, for ud over den politiske vinkel er der rigtig meget human interest og social bevidsthed i filmen. En del af det virkede overflødigt på mig og gjorde dermed helhedsindtrykket noget sort-hvidt og naivt.

Men det er en fin film, som vinder meget på de gode intentioner og en trods alt elegant eksekvering af et komplekst manuskript. Og George Clooney er rigtig god som CIA-agent, bl.a. bakket op af Chris Cooper og Christopher Plummer i et par fine biroller.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.