München: Spielberg i topform

München

02/06-07Spielberg i topform
Afdæmpet, men hårdtslående film om en gruppe israelere, som regeringen sender på en uofficiel hævnmission efter Sorte Septembers terrorangreb mod de israelske OL-deltagere i München. Deres briefing er rendyrket black ops og baseret på virkelige begivenheder: Dræb 11 navngivne palæstinensere, som var med til at planlægge terroraktionen.

Agenternes arbejde skildres i klinisk, nøje detaljeret stil. Der er helt tydeligt skruet ned for dramatikken, fordi det skal være dokumentarisk og ikke ende som actionfilm. Mordene har en hektisk energi, men er først og fremmest væmmelige, fordi de er så kliniske. Og med få, velvalgte midler lykkes det Spielberg at skildre, hvordan agenternes stille og roligt mister deres menneskelighed undervejs. Når det bliver rutine at dræbe et andet menneske, men de samtidig tvivler på, at de gør det rigtige. Og ikke mindst da paranoiaen for alvor slår ind, efter det går op for dem, at den anden side nu også er på udkig efter dem. Det gør ikke tingene mindre komplicerede, at det foregår under den kolde krig, hvor det er meget svært at være sikker på, hvem der er ven eller fjende, når man først er blevet paranoid.

Filmens helt store styrke er, at den ikke vælger side. Både israelernes og palæstinensernes argumenter for at bruge vold gengives loyalt og overbevisende. Og selv om man selvfølgelig kommer tættest på de israelske agenter, gør Spielberg meget ud af at vise deres ofre fra PLO-toppen som sympatiske, levende mennesker med familie, humor og en drøm om Palæstina. Samtidig bliver det undervejs klart, at Mossad ikke nødvendigvis pegede på de 11 palæstinensere, fordi de var med i Sorte September, men at der i stedet lå en simpel øje-for-øje-logik bag: 11 palæstinensiske ledere for 11 israelske sportsfolk. Og derfra er ikke nogen overraskelse, at det viser sig, at det blot avler endnu mere vold, når man besvarer vold med vold. Spielberg fik en del kritik for sin behandling af et ømtåleligt emne, men jeg synes, det er 100% forståeligt, at han forsvarede sig med, at "Munich" skulle ses som en bøn om fred.

Det er nemlig en flot nuanceret film - hvilket ikke bliver mindre imponerende, når man tænker på, at der faktisk står en jøde bag kameraet. Det er i øvrigt ført flot af Janusz Kaminski i dyster, afdæmpet dokumentarisk stil. Ja, selv John Williams' musik er i passende lavt gear. Og så er der godt skuespil hele vejen rundt. Fra Eric Bana i den absolutte hovedrolle som lederen af snigmordergruppen over Ciarán Hinds og Mathieu Kassovitz som andre agenter til en fantastisk Geoffrey Rush som deres Mossad-kontrol og Lynn Cohen, der gør det fremragende som Golda Meir i et par scener.

"Munich" er også fremragende som helhed. Stærk, afbalanceret og med noget meget væsentligt på hjerte. Og helt uden den klæge sentimentalitet, som ellers har belastet mange af Spielbergs seriøse film. I mine øjne er "Munich" den bedste film, han nogensinde har lavet.

02/06-07Spielberg i topform
Münich er en rigtig god film, men at kalde den Spielbergs bedste synes jeg er noget af en overvurdering.
Her min Spielberg rank:

1)Indiana Jones and the Last Crusade (6/6)

2)Schindler's List(6/6)

3)Raiders of the Lost Ark (5/6)

4)E.T. the Extra-Terrestrial (5/6)

5)Münich (4.5/6) måske 5/6

02/06-07Spielberg i topform
Manden har unægtelig lavet mange gode film, men jeg synes, "Munich" lige stikker næsen forrest, fordi det efter min mening var dér, Spielberg for første gang fik kombinationen af alvorligt emne og god film til at gå helt op.

Min Spielberg-topliste er nok:
1) Munich
2) Jaws
3) Raiders of the Lost Ark
4) Schindler's List
5) Saving Private Ryan

07/06-07Spielberg i topform
Det mener jeg nu lykkedes til UG. i Schindler´s List. Noget andet er, at jeg synes Saving Private Ryan er noget overvurderet, jo den er flot lavet men, handlingen er bare for tynd. (3/6)

07/06-07Spielberg i topform
Klip de sidste fem-ti minutter af "Schindler's List" ud, og så er vi enige. :-)

07/06-07Spielberg i topform
haha, igen enig, det er præcis hvad jeg har kritiseret den for i min anmeldelse. :-) Det er da sjællent at jeg været så enig med nogen, i så mange film vurderinger.... Altså lige pånær Rocky Balboa.

PS: Kan se at du har givet
United 93 (6/6) og den skal jeg se en af dagene, så det ser jeg frem til. Den kan kun være bedre end Oliver Stones elendige bidrag, med WTC.

07/06-07Spielberg i topform
Spændende - jeg vil se frem til din anmeldelse af "United 93". Jeg er egentlig ret spændt på, om den kan være en lige så stor oplevelse på dvd. Meget af dens intense stemning syntes jeg stammede fra den klaustrofobiske fornemmelse af at være med på flyet, som man jo godt ved, hvad der vil ske med. Og den fornemmelse må alt andet lige være nemmere at blive grebet af i en mørk biografsal end hjemme i stuen.

07/06-07Carcajou
Jeg tror (desværre) ikke du får den samme oplevelse derhjemme. Selv nåede jeg den ikke i biffen, og efter at have hørt fra nærmest alle, at det var et sandt mesterværk, blev jeg ærlig skuffet, da jeg spændt satte den i afspilleren. Det er uden tvivl en god film, men denne mageløshed som alle snakker om, oplevede jeg bare ikke. Jeg er vild med Greengrass' realisme, men jeg synes ikke den fungerer som pseudo-virkelighed. Den fungerer bedre i "Bloody Sunday", hvor vi ved, at det vi ser rent faktisk skete.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.