Det Levende Slot: Fantasi-trip

Det Levende Slot

16/06-07Fantasi-trip
Miyazaki-land: Forbandelser, hekse og surrealistiske scenerier. Denne her er baseret på en bog af Diana Wynne Jones og handler om en pige, der bliver forbandet og forvandlet til en gammel kone efter et tilfældigt møde med en troldmand. Hun begiver sig ud i heksenes land og kommer om bord i troldmandens levende slot - og derfra går det løs med forskellige hekses planer og forbandelser på kryds og tværs, der skal løsnes.

"Det levende slot" minder rigtig meget om "Chihiro og heksene", ikke mindst i plottet om en pige, der kommer til et magisk sted. Og ligesom i "Chihiro" er troldmandens hule fantastisk. Det levende slot er fyldt med fine detaljer, ikke mindst det slæng af sære væsener, der bliver samlet i løbet af filmen - heriblandt en ilddæmon, et fugleskræmsel og en astmatisk hund. Plus godt udtænkte monstre, der lurer uden for slottet.

Historien er lidt længe om at komme i gang, men når den først kører, er det bare at læne sig tilbage og nyde den fantastiske verden, de fabulerende indslag og den banale, men fængende kærlighedshistorie. Derudover er "Det levende slot" en markant antikrigsfilm, hvilket giver den en fin alvorlig undertone. Og jeg skulle så lige bruge et par minutter på at vænne mig til en film i en vesteuropæisk verden, hvor folk taler japansk. :-)

Ikke helt på højde med "Chihiro og heksene", men stadig en fantastisk oplevelse.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.