Amarcord: Livets store karneval

Amarcord
Film Amarcord
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
Livets store karnevalZa Kannushi

03/07-07Livets store karneval
Fellinis semiselvbiografiske ”Amarcord” er et poetisk, filmisk tilbageblik på lillebyliv i Italien i 1930erne med pubertet, familie, fascisme, kirken, skolen og ikke mindst damerne. Fellini laver en fantastisk sammenkædning af skæbner og stemninger i den lille by er tydeligvis med en stor sans for de små detaljer.

Filmens omdrejningspunkt er en murermesterfamilie i byen Rimini, hvor Fellini også selv voksede op. Middagsbordet ender i et voldsomt italiensk skænderi mellem faren (Armando Brancia) og moren (Pupella Maggio) om familiens uvorne pubertetsknægt, Titta (Bruno Zanin), der laver skarnsstreger i byens skole og biografer med sine lige så uvorne venner. Titta er dog ikke filmens hovedperson, men blot omdrejningspunktet hvor alle byens borgere fra storbarmede købmandskvinder, blinde harmonika-spillere, skrønefortællere, smågale ludere, strenge skolelærere, præster og fascister kredser omkring. En lille by hvor der ikke sker så meget, men hvor alle har drømme og hede fantasier. Inklusiv fascisternes store tomme luftkastel af en ideologi.

Vi følger byen igennem et år med afsæt i byens forårsfest, hvor vinterheksen brændes af på byens plads med alle borgerne omkring. Fellini laver en fantastisk sjov introduktion af Tittas skole, hvor lærer prapler løs om kirke og stat, matematiske formler og alverdens andre ting, mens pubertetsknægtene laver drengestreger. En lærer går rundt og plaprer løs i sin undervisningsiver uden at ænse, at han er kommet helt ud på gangen. Præstene er omtrent lige så interesseret i drengene, når de er til skrifte og skal fortælle, hvor tit de onanerer.

Drengene er nemlig kun optaget af byens piger. Specielt frisøsen Gradisca (Magali Noël), der selv har drømme om fascister i pæne uniformer. Der går rygter om hende og en prins på byens fine hotel, og Fellini viser denne fantasi som en bizar ballet. Han viser også fascisternes absurde fest i byen, hvor en borger stiller en grammofon med Internationale i kirketårnet, hvorefter fascisterne hælder olie ned i Tittas Mussolini-kritiske fars svælg, mens de brokker sig over, at folket ikke forstår fascisternes gode intentioner.

Absurditerne i det italienske lillebyliv i 1930erne skildres med stor kærlighed og nostalgi. For eksempel er scenen hvor en af pubertetsknægtene fantaserer om at blive viet af en kæmpestor blomsterdekoration af Mussolinis skaldede hoved med den søde pige i klassen a under et fascistisk festoptog. Men der er også plads til en mere enkel og lidt mindre absurd skønhed og poesi i filmen som da en påfugl slår vingerne ud midt om vinteren på byens plads eller bare sommerlandskabet på landet.

Der er masser af både ægte og kunstig skønhed i filmen. Der er masser af bizarre fantasier og sjove absurditeter. Der er fuld knald på Fellinis talent for detaljer, når han i "Amarcord" skildrer det store sære karneval kaldet livet.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.