2046: Smuk, smuk film

2046

10/07-07Smuk, smuk film
Årh ... de pæne billeder. De der kinesere kan altså komponere film. "2046" foregår primært i en slags hyperrealistisk noir-udgave af 60'ernes Hong Kong, hvor hovedpersonen turer rundt blandt ludere og drukkenbolte i latinerkvarteret. Det er sindssygt flot lavet rent visuelt, hvor farver, vinkler, portrætter og kulisser går op i en højere stemningsmættet enhed.

Stemning er netop kodeordet i "2046", som kommunikerer meget mere via stemning end handling. Den er over-the-top romantisk, ekstremt erotisk og dybt melankolsk. Poetisk i sin skildring af noget nær den ultimative forfatterkliché.

Filmens hovedperson er en journalist, der lever af at skrive pornografi, men arbejder på et par science-fiction-romaner med titlerne "2046" og "2047". Romanerne er i virkeligheden en genskrivning af hans forhold til en håndfuld kvinder, som skildres i krydsklip mellem fortid, nutid og handlingen fra romanerne.

Den store hongkongske stjerne Tony Leung har hovedrollen og spiller forfatteren med al sin vanlige udstråling. Og mange fine træk i personskildringen - det er fx elegant, at hovedpersonen lyver i flere af sine voice-overs. Leung får flot modspil fra flere af kinesisk films største kvindelige stjerner - bl.a. Gong Li, Zhang Ziyi og Maggie Cheung. Især Zhang Ziyi er helt fantastisk som filmens femme fatale og viser langt større skuespiltalent, end hun gjorde i "Tiger på spring, drage i skjul" eller "Hero".

"2046" er nok ikke en film for enhver smag. Den er langsom, svær at følge med i og uden logisk pointe. Men jeg blev fanget af den smukke fortællestil og stemningen af ulykkelig kærlighed, der melankolsk søger tilbage til dengang, den var lykkelig. Måske.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.