Fargo: Højt til loftet, tæt på bunden

Fargo

19/07-07Højt til loftet, tæt på bunden
I et tilsyneladende relativt harmløst, temmelig trivielt og totalt snedækket skodområde i Minnesota, forekommer der nogle noget bizarre hændelser, der indbefatter ubehagelige begreber såsom blodsprøjt og massemord. Uskyldige, såvel som mindre uskyldige, bliver dræbt i hobetal af to infame kraftidioter, den ene lav og kringlet, Carl Snowalter, den anden stor og bogstaveligt talt urokkelig, Gaear Grimsrud. Deres antipatiske handlinger skyldes et tilbud fra Jerry Lundegaard - en løgnens mester i kraft af hans erhverv som bilforhandler – der af enfoldige og næsten uforklarlige grunde befaler sin kone kidnappet, så han kan gufle nogle af sin stinkende rige svigerfars potentielle ”bidrag” i skrutten. Den plan er dog dømt til at forkludre, og Jerry synker længere og længere ned mod afgrundens dyb, mens flere mister livet og vores anden hovedperson Marge Gunderson, politikvinden, stille og roligt nærmer sig sagens kejtede kerne.

”Fargo” er en uortodoks voldsbuffet serveret med slående menneskeskildringer, sort humor og miljøets facademæssige elendighed, alt præget af en visuelt små-dokumentaristisk stil, der markant tydeliggøre områdets åbenlyse trivialitet og håbløshed. Selv når massemorderne indtræffer i området med ravage og blod i bagagen, forholder det minimalistiske miljø sig i komplet ro, tilsyneladende upåvirket af de langtfra betryggende begivenheder. Politikorpset med Marge i spidsen, der har fornøjelsen af sagens grusomheder på tætteste hold, virker mildest talt også ret uanfægtet af mordscenarierne. Det er nemlig et indelukket samfund, der ikke finder livskvalitet i at bekymres.

Og det er blandt andet her Coen-brødrene hiver den sikre sejr i hus. Netop i deres skildring af det mest mærkværdige sted i hele Minnesota, staten hvor de selv er opvokset. Miljøet er tegnet med en effektfuld præcision og markant indlevelse og forbliver altid bemærkelsesværdig uforståelig for seeren. Man interesserer sig for denne tilsyneladende klokkeklare kloak af et helvedessamfund og ligeså meget for Coen-brødrenes fascinerende tematik, der også markeres igennem de velcastede og velspillende skuespillere, som tydeligvis behersker deres metier. Steve Buscemi, som en afpillet dumrian Carl, Peter Stormare som det tavse hashvrag Gaear, William H. Macy, som stjerneløgneren Jerry og ikke mindst Joel Coens hustru, Frances McDormand, der giver den som livsglad og uudholdeligt høflig politikvinde, der besidder en beundringsværdig evne til at se alle tilværelsens smukke sider og finde lys i selv de mest afstumpede eksistenser.

”Fargo” er på alle leder og kanter en fremragende, fascinerende og medrivende film, der besidder elementer fra vidt forskellige undergenrer som den sorte komedie, uhæmmede voldsfilm og hjerteskærende drama. Skuespillet er fremragende, historien er smukt fortalt og billederne minimalistisk, elegant optaget. Men for mig står hovedskildringen af det forfaldne eller smukke (døm selv) miljø som filmens stærkeste force og som grunden til at ”Fargo” aldrig vil forlade den centrale plads i min bevidsthed, den allerede har tilkæmpet sig.

19/07-07Højt til loftet, tæt på bunden
Lækker anmeldelse, lækker læsning! Måtte lige have det ud!

19/07-07RFriis
Som altid perfekt skrevet.
Selvom det er længe jeg har set "Fargo" har din denne glimrende anmeldelse bestemt gavnet min interesse for et gensyn. Tak for det.

19/07-07RFriis
Tak for roserne, hvis betydning er stor, da det kommer fra to så prominente navne her på scope - anerkendelsen er selvfølgelig gensidig, hvis i skulle være i tvivl :)

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.