Phone Booth: Telefonboks på overarbejde

Phone Booth

21/08-07Telefonboks på overarbejde
Kan 1½ time i en triviel telefonboks være intensiv?

Efter at have overværet Joel Schumachers uhyre nervepirrende spændingsopvisning i minimalistisk råstyrke og brillant udnyttelse af begrænsede midler, må svaret være et soleklart ”ja”. ”Phone Booth” er nemlig allerede fra det veludførte startskud en stor og fyldig rundbarbering af menneskets almene psykologi i de mest pressede situationer, man kan forestille sig. Filmen formår, selv med et ekstremt beskedent lavbudget, at tvinge sin tilskuer helt ud på stolekanten med en kriblende uhyggelig sensation i og omkring maveregionen, som om det var han/hun, der selv stod med et sigtekorn i panden på kanten af livets afgrund.

Den famøse sladderjournalist Stu (Colin Farrel) går sin sædvanlige sejrsgang i New Yorks myldretidsprægede gader, mens han arrangere diverse antipatiske, selvforfremmende løgne. Udover det lever han et hemmelighedsfuldt dobbeltliv, hvor han ved siden af sit forhold med samleveren Kelly (Radha Mitchell), nyder at fordrive tiden sammen med unge, håbefulde Pam (Katie Holmes). Han lever med andre ord et beskidt liv på en lyserød sky, hvor tilværelsen – for hans perspektiv - synes at udvikle sig perfekt. Dog slipper han ikke så let fra sine synder, da den overslidte stamtelefonboks i midten af storbyens myldretid pludselig giver en karakteristisk stønnen fra sig. Som en typisk reflekshandling samler Stu telefonen op, men manden i den anden ende af røret skal vise sig at være langt mere kundskabsrig end vanligt. Han ved alt om journalisten og peger efter alt at dømme et skarpt ladet gevær i mod hans selvglade slimfjæs.

”Phone Booth” er ikke altid lige skarp. Specielt de nærmest fraværende klimakssekvenser virker, trods en suveræn afslutningsscene, hen i mod enden regulært fejldoseret og de ”24-timer”-lignende splitscreens er relativt svage. Men når det så er sagt, er filmens hovedvaremærke, intensiteten, konstant centreret, mens den baner den tydelige vej til den eksplicitte spændingssucces. For sjældent har en telefonboks kørt så overbevisende på overarbejde, og sjældent har så få virkemidler set så eminent eksekveret ud. Målt i kroner og øre har ”Phone Booth” rigtignok ikke noget at byde på, men det er vel i grunden også uden betydning. For når pengene bruges med så stor sikkerhed som i filmen, er man tilbøjelig til at mene, at flere stakater ene og alene havde spoleret spændingsforestillingen.

Tilmed er Colin Farrells præstation ganske enkelt brillant i hans fortolkning af den truende konfrontation med den førnævnte livsafgrund, hvor følelser, tanker m.m. synes at løbe ud af egentlig kontrol. Skildringen af øjeblikket hvor livet bogstaveligt talt synes at styrte i ruiner, død og ødelæggelse er i ”Phone Booth” intet mindre en fremragende udført. Filmen er derfor ikke mange ærgerlige skønhedspletter for at erhverve sig den femte stjerne, som den, i form af dynamisk intensitet og effektiv nervepirring, er mere end bare tæt på.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.