Spoilers:

Ondskab. Vold. Meningsløshed. Ubehag. Sådan lyder centraludtrykkene i Michael Hanekes omvridende knivstik af en meningsløs voldsudfoldelse i den vanvittigt ubehagelige ”Funny Games”, der hudløst beskriver vold – for morskabens skyld. Hverken manden, drengen, kvinden, hunden eller naboerne slipper uden kroniske, psykologiske skader og fysiske men i to unge mænds bestialske fantasier eller fiktive voldsfilm, om man vil, hvor de har indplaceret dem selv som nederdrægtige skurke. De ødelægger for ødelæggelsens skyld, dræber for drabets skyld og tømmer bogstaveligt talt ofrene for både betragtelig livslyst og livskraft. Det er nådesløst ubehag, uforklarlig vold og psykologisk terror i fuld udfoldelse og for et aldeles vidt åbent tæppe.

Den nærmest frustrerende enkle historie er opbygget af ganske få elementer. En familie bestående af tre personer, manden Georg, sønnen Georg (jr.) og kvinden Anna, drager sammen med deres kærlige schæferhund ud på en familieudflugt, der i begyndelsen ligner en harmonisk og dejlig miniferie fuld af kærlighed, tryghed og varme. To unge mænd har dog noget helt andet i sinde. Fra for første møde med familien (på trods af klodsede optrin) at ligne to unge, relativt sofistikerede mænd med høflige replikker og god situationsfornemmelse, begynder de at tage deres sande form som morderiske bødler og diktatorer i voldens torturparadis. Den fredelige familie tvinges derfor ud i et sandt mareridt af uhørt fysisk og psykisk tortur, hvor de vel at mærke selv er de torturerede.

Man har i grunden bare lyst til at fjerne øjnene fra skærmen, når ”Funny Games” langsomt udfolder sig til det vanvittigt meningsløse vold. Ikke på grund af de visuelle voldseffekter, men derimod på grund af den psykologiske nedfældning af en stakkels familie, der langsomt, men sikkert smuldrer ned til den uundgåelige totalødelæggelse. Da deres elskede dreng, Georg, dør er far Georg og mor Anna så langt væk i torturens ubehagelige ”drømmeland”, at de først reagerer ved deres meget sene realisering af, hvad der er hændt. De to mænd har skræmt og tortureret dem ud i en psykisk afgrund, der ikke kan repareres eller glemmes og derfor ødelægger mændene familiemedlemmernes liv i mere end en forstand. Netop de psykologiske karakteriseringer er muligvis ”Funny Games’” allerstørste force og altafgørende facet i sejrsgangen mod den filmiske totaltriumf.

Oven i købet har mesterinstruktøren Michael Haneke gemt en lille opsang i sit ellers komplet meningsløse voldsteater. De to drenge/mænd, Paul og Peter, har i princippet ingen grund til at nedfælde familien med så uforstående, iskold nådesløshed, som de gør, men Haneke blotlægger rent faktisk en halv forklaring mod slutningen. Når Paul pludselig spoler virkeligheden tilbage som et overbelastet videobånd, er det udelukkende fordi, at de to mænd er så påvirket af mediernes voldsfiktion, at de ret beset ikke aner hvilken verden, de hører hjemme i. Og om de respektive verdener er opbygget af fiktion eller virkelighed. Derfor en særdeles stærk og løftet pegefinger fra Haneke til den ubetænksomme vold, der udfolder sig i nutidens, moderne medier.

Og mere er der vel egentligt ikke at sige om ”Funny Games”. Andet end det er end fuldkommen fremragende opvisning i psykologisk terror, uforklarlig vold, bestialsk morskab og fordrejede verdensopfattelser. Det er konstant forfærdeligt at føle, høre og se på, men hvis man beholder blokader væk fra ører, hænder væk fra øjne og klumpen væk fra halsen, vil man opleve en omfattende psykologisk triumf spækket med den måske største mængde af meningsløs ubehag, filmmediet nogensinde har fremstillet!

Fremragende anmeldelse, Rasmus. Min enighed er total og jeg kan kun beundre den måde du sætter ord på filmens overvældende force af ubehag.

Spoilers:
Specielt midterdelen ramte mig dybt. Den 9-10 minutter lange scene i opholdsstuen, der i vitterligt dræbende tempo og lamslående stilhed giver os gråd, smerte, håbløshed og Georg jr. klasket op af væggen, efterfulgt af de ligeledes klaustrofobiske udendørsscener synes som taget ud af et mareridt og er, for mig at se, klart filmens klimaks. Først her går det rigtig for os hvor grufulde de to mænd er og hvor vidt de har flået familien itu. Havde du det på samme måde?

Rasmus: Tak for den fornemme ros, som jeg kun kan sende tilbage. Din anmeldelse af "Gosford Park" er nemlig sublim - jeg er enig i hvert et ord!

Angående midtersekvensen med Hanekes karakteristiske, ubevægelige kamera, kan jeg kun erklære mig enig. I særdeleshed da Georg bryder ud i gråd over tabet af sin søn og ulykken, der er væltet ind over ham og trumlet ham ned, aktiveredes mine følelser for alvor. Syndt at Ulrich Mühe er gået bort, for han gør det - undskyld udtrykket - fandme suverænt!

Ernie: Også tak til dig for den ligeledes fornemme ros, og hvis du skulle være i tvivl, er den gensidig. Som du rigtigt har gættet, har jeg anskaffet mig Haneke-boksen til sølle 129 kr. (eksl. fragt), og den kan selvfølgelig kun anbefales. Omslaget er godt nok på finsk, men hvis man kan leve uden handlingsresumeer og andet gejl på bagsiden, må det siges at være et fremragende køb (kan jeg endda sige uden at have set de resterende tre film!).

Jeg kan godt følge dig, men egentligt føler jeg ikke, der er det helt store mellemrum mellem vores respektive teorier. Vi er jo enige om, at det er den unuancerede filmvold, der er i fokus, og hvordan den kan være svær at forholde sig til, hvis jeg ikke tager fejl. Ellers en rigtig spændende drejning, du har fundet i filmen.