Irréversible: Storm før stilhed

Irréversible

19/09-07Storm før stilhed
Efter et gensyn med den på alle måder ekstreme franske eksperimentalfilm, ”Irreversible”, står det mig personligt langt mere klart, hvorledes filmen er andet et fikst stilhylster. At den er langt mere end en væmmelig opvisning i rå vold. Med stærke skuespillerpræstationer, solide karakterer, filmisk friskhed og overrumplende plottwists er ”Irreversible” ikke blot en sensationshungrende grænseoverskridelse, men også en imponerende og meningsgivende film, om uomvendeligheden der smadrer og udgør livet.

Visuelt og stemningsmæssigt er ”Irreversible” en formfuldendt og ganske enestående oplevelse, der op til flere gange vækker liv i de sjældneste dele af seerens følelsesregister med et uafrysteligt eftertryk. Det første kvarter af filmen er her værst. Vi, seerne, tages med ind i Marcus’ kokainfyldte og opildnede psyke på en tur ned i det måske mest frastødende sted en film nogensinde har lagt billeder til, nemlig den formørkede og smertebefængte bøsseklub ”Rectum”. På vej gennem snørklede og klaustrofobiske gange føler man sig ikke godt tilpas. Man føler sig tværtimod som at have drukket ti bajere, snurret rundt om sig selv omkring 20-30 gange, fået banken en hammer i knolden og bagefter forvildet sig ned i helvede på jorden. På dette tidspunkt føler man sig næsten ”for” hengivet til en sindstilstand end hvad spændende er, og imens en ond og monoton basrytme anes i baggrunden og kameraet på kvalmende vis tumler rundt i mangel på orientering tager Gaspar Noé os et sted hen, hvor de færreste film har været. Nemlig hvor det simpelthen ikke er sjovt længere.

Dette på mange måder klimatiske stadie sætter som sagt filmen i gang, men hvor det teoretisk set kunne lyde forkert at åbne filmen med ”The big bang!”, så er scenen i ”Rectum” så ualmindelig kraftfuld og overvældende væmmelig, at den efterfølgende vej op gennem tarmsystemet sagtens kan bruges til at fortrænge chokket.
Men ”Irreversible” er en langt sværere film end en halvanden times lang fordøjelsesproces af en udpenslet voldshandling. Oven i mæthedsfornemmelsen fra indledningen pålægges vi mere, meget mere, for omkring tre kvarter efter gør filmen det igen - skaber en illusion så virkelighedsnær og pågående, at man aldrig mindes at have set noget lignende på film. Her er der naturligvis tale om den scene, der hovedsagligt har givet ”Irreversible” sit frygtindgydende ry og som fuldt ud berettiger det ved synet af filmhistoriens mest grufulde voldtægt. Med et passivt tilsyn, der kunne minde om den gyselige, non-cuttede midtersekvens i ”Funny Games”, skildres kvinden Alex, spillet af Monica Bellucci, og hendes skæbnesvangre passeretur gennem en fodgængerundergang - og i 9 pinefulde minutter får vi lov at iagttage hendes ubeskrivelige smerte og forslåede krop med gennemført grundighed der næppe nogensinde har set mage.

Hovedsagligt på grund af de to omtalte scener mener mange at ”Irreversible” er for meget. At den er for voldsom, for provokationslysten og for interesseret i at fremkalde sin tilskuer afsky og kvalme. Det kan man delvist give dem ret i, når man befinder sig helt inde i den kulrede besindelse på Marcus og midt i det ultimative mareridtsscenarium, der møder den smukke Alex, for det er først efter at have bakket et par mentale skridt væk fra filmens rædsler at de falder i god jord. At Noé tilsigtet har brugt svimlende kameraføring og en stedvist lavfrekvent lydside, der efter tekniske beregninger skulle forårsage kvalmefremkaldelser i lytteren, kan meget vel siges at række uden for filmmediets egentlige grænser, men det vidner om en instruktør, der vil nå sit publikum mere end nogen anden. Det lykkes i så overbevisende grad at man frastødes, påvirkes og måske endda røres en smule.

Under alle omstændigheder kan man ikke undsige ”Irreversible” fra at være en stilistisk overvældende oplevelse, og en film, der formår at udtrykke sig med et læseligt og vedkommende budskab omkring tid og tab, midt i en verden baseret på klokkeslæt. Oven i er det en følelsesmæssig stærk bedrift. Både den rene kærlighed og den rene vold i henholdsvis start- og slutscenen er gjort af rene følelser, og derfor fremstår ”Irreversible” som en helstøbt film om de smukkeste og grimmeste sider af livet. Og kan man kapere at opleve begge udpenslet med sjælden nærgående nøgenhed, er denne film uundgåelig.

19/09-07Storm før stilheden
Imponerende anmeldelse, der giver et skræmmende flot billede af filmen Rasmus, det må jeg lade dig, så smukt arbejde. Jeg må dog spørge dig: Hvad mener du sådan helt nøjagtigt med "uomvendeligheden der smadrer og udgør livet", for des mere jeg læser det (og godt lyder det jo), des mindre forstår jeg egentlig hvad det betyder?

19/09-07Thomas
Til at starte med, så tusind tak for din ros. Det glæder mig virkelig, ikke mindst når det er dig der slynger med positiv feedback :)

Og for at svare på dit spørgsmål, så var det jeg mente, at uomvendeligheden - altså den faktor, at ingen handlinger i tilværelsen kan gøres om - netop får os til at værdsætte den tid vi har, fordi vi ved, at det pågældende øjeblik aldrig vil vende tilbage. Tiden minder os om at livet skal nydes.

Og når jeg skriver uomvendeligheden ligeledes smadrer livet, er det jo netop fordi de ugerninger man kan begå, bevidst eller ej, altså ikke kan trækkes tilbage når først de er udført, hvilket altså knuser hovedpersoner i filmen. Der er altså tale om et enormt paradoks, som jeg blot prøver at sætte lidt ord på. Håber at du kan følge mig nu.

19/09-07Thomas
På den måde okay.....Takker for svaret og et godt svar det var:-)

19/09-07Rasmus
Fremragende anmeldelse, Rasmus. Virkelig imponerende.

Om Noé vil nå sit publikum mere end nogen anden er dog tvivlsomt, da han selv har udtalt, at han var skuffet over, at der ikke var flere der forlod biografen i sin tid ved filmens premiere.

Jeg har altid siddet med følelsen af, at denne givetvis intelligente film er provokerende for provokationens skyld. But damn, boy, du har nærmest overbevist mig om det modsatte :-)

20/09-07don
Tusind tak for de pæne ord, som jeg oplagt kan sende retur efter at have læst dine seneste to skriveværker, der som altid er ualmindeligt gennemarbejdede.

Om Noé vil nå sit publikum som ingen anden kan godt være at tage munden for fuld. Når folk flygtede fra biograferne verden over er det dog tydeligt, at han evner at gøre det som de færreste. Kun meget få film har opnået at være så tæt på en karakter, en hændelse og en sindsstemning, som den standart han ligger for dagen i både "Irréversible" og mesterværket "I Stand Alone". Muligvis rammer han blot for hårdt til at mange kan udstå hans indtrængen.

24/07-09Rasmus
Det hér er din bedste anmeldelse i mine øjne. Hold op, hvor det er stort skrevet og ramt. Jeg behøver vel ikke at indsætte mange rosende tillægsord, for dén konstatering siger saftsusme ikke så lidt, ved vi vel begge? Lad mig bare slå mig helt enig, i Thomas’ ord.

Hvor rystet jeg dog - som aldrig før - blev af "Irreversible". Det hele føles som at skalpen åbnes, hvorpå der hæles ned med saltsyre. For første gang måtte jeg holde hænderne for ansigtet under en film, hvis frygtindgydende univers, er vores evigsøgende-ekstreme verden vendt ud på vrangen. Det nedslidte ord ”kærlighed” får sin kraft bevist på helt nye kanter af Noé, hvis horisont for grusomhed og uhyggelige forstand jeg simpelthen er glad for ikke at besidde. Hvor jeg dog ser frem til hans – kun – tredje film ”Enter the Void” mere end nogensinde. Ligesom du?

Din beskrivelse af filmens tankevækkende filosofi om ”uomvendeligheden der smadrer og udgør livet”, synes slående godt spottet. Som følge deraf – i min efterstræbelse på overmætning – ville jeg gerne spørger om du måske kunne (mere end du gjorde for Thomas) skære det ud i pap? For det er rent ud sagt et fandens interessant emne, som du lader til at have en del indsigt i. Og som den langsomme i vendingen, beder jeg ydmygt om din assistance til en ydre forståelse.

24/07-09Rasmus
Tusind tak for ordene, Mirza. Jeg var også selv meget rundt på gulvet da jeg havde set filmen.

Det jeg mener er, at filmen - lige som Michael Hanekes '71 fragmente...' - leger med 'Hvad nu hvis'-tanken med på en fremragende måde, som filmmediet jo så blændende kan det. I starten af filmen synes volden sindssyg og uforståelig. Men takket være Noés måde at være både legesyg, grænsesøgende og reflekterende filmmager på, bliver den langsomt mere smertelig og begribelig. Det kan minde om et chokerende nyhedsindslag - bare med den baggrundsviden, Tv-avisen af gode grunde ikke har tid og rum til at fordybe sig i.


Jeg har svært ved at forklare mit udsagn uden at gentage mig selv. Så hellere opsummere det i forvejen forklarede:

'Og for at svare på dit spørgsmål så var det jeg mente, at uomvendeligheden - altså den faktor, at ingen handlinger i tilværelsen kan gøres om - netop får os til at værdsætte den tid vi har, fordi vi ved, at det pågældende øjeblik aldrig vil vende tilbage. Tiden minder os om at livet skal nydes.

Og når jeg skriver uomvendeligheden ligeledes smadrer livet, er det jo netop fordi de ugerninger man kan begå, bevidst eller ej, altså ikke kan trækkes tilbage når først de er udført, hvilket altså knuser hovedpersoner i filmen.'

03/08-09Rasmus
Det her er det bedste, jeg har læst fra dig:

"Under alle omstændigheder kan man ikke undsige ”Irreversible” fra at være en stilistisk overvældende oplevelse, og en film, der formår at udtrykke sig med et læseligt og vedkommende budskab omkring tid og tab, midt i en verden baseret på klokkeslæt."

Og jeg har ikke en gang set filmen endnu. Det bliver gjort omgående her en af de næste dage.

Og se så at indtage Kim Skottes, Per Juusl eller en anden prominent anmelders stol, for det der er altså ligeså godt.

Om du vil det eller ej ;)

04/08-09Rasmus
Tusind tak, Kinski. Jeg ta'r filmland og du ta'r politiken ;)
Superfed, festlig og energisk anmeldelse du også lige fik sat sammen af 'The Hangover'. Sikke en pragtfuld tur, og hvilken måde, at putte det ned på skrift. Skotten would be proud.

Jeg ved ikke om jeg skal opfordre dig til at 'glæde' dig til 'Irreversible'. Det er en stor kraftanstrengelse, der giver sved på panden og det der er værre. En åbensindet filmelsker som dig vil dog næppe forkaste den, men gå den frygtløst i møde. Det er jeg ikke i tvivl om.

04/08-09Rasmus
Brug tiden på noget andet Klausen.

Det er præcis sådan en film, der får en til at droppe Triers "Antichrist" på forhånd.

Ham der Noe, han har bare sat sig for at lave en så makabre film som overhovedet muligt, så han kan kalde sig den mest vovede instruktør af alle?

Filmens slutpointe er da fuldstændigt malplaceret, når man har set hvilke ligegyldigheder og oppustede voldsorgier, som er gået i forvejen...

04/08-09Peter
Alle film, kunstnere, alle har noget at byde med.

Og bedømt ud fra Rasmus' fantastiske anmeldelse, så er der mere end blot stilistisk dyrkelse af vold.

Og set ud fra dine stjerner, så tror jeg mere Rasmus' anbefalinger vil falde mig bedre ind end dine.

Og til slut: film er aldrig spild. Selv ikke de dårlige.

04/08-09Klausen
'Og til slut: film er aldrig spild. Selv ikke de dårlige'...Sådan Klausen!!!

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.